Faklen brænder stadig

Der bliver sandsynligvis ristet adskillige duer, når den olympiske flamme i morgen formiddag dansk tid tændes over Sydney og dermed markerer åbningen af de 24. Olympiske Lege. Men duerne er ikke de eneste, der får det varmt. I de sidste par dage er der dukket en lind strøm af trusler og anklager frem mod De Olympiske Lege. Demonstranter truer med at blokere trafikken i byen, idrætsudøvere bliver smidt hjem på grund af dopingmisbrug og nye sager om magtmisbrug i den øverste ledelse dukker jævnligt op. Men modvinden bremser tilsyneladende ikke den olympiske bevægelse, der siden sin reetablering i 1896 har holdt sig til samme motto: »Hurtigere, Højere, Stærkere«. Det var den franske historiker og pædagog Pierre de Coubertin, der med sine tanker om olympismen tog initiativet til verdens største idrætsbegivenhed. Coubertin troede på personlighedsudvikling gennem kroppens leg og karakterdannelse gennem ædel kappestrid. - Det vigtigste træk ved både den gamle og den nye olympiske bevægelse er, at det drejer som en religion. Antikkens atlet ærede guderne ved at forme sin krop genemtræning på samme måde, som en billedhugger skaber en statue. Den moderne sportsmand ærer på samme måde sit fædreland, sin oprindelse og sit flag, sagde franskmanden i en radiotale fra Berlin i 1935. Man kan næppe mistænke de australske værter og den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at tænke de samme tanker her i år 2000. Men er der overhovedet noget af idealismen fra dengang tilbage? - De olympiske lege er en gigantisk pengemaskine, der fra starten byggede på vestlige, imperialistiske værdier, siger Henning Eischberg, der er tilknyttet Idrætsforsk ved Gerlev Idrætshøjskole. De opdragelsesmæssige tanker bag legene forsvandt hurtigt i takt med, at nationalstatrene plejede egne interesser. Både ved legene i Berlin i 1936 og senere under den kolde krig efter Anden Verdenskrig, blev OL brugt i propagandamæssig sammenhæng. - I dag har kapitalen og medierne fuldstændigt overtaget styringen af den olympiske bevægelse. Man kan demonstrere mod udviklingen, men det har næppe nogen effekt, lyder vurderingen fra Henning Eischberg. Få idealer tilbage Coubertins tanker om en upåvirkelig sportsånd, der skaber samhørighed mellem mennesker, er ligeledes forsvundet i dag, mener idrætshistoriker Per Jørgensen fra Syddansk Universitet. De Olympiske Lege er medieshow, der bliver båret frem af myter og nostalgi. Men hvad er der egentlig galt med det, spørger han. -Det er en pakkeløsning, som folk elsker, og det er ikke tilfældigt, at De Olympiske Lege aldrig har været større, siger han og understreger, at han selv vil sidde plantet foran fjernsynet under OL. De moderne olympiske lege har haft vokseværk siden 1896, hvor blot 250 mænd fra 14 lande deltog. I dag tæller Sydneys gæsteliste over 10.000 aktive mænd og kvinder fra 199 lande, og antallet er idrætsgrene er øget fra ni til 28. Samtidig når enhver bid af legene ud i hele verden takket være de omkring 18.000 mediefolk, der har meldt deres ankomst. - Den olympiske sjæl kan stadig findes i maven på tilskuerne. Det har medieindustrien opdaget, og derfor forsvinder den folkelige fascination næppe, siger idrætsforsker Henning Eischberg, der også ser rester af de gamle olympiske idealer blandt sportsudøverne. Kappestriden, glæden ved at besejre andre og ikke mindst sig selv, er stadig drivkraften for langt de fleste. Legalisér doping Men motiverne er under forandring, mener idrætspsykolog Ole Bloch, der vejleder eliteidrætsfolk. - Tidligere handlede det udelukkende om ære og det at deltage. Men fra at være en decideret fritidsbeskæftigelse er eliteidræt blevet et erhverv, hvor det er svært at se, om ære eller penge kommer først, siger Ole Bloch, der selv har deltaget i OL i Moskva i 1980 i roning. Han mener, at mange bliver låst fast af de ofte urimelige krav, der bliver stillet fra omgivelserne. - Udøverne er jo i dag nærmest reduceret til billetdamer og cirkusartister og er ren underholdning for masserne. Der kræves uendeligt meget mere af den enkelte idrætsudøver, siger han. For Ole Bloch var drivkraften en stor kærlighed til sporten og det sociale samvær, der omgav den. Samtidig var det tilfredsstillende at kunne høste frugten af et hårdt stykke arbejde. - For min sport består fascinationen i at raffinere ting ud i det yderste. Der er fantastisk, når det lykkes. Samtidig kan man blive helt høj af at træne hårdt, hvilket nærmest skaber afhængighed hos sportudøveren, fortæller Ole Bloch, der dog bander over tilkomsten af de stoffer, der intet har med naturlige endofiner eller adrenalin at gøre. - Doping er reelt en konsekvens af det stigende pres, idrætsfolk bliver udsat for i dag. Før var konkurrenter kammersjukker, mens man i dag isolerer sig med sine små hemmeligheder. Der er på den måde ikke meget tilbage af den oprindelige olympiske idé, siger Ole Bloch. IOC er blevet voldsomt kritiseret, også internt, for ikke at gøre nok i kampen mod doping. Men med tilkomsten af det globale, uafhængige antidoping-agentur WADA er der dog ved at ske noget. Slaget er dog, ifølge Ole Boch, tabt, før det for alvor er kommet i gang. - Vi kendte til doping allerede i min tid, hvor østeuropæiske idrætsfolk fyldte sig med forbudte stoffer. Man finder hele tiden nye veje at gå, hvis man absolut vil snyde, så spørgsmålet er, om man ikke bare skal gøre det lovligt. Så er det i det mindste lige for alle, siger Ole Bloch, der skønner, at mange af de største navne ved OL har haft fingrene langt inde i medicinskabet. Den opfattelse deler professor Arne Ljungqvist, svensk medlem af IOC og formand for den medicinske komission i atletikforbundet IAAF, dog ikke. - Langt de fleste dopingtest er heldigvis negative. Vi må ikke give op i kampen mod doping, da den sunde sjæl i det sunde legeme er helt afgørende for idrættens overlevelse, siger han.