Farvel til præsten, der kunne få mennesker til at blive, hvad de var skabt til

Gurli Vibe Jensen fulgtes med mange forskellige mennesker gennem livet. Og mange mødte i går op til den afholdte præsts og sjælesørgers bisættelse

Dr. theol. og præst Niels Jørgen Cappelørn er her fotograferet ved Gurli Vibe Jensens kiste. I baggrunden ses Mikkel Wold, der er sognepræst ved Marmorkirken i København. Efter afdødes ønske var det de to præster, som stod for begravelsen.
Dr. theol. og præst Niels Jørgen Cappelørn er her fotograferet ved Gurli Vibe Jensens kiste. I baggrunden ses Mikkel Wold, der er sognepræst ved Marmorkirken i København. Efter afdødes ønske var det de to præster, som stod for begravelsen. Foto: Leif Tuxen.

”Omvend os fra os selv til dig. Giv os ikke lov til at skjule os for dig og leve på egen hånd. Vis os, hvor herlig du er, og hvor herligt det er at måtte tro på dig og lyde dig.”

Karl Barth (1886-1968)

Sognepræst i Marmorkirken i København Mikkel Wold lånte de indledende ord fra den kendte schweiziske teolog Karl Barth, da han bad ved Gurli Vibe Jensens bisættelse i går eftermiddag i Helligåndskirken i København.

20 minutter inden bisættelsen fyldte violin- og orgeltoner rummet. Soloviolinist i Det Kongelige Kapel Grit Westi, der i sin tid blev konfirmeret af Gurli Vibe Jensen, og organist Ørjan Horn Johansen spillede blandt andet musik af den tyske komponist Johann Sebastian Bach, mens omkring 180 mennesker tog plads på bænkene for at tage afsked med den markante præst, der fra 1965 og tre årtier frem var præst ved kirken. Hun favnede bredt som præst, og sådan var det også ved hendes kiste. Unge og gamle, familie og enlige var mødt frem.

I koret sad tidligere biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen, pastor emeritus Mogens Hansen, pastor emeritus Bent Høeg Jessen og hospicepræst Annette Brønnum Nystrup. De to sidstnævnte har begge været kolleger med Gurli Vibe Jensen. Ved sin død efterlod Gurli Vibe Jensen detaljerede ønsker til bisættelsen. Derfor sad doktor theol. og præst Niels Jørgen Cappelørn og sognepræst ved Marmorkirken Mikkel Wold på den anden side af døbefonten. Begge var både kolleger med og venner af Gurli Vibe Jensen.

”Fra prædiketekst til postludiet er dette tilrettelagt af Gurli,” sagde Niels Jørgen Cappelørn indledende, inden menigheden sang ”Der er en vej, som verden ikke kender” om livets vej ”som ej er gjort med hænder”.

Gurli Vibe Jensen var et menneske, mange fulgtes med. Hun havde valgt, at der skulle læses fra Lukasevangeliet om vandringen til Emmaus, hvor den opstandne Jesus møder disciplene, som ikke kan kende ham.

”For Gurli var det altafgørende at vide sig ledsaget af Kristus. Det er derfor, teksten er med her. Men samtidig var det lige så dybtliggende hos hende at have blikket rettet mod dem, der trængte til følgeskab i kortere eller længere afsnit af deres liv.”

Mikkel Wold fremhævede , at talen ikke var et forsøg på at helgenkåre den afdøde, som også var et menneske med sine svage sider, men han understregede hendes sær- lige indsigt i menneskesjælen.

”Hun kunne få mennesker til at vokse og realisere det, de var skabt til at blive, frem for at stikke i det, de havde vænnet sig til at være,” sagde han og forklarede, hvordan hun fandt vej ind i sindets krinkelkroge, hvilket gjorde hende til en sjælesørger af usædvanligt format.

Mikkel Wold betonede, hvordan hendes særlige evner som sjælesørger var forbundet med et både sensitivt og registrerende sind. Han sagde:

”Som følsom må man gardere sig, og det var der ikke så lidt grund til, når man som Gurli ragede langt op over de fleste af hendes samtids kolleger i puslingelandet Danmark. Der er ingen tvivl om, at denne særlige kirkelige sans for smålighed påvirkede hende og til en vis grad også hendes selvtillid og lysten til at publicere.”

I kirken var der kolleger fra Bibelselskabet, hvor hun i en årrække havde tillidsposter, først og fremmest som formand for De Forenede Bibel-selskaber. I 1950 rejste hun til Nigeria som missionær for Dansk Forenet Sudanmission, som i dag er blevet til Mission Afrika, der var repræsenteret ved generalsekretær Peter Fischer-Nielsen.

”Afrikanerne lærte hende såre meget om, hvad et menneske er. Det blev en tid, der formede hende for livet, og hvor kærligheden var gensidig,” sagde Mikkel Wold og henviste til de seneste dages kondolencebreve fra nogle af de elever, hun underviste i Nigeria i 1950’erne.

Det var Niels Jørgen Cappelørn, som foretog jordpåkastelsen og ledte menigheden i Fadervor, inden det for en stund blev påskemorgen en overskyet juli-dag med Gurli Vibe Jensens valg af afsluttende salme: ”Krist stod op af døde”.

Det var en bisættelse, hvor håbet stod som fortegn, og som Mikkel Wold sagde afsluttende i talen ved kisten:

”For os som for hende er trøsten på denne dag den samme, nemlig fornyelsen fra Gud, løftet om, at når historien er forbi, skal vi komme til ham, der giver os indfrielsen af de løfter, der blev sagt over os ved dåben. Nåden og freden om os. Det er hele vort liv, og det er hele vort livs håb.”

Organist Ørjan Horn Johansen indfriede et sidste ønske fra Gurli Vibe Jensen, da han spillede variationer til ”Mægtigste Kriste, menighedens Herre”, mens venner bar kisten ud mod den ventende rustvogn.