Prøv avisen

Farvel til en aktivistisk minister

Illustration: Rasmus Juul

I sin tid som kirkeminister er Manu Sareen (R) ofte blevet kritiseret for at fare for hurtigt frem og blande sig i kirkens indre anliggender. Men i forbindelse med sin fratræden får Manu Sareen også ros for sit engagement og sit arbejde med folkekirkens struktur

Der var ikke mange, der havde set den radikale Manu Sareen som kirkeminister, da SRSF-regeringen blev sammensat i efteråret 2011. Han havde da også drømt om Kulturministeriet, men endte altså i stedet med at blive en af de mest aktivistiske kirkeministre i mange år. Det sås ikke mindst i forbindelse med vedtagelsen af loven om vielse af homoseksuelle samt nedsættelsen af et udvalg, der skal se på en ny styrelsesordning for folkekirken.

I går fik folkekirken så en anden radikal kirkeminister i kulturminister Marianne Jelved, som nu har to ministerier at passe.

Kristeligt Dagblad har spurgt en række kirkelige personer om det bedste og det værste ved Manu Sareens tid som kirkeminister.

Mette Bock (LA), næstformand i Kirkeudvalget:

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: Danmark skal stadig blive bedre til at bryde social arv

Det bedste er, at Manu Sa-reen er en mand uden skjulte dagsordener. Og så kan jeg godt lide, at han taler fra hjertet, og det kunne man ønske, at flere ministre gjorde.Det værste er, at han har en tilbøjelighed til at tie, når han skal tale, og tale, når han skal tie. Og så er det uheldigt, at han ikke har forståelse for den kirkeministerielle rolle og dermed ikke formår at stå bomstille med en arm strakt ud til hver side: en mod staten og den anden mod kirke.

Højskoleforstander Jørgen Carlsen, Testrup Højskole:

Det bedste er, at Manu Sa-reen på trods af en anden baggrund melder sig ind i folkekirken. Det viser rummelighed og signalerer, at også indvandrere kan være der. Det er også prisværdigt, at han banede vejen for vielse af homoseksuelle, og at han har en klar opfattelse af, at blasfemiparagraffen skal afskaffes.

Det værste er, at han indimellem har svært ved at holde sig på måtten, blandt andet i forbindelse med lovforslaget om åremålsansættelse af biskopper. Det var ret dumt. Det samme er en ny styrelsesordning for folkekirken. I værste fald bliver det en tumleplads for ideologiske koldkrigere, varulve og hyæner.

Bertel Haarder (V), kirkeminister 2005-2007:

Det bedste er, at han var meget engageret i det nordiske samarbejde. Og det mener jeg faktisk. Dermed antyder jeg også, at han nok burde have engageret sig lidt mindre i det kirkelige.

Det værste var, at han busede for meget på med de homoseksuelle vielser. Hvorfor skulle det gå så stærkt? I folkekirken må man have tålmodighed, det er derfor, den er så rummelig. Og så, at han totalt underløb Københavns Stifts biskop i sagen om kirkelukninger, hvor Manu Sareen havde erklæret sig inhabil, og vikaren Marianne Jelved (R) førte kniven. Det havde Manu medansvar for. Jeg håber, Jelved og biskoppen kan få et ordentligt samarbejde efter det.

Martin Schwarz Lausten, dr.theol., Københavns Universitet:

Jeg synes, at initiativet med et udvalg om en ny styrelsesordning var et godt initiativ. Det har mange skreget på i årtier. Og jeg synes, det er modigt af ham at tage strukturen op igen efter flere forsøg i 1900-tallet.

Der er mange, på hvem Sareen har virket som en rød klud, fordi nogen føler, at han har blandet sig i de indre anliggender. Men som han selv udtrykte det: Det har jeg jo ret til. Det var ikke klogt sagt, selvom det var rigtigt.

Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission:

Det bedste er, at folkekirken har besindet sig på sin egen identitet. Det har den været nødt til, fordi vi har haft en minister, som har ageret som kirkechef. Hvilken betydning har det for balancen, som har været mellem kirke og stat i flere årtier, når den ikke er så selvfølgelig i praksis, og når det politiske begynder at få overtaget? Hvad betyder det for biskopperne og deres ansvar for folkekirken som kirke?

Alt dette har kaldt på reaktioner, og der har været og der er fortsat brug for at drøfte en række forskellige ting. Ikke mindst håber jeg, at udvalget om en styringsstruktur for folkekirken får mulighed for at færdiggøre sit arbejde.

Det værste er, at vi har haft en kirkeminister, som har forvaltet det kirkelige område som ethvert andet statsligt forvaltningsområde og ikke med skønsomhed for kirkens egenart. Han har manglet en dybereliggende forståelse for kirkens liv. Processen i forbindelse med et ritual for vielse af to af samme køn var bestemt ikke god.

Torben Rechendorff (K), kirkeminister 1988-1993:

Det værste er, at Manu Sa-reen har taget det første skridt til en adskillelse af kirke og stat, som der står i det radikale partiprogram. Efter min mening er det en ulykke, og en ny styrelsesordning for folkekirken er et skridt i den retning. Man ser for sig, at et kirkeråd skal tage stilling til en salmebog.

Det bedste er, at han har sat fingeren på de ømme punkter i den kirkelige struktur, og at han sikkert har lært meget.

Henning Nørhøj, formand for Kirkeligt Centrum:

Det bedste, Manu Sareen har gjort, var at sætte gang i tankerne om en styrelsesreform for folkekirken og nedsætte udvalget om det. Dermed har han sat gang i en debat om forholdet mellem kirke og stat. Og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at han ikke fører reformen igennem, så jeg håber, at den nye kirkeminister tager sagen til sig.

Det værste er vel noget Sareen ikke kan gøre for, for han var rimeligt uforberedt på, hvad folkekirken egentlig var, og det kostede nogle begynderfejl, blandt andet at kalde sig for folkekirkens chef.

Lisbet Christoffersen, professor i religionsret ved Roskilde Universitet:

Det var godt, at Manu Sa-reen satte punktum for vielse af homoseksuelle. Der skulle sådan en som ham til det.

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift:

Manu Sareen har været en enorm flittig kirkeminister. Og det væsentligste, han har sat i gang, er styringsreformen for folkekirken. Det er godt at få sat fokus på det. Manu Sareen skabte også en stor glæde om folkekirken og de folkekirkelige organisationer, det skal også fremhæves.