Prøv avisen

Færre præster søger til Udkantsdanmark

Der er pletter på landkortet, der ikke er særligt attraktive, og fordi vi udklækker færre kandidater, er præstemanglen virkelig begyndt at melde sig, forklarer lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Der er ved at opstå et a-og b-hold for præster i forskellige dele af landet, siger lektor. Biskopper bekræfter, at landsognene er blevet mindre attraktive

Historien om Udkantsdanmark handler ofte om faldefærdige huse, butiksdød og skolelukninger. Men også præstegerningen er ramt af følgerne af, at udkantskommunerne bliver drænet for liv. Det siger Anita Hansen Engdahl, der er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) og særligt vejleder de unge præster.

”Vi er desværre ved at have et a- og et b-hold på arbejdsmarkedet for præster. Færre vil til eksempelvis til Aalborg Stift og Viborg Stift, og også dele af Ribe Stift og Haderslev Stift er ramt. Der er pletter på landkortet, der ikke er særligt attraktive, og fordi vi udklækker færre kandidater, er præstemanglen virkelig begyndt at melde sig. Præstemanglen slår hurtigere igennem i udkanten af Danmark, og rammer ikke Aarhus og København på samme måde,” siger Anita Hansen Engdahl.

Udviklingen bekræftes af Henning Toft Bro, biskop over Aalborg Stift, der har været nødsaget til at genopslå en stilling som sognepræst i Sydthy provsti, fordi ingen søgte stillingen.

”Vi har generelt set en nedgang i antallet af ansøgere på 20 procent inden for de seneste fem år. Vi besætter stadig med dygtige og kvalificerede folk, men jo færre der søger, desto færre er der at vælge imellem,” siger Henning Toft Bro.

Det er ikke sådan, at præsterne ikke gider bo på landet, siger Anita Hansen Engdahl. Problemet er snarere, at det kan være svært at få familielivet til at hænge sammen i et sogn i det yderste af Danmark.

”For nogle kan det være sorgfuldt. De ønsker måske at være landpræster, men kan ikke realisere drømmen, fordi de ikke kan få ægtefællen med, eller fordi de er fraskilte og har et delebarn. Andre vælger et job som landpræst, men finder det slidsomt at være den, der skal holde lokalsamfundet uden skole, butik og foreninger i gang, og så søger de hurtigt væk,” siger Anita Hansen Engdahl.

Hun bemærker også, at de økonomiske ressourcer er forskellige fra eksempelvis Helsingør og Århus Stift til Ribe Stift. Det gør også en forskel for interessen for præstestillinger i Udkantsdanmark.

”Der er ingen tvivl om, at beskatningsgrundlaget i Helsingør betyder, at provstier og sogne dér har flere penge. De kan give præsterne en anden understøttelse økonomisk og tilbyde efteruddannelse og personalepleje. Her kan man komme på rejser med kolleger og få økonomisk støtte til en mastergrad. Det er ikke muligt for provstierne i landets udkant, fordi beskatningsgrundlaget er lavere,” siger Anita Hansen Engdahl.

Selvom Helsingør Stift regnes for et af de mere attraktive stifter at søge ansættelse i som præst, mærker også Lise-Lotte Rebel, biskop over Helsingør Stift, effekten af udkantsproblematikken.

”Vi har nogle landssogne i Nordsjælland og Hornsherred, hvor vi har mærket en markant nedgang i antallet af ansøgere. Tidligere har vi haft overvældende mange ansøgere til vores stift, men det er mærkbart faldende, og det kan særligt mærkes i landsognene,” siger Lise-Lotte Rebel.

Hun noterer også, at der i 2014 kun blev uddannet 55 kandidater fra pastoralseminarierne, selvom der ifølge Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i de kommende år skal bruges cirka 100 præster hvert år, fordi 400 præster falder for aldersgrænsen og går på pension inden for de næste 10 år.

”Nedgangen i antallet af ansøgere allerede nu er betydeligt, når man tænker på, hvordan fremtiden tegner sig,” siger Lise-Lotte Rebel.

Arbejdet med at hverve præster til Udkantsdanmark er dog ikke én lang lidelseshistorie. I Lolland-Falsters Stift har man haft succes med at lave praktikantforløb for teologistuderende, siger biskop over stiftet, Steen Skovsgaard.

”Nogle af dem har efterfølgende fået ansættelse, efter at vi har haft forløb her, hvor de har boet her, fået foredrag og talt med de lokale præster. Vi har ikke de store skarer af ansøgere, som Helsingør Stift traditionelt har haft, men vi får stadig stillinger besat med kvalificerede folk.”