Falsk profil udgiver sig for at være Københavns biskop. Politiet er nu inddraget i sagen

En falsk Facebook-profil udgiver sig for at være Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, og har på det seneste forsøgt at svindle en eller flere personer. Stiftet har uden held anmeldt profilen til Facebook, og politiet er nu inddraget

"Jeg har ikke en Facebook-profil, den falske profil er gentagne gange uden held blevet anmeldt til Facebook, og politiet er inddraget i sagen,” skriver biskop Peter Skov-Jakobsen på Twitter om en falsk Facebook-profil, der udgiver sig for at være ham. - Foto: Leif Tuxen
"Jeg har ikke en Facebook-profil, den falske profil er gentagne gange uden held blevet anmeldt til Facebook, og politiet er inddraget i sagen,” skriver biskop Peter Skov-Jakobsen på Twitter om en falsk Facebook-profil, der udgiver sig for at være ham. - Foto: Leif Tuxen.

Tidligere på året blev profilen ”Biskop Skov-Jakobsen” oprettet på det sociale medie Facebook. Går man ind på profilen, finder man billeder af den københavnske biskop Peter Skov-Jakobsen i forskellige situationer samt opslag med bønner, kommentarer til bibeltekster og links til interviews og debatindlæg, biskoppen har i andre medier.

Med andre ord består indholdet af det, nogen nok kunne forvente at finde på en biskops Facebook-side.

Der er bare ét problem. Profilen tilhører ikke Københavns biskop. Den er falsk. Det meldte biskoppen Peter Skov-Jakobsen ud på Twitter i går.

”Der findes desværre en falsk Facebook-profil, som udgiver sig for at være Københavns biskop. Jeg har ikke en Facebook-profil, den falske profil er gentagne gange uden held blevet anmeldt til Facebook, og politiet er inddraget i sagen,” skriver biskoppen på Twitter.

Peter Skov-Jakobsen ønsker ikke at udtale sig nærmere om den falske Facebook-profil, men opfordrer i en meddelelse fra stiftet til, at man anmelder profilen til Facebook og kontakter politiet, hvis profilen overtræder loven.

Københavns Stift oplyser, at man er orienteret om, at personen bag profilen ved flere lejligheder har henvendt sig direkte til folk, forsøgt at indlede en samtale og har forsøgt at svindle en eller flere personer. Stiftet siger videre, at profilen har henvendt sig til borgere i Grønland, og på profilbilledet kan man også se et logo og teksten ”Siumut”, som er et grønlandsk politisk parti.

Stiftets personale og personer, som er stødt på profilen, har forgæves anmeldt den til Facebook for overtrædelse af Facebooks regler. Anmeldelserne har været forgæves, og nu er politiet blevet inddraget, lyder det fra stiftet.

Ifølge Facebooks retningslinjer må brugere ikke oprette uægte profiler eller profiler, hvor de udgiver sig for at være eller tale på vegne af en anden person eller enhed. Der er dog ikke noget strafbart efter straffeloven ved at gøre det, siger Lene Wacher Lentz, adjunkt og forsker i cyberkriminalitet ved Aalborg Universitet.

”Vi har ikke nogen straffebestemmelse om identitetstyveri i Danmark, ligesom man har det i nogle andre lande. Man overtræder derfor ikke straffeloven ved at udgive sig for at være en anden. Det er først, hvis profilen laver noget strafbart, at politiet skrider ind,” siger hun og tilføjer, at dette for eksempel kan være, hvis profilen stalker nogen, hvor det kan begrunde et tilhold, eller lokker penge ud af nogen, hvilket kan være bedrageri.

”Der kan være mange forskellige motiver bag falske Facebook-profiler, men en meget stor del angår økonomisk kriminalitet. Vi har før set profiler, der har lukreret på kendte menneskers navne. Og så kan der være skæve eksistenser, som måske synes, det er sjovt at lave lidt ravage.”

Ifølge en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd blev cirka 0,4 procent af danskerne mellem 16 og 74 år udsat for misbrug af personoplysninger i 2019.