Farvel, Jehovas Vidner – goddag, Tanja

Da Tanja Friis sagde farvel til Jehovas Vidner og ikke længere var blandt de særligt udvalgte, mistede hun sin familie og hele sit netværk. Til gengæld fandt hun sig selv - og en ny måde at være kristen på

Hvor bøn tidligere var en tvangsting, giver det mig i dag en følelse af ikke at være alene. Jesus, Gud eller min skytsengel er der til at passe på mig, siger Tanja Friis.
Hvor bøn tidligere var en tvangsting, giver det mig i dag en følelse af ikke at være alene. Jesus, Gud eller min skytsengel er der til at passe på mig, siger Tanja Friis. Foto: Mr. Niels Aage Skovbo.

Til at begynde med var det rart. Som en stor familie, der tog sig af hinanden på tværs af aldersgrupper.

Som barn på Ærø var Tanja Friis glad for at komme i Rigssalen i Marstal og være en del af de særligt udvalgte i Jehovas Vidner. Sammen med omkring 60 andre fra området gik hun flere gange om ugen til møder og på gaden for at missionere.

Når hendes klassekammerater i folkeskolen udsatte hende for massiv mobning, fordi hun blev ivrig i sin mission, blev hun ked af det. Men samtidig tænkte hun, at hvis hun bare gjorde det godt nok, og huskede at bede nok og i det hele taget rettede sig efter de ældste, ville hun blive frelst. Klassekammeraterne derimod ville dø i Harmagedon.

"Jeg følte, vi havde noget særligt, og jeg var glad for det. Vi kunne jo ikke dø," husker hun.

Tanja Friis, som i dag er blevet 34 år, sidder i sin lyse stue i det vestlige Århus og tænker tilbage på barndommen i Jehovas Vidner. I dag er hun næstformand i støttegruppen for tidligere vidner. For det, der dengang virkede så trygt og sikkert, viste sig senere i teenageårene at blive både snærende og angstfremkaldende for hende. Hun var konstant bange for ikke at gøre det godt nok; ikke at yde nok, ikke at bede nok til Gud.

"Jeg havde en følelse af altid at gøre det forkerte, og jeg var efterhånden overbelastet af samvittighed og stress. Jeg bestilte ikke andet end at bede, men samtidig kredsede mine tanker hele tiden om det forbudte, drenge for eksempel," husker hun.

Lignende symptomer dukkede op hos andre i hendes omgangskreds.

"Min veninde stod op flere gange om natten for at bede, fordi hun var bange for, at Gud ikke syntes, hun bad tilstrækkeligt."

Da Tanja Friis var 19 år, tog hun konsekvensen af sin konstante angst for at fejle og meldte sig ud. Forinden var hun blevet smidt ud hjemmefra, fordi hendes opførsel ikke harmonerede med værdierne i Jehovas Vidner. Men både hendes forældre og de ældste forsøgte at overtale hende til at angre, så hun kunne blive i fællesskabet.

"De ældste blev ved med at komme og banke på min dør, selvom jeg var flyttet til Esbjerg. Jeg forsøgte at gemme mig, men var konstant bange for, at de skulle finde mig. Derfor tænkte jeg, det var bedre, hvis jeg selv tog konsekvensen og meldte mig ud, i stedet for at de skulle smide mig ud. På den måde var der også en dør åben, hvis jeg gerne ville tilbage."

Årene efter bruddet var turbulente. Tanja Friis mistede sin familie og sine venner i ét hug og har sidenhen kun været i kontakt med dem ganske få gange. Som ung og eks-vidne var hun efter eget udsagn samtidig meget sårbar og naiv på det sociale plan.

"Jeg havde jo lært, at alle, som ikke var med i Jehovas Vidner, var onde. Ægteskabsbrydere, mordere og løgnere, men samtidig havde jeg ikke noget netværk. Det gjorde det super svært for mig socialt, og de første venner, jeg fik efter bruddet, var da også lidt af en blandet landhandel, men for mig var de gode," husker hun.

Hun gik på HF, prøvede senere at tage en pædagoguddannelse, men hun havde svært ved at samle sig om noget. For indeni tænkte kun stadig som et Vidne.

"Jeg tænkte, at det hele på sin vis kunne være lige meget, fordi jeg jo alligevel snart skulle dø. I det hele taget led jeg af en voldsom dødsangst, for når Harmagedon kom, ville jeg jo ikke være blandt de udvalgte, som blev frelst."

Tanja Friis forklarer, at dette er et meget symptomatisk tankemønster for tidligere vidner. Selvmordsraten er forholdsvis høj, mange får psykiske lidelser og søger derfor tilbage til organisationen. De afhoppere, der holder fast i deres brud, magter ofte først at kontakte støttegruppen, når de har været ude af Jehovas Vidner i flere år.

"De er bange for at tale med os, som er udstødte, for selvom de selv er gået ud af bevægelsen, ser de stadig på os som Djævelens afkom, der vil dø "den anden død", hvor man rådner op indefra. Først efter rigtig lang tid går det op for dem, at de jo egentlig er i samme båd som os. Og at vi ikke er onde," forklarer Tanja Friis og tilføjer:

"For mit eget vedkommende er det faktisk først i løbet af de seneste tre år, at jeg for alvor har erkendt, at Jehovas Vidner ikke sidder med sandheden."

I mange år efter, at hun blev udstødt, kunne hun ikke holde ud at læse i Bibelen. Den mindede hende for meget om fortiden. Faktisk er det først inden for de seneste par år, at hun igen har dristet sig til at åbne den. Tekstlæsningen falder hende let – og når hun i dag analyserer teksterne, går det op for hende, at der i dem findes en del skyts, som går imod Jehovas Vidners argumenter.

Dagens tekst, som folkekirkens præster prædiker over, handler om "at mange er kaldet, men få er udvalgt". Tanja Friis tvivler ikke på, at Jehovas Vidner mener, at de hører til i den udvalgte gruppe, men selv opfatter hun dem lige omvendt.

"Jeg ser tydeligvis Jehovas Vidner som farisæerne, der gør sig bedre og sætter regler op for, hvordan andre skal opføre sig. De har glemt hele kærligheden bag, som Jesus forkyndte. Jesus siger, at der ikke skal være nogen profeter efter ham. Men Jehovas Vidner kommer i dén grad med profetier, når de igen og igen fastsætter datoer for dommedag. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at organisationen er vor tids guldkalv, fordi den hele tiden har brug for noget synligt at se op til. Magasinet Vagttårnet har taget pladsen for Bibelen og er som et andet babelstårn på vej til at vokse op i himlen," siger Tanja Friis.

Selvom hun altså tager kraftigt afstand fra organisationens behandling af Bibelen, er hun nået frem til, at hun har brug for en åndelighed i sit liv. Den er stadig ved at tage form, men er baseret på kristendommen. Samtidig beskæftiger hun sig med healing – og i det hele taget med alt det, der giver ro og dybde, og som gør, at hun kommer tættere på sig selv. Hendes 12-årige søn, som hun er alene med, beder da også aftenbøn hver dag.

"Troen betyder meget for mig, uden at jeg helt præcist kan definere den. Men teksterne i Det Nye Testamente giver meget mening for mig, og jeg beder ofte. Gående, stående eller hvor det nu passer ind. Jeg beder tit og siger tak."

"Hvor bøn tidligere var en tvangsting, giver det mig i dag en følelse af ikke at være alene. Jesus, Gud eller min skytsengel er der til at passe på mig."