Sidste år så Poul Dal sin voksne søn for formentlig sidste gang. Han stødte tilfældigt på sønnen, som uden et ord flygtede væk.
Forinden var et år passeret uden kontakt. I efteråret 2009 havde de talt ganske kort og lettere køligt sammen, og inden da var gået endnu længere tid uden bare et enkelt goddag. I 2006 havde Poul Dal opsøgt sønnen og i en halv times tid talt om vind og vejr og andre tilforladeligheder. Igennem 10 år indtil da havde de kun haft sporadisk telefonisk kontakt.
At kontakten med sønnen nu tilsyneladende er helt væk, har Poul Dal en næsten resigneret holdning til.
Det er jo ikke så godt, nej, det er faktisk meget kedeligt, men hvad skal man gøre? I begyndelsen troede jeg ikke, det ville blive sådan her. Jeg troede jo bare, at de lige skulle komme sig.
Det, de skulle komme sig over, var Poul Dals udstødelse fra Jehovas Vidner. De dækker over hans søn, hans datter og hans forhenværende kone. I 1994 blev Poul Dal udstødt af Jehovas Vidner efter at have været medlem i 33 år. Fra en ovenud begejstret 18-årig teenager til en stærkt skeptisk 51-årig.
I dag er Poul Dal 68 år og har været formand for Støttegruppen for Tidligere Jehovas Vidner og holdt foredrag om trossamfundet i omkring fire år. Det er nu 17 år siden, han var en betydningsfuld mand i vidnernes hierarkiske struktur, hvor han som en af de såkaldte ældste var dommer over rigtigt og forkert. I dag ser han langt mere forkert end rigtigt hos vidnerne.
Jeg synes, at trossamfundet optræder som en ulv i fåreklæder. Det er ikke, hvad det giver sig ud for at være, for når nye proselytter skal til, gør de sig kolossalt flinke og gæstfri, men når først man kommer ind, viser samfundet sig som en flok glubske ulve, hvor det er dødsensfarligt at træde ved siden af. I dag ser jeg Jehovas Vidner som en falsk profetkirke, siger Poul Dal.
Med den betragtning lægger Poul Dal sig direkte op ad budskabet i søndagens prædiketekst, hvor Jesus advarer mod falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. Disse falske profeter vil ifølge teksten kunne kendes på, at de bærer dårlig frugt. For Poul Dal skulle der gå flere årtier, før smagen af Jehovas Vidners frugt blev så dårlig, at han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved trossamfundet.
Han voksede op med forældre, der begge var vidner af Jehova, men både han og broderen fik lov at fejre fødselsdage. Lodret imod vidnernes klare modstand mod fejring af alle falske højtider, hvor kun Jesu død er undtagelsen.
Poul Dals far drev en tømrerforretning på limfjordsøen Mors, og sammen med områdets ligesindede smed praktiserede de to familier deres egen lidt skæve tro på Jehova. De var med Poul Dals ord på ingen måde hårde bananer rent trosmæssigt, men kom dog nogenlunde ugentlig i rigssalen hos vidnerne.
Med tiden fik hans mor dog dårlige nerver af det og tog i det stille afstand fra samfundet, mens faderen fortsatte. Som 18-årig besluttede Poul Dal en dag at tage med sin far i rigssalen. Så kunne de have det sammen. Kun de to. Den dag indtog en ældste talerstolen med ordet i sin magt. Hans bibelfortællinger fængslede Poul Dal, og da den ældste efterfølgende viste sig at være en overordentlig rar mand, var sagen klar. Poul Dal kastede sig med liv og sjæl ind i trossamfundet.
Vi troede jo, at vi reddede menneskers liv. Vi troede på, at vi med vores virke kunne komme med i en slags Noas ark, når dommedag ville komme.
Derfor begyndte Poul Dal at missionere. Det gjorde han på fuld tid i tre år, men efterhånden blev de mange smækkede døre for meget for ham. Hans tro bestod dog. Han havde ikke opnået en omvendelse ud af det blå, som det sker i en række pinsekirker, men troen kom stærkere og stærkere til ham.
Det var sådan en konstant følelse. Jehovas Vidner bruger ikke den pludselige omvendelse, for det er rationalet, der styrer. Det er ligesom at studere et fag, hvor man sammen studerer Bibelen og derigennem opnår den rette lære, fortæller han.
Da han var midt i 30erne, kulminerede virket hos vidnerne. Han fik titel som ældste og blev dermed en af flere ledere i menigheden i Viborg, hvor han nu boede med kone, søn og datter. Både kone og børn kom troligt hos vidnerne, så da han efter et par år som ældste fravalgte posten på grund af den pression, han følte, der blev udøvet fra talerstolen, var det et prestigetab for familien. Dog ikke større, end at Poul Dal kort efter igen bestred titlen som ældste, fordi der var bud efter ham.
Men trods genkomsten til toppen af hierarkiet begyndte hans tro på Jehova at krakelere.
Jeg havde det ikke godt med deres frelseslære. I virkeligheden troede jeg vel ikke på Harmagedon og alt det der med, at kun Jehovas Vidner kan blive frelst. Den skepsis havde jeg med fra mine forældre, som ikke troede på de meget firkantede fortolkninger.
Dybt inde i Poul Dal var kimen lagt til at bryde med Jehovas Vidner. En anden familie havde netop forladt vidnerne, og som ældste var det hans opgave at få dem tilbage i folden. Men diskussionerne med familien gødede blot hans tvivl på Jehova-troen. Vidnernes dommedagsprofeti fremstod mere og mere som et fantasifoster, og han begyndte derfor at opsøge andre tidligere vidner i absolut hemmelighed for sin kone. Når han indtog talerstolen i rigssalen, sorterede han bevidst i de emner, han talte om.
Jeg sagde intet om min tvivl, for det ville være dødsensfarligt. Samtidig ville jeg lige se tiden an, for der var jo ingen grund til at sætte det hele på spidsen.
Men sådan endte det alligevel. De øvrige vidner begyndte at ane uråd. Og da han for anden gang valgte at fratræde som ældste og samtidig ikke længere kom regelmæssigt i menigheden, var sagen klar: I sommeren 1994 udstødte Jehovas Vidner Poul Dal for at have frafaldet sin tro.
Det var egentlig virkelig rart at være sluppet ud af det, men samtidig mistede jeg kontakten med min familie. Det var prisen at betale, når jeg blev udstødt for frafald. Jeg blev betragtet som en af de farligste.
Umiddelbart efter udstødelsen flyttede Poul Dals søn. I Jehovas Vidner er det en ufravigelig regel, at man som myndig skal forlade hjemmet, når der bor en udstødt under samme tag.
Kort efter kom Poul Dal en dag hjem til et tomt hus, fordi hans kone og datter uden et ord var taget på besøg hos sønnen uden at ville have ham med. Og da han sammen med andre udstødte udgav et Jehova-kritisk blad, smed hans kone omgående separationspapirerne på bordet.
Siden den dag i 1995 har han ikke talt med sin ekskone, med sin datter kun en enkelt gang, og kontakten med sønnen ser nu også ud til at være fortid.
Det var væmmeligt, da min søn flyttede. Hele den ånd, der opstod efter det og i det hele taget efter udstødelsen var ubehagelig, men dybest set troede de nok på, at jeg ville vende tilbage til vidnerne.
Det gjorde Poul Dal ikke. I dag har han en ny kone og en ny tro. Han tror fortsat på Gud og Jesus, men har intet behov for at organisere sin tro.
Alt for mange trossamfund kan ikke lide at få stillet kritiske spørgsmål. Det er generelt et problem med religion. Derfor sætter jeg min lid til Gud i passiv tilstand.
Han nærer ingen onde følelser over for Jehovas Vidner, men han tøver ikke med at konkludere, at trossamfundet som organisation er en falsk profetkirke, der i udpræget grad mangler forståelse for menneskers forskelligheder og for retten til at forlade sin tro uden sanktioner.
Når man slutter sig til Jehovas Vidner, fortæller de aldrig om, hvordan man risikerer udstødelse, og de læser Bibelen som en paragrafbog, hvor de via enkeltsætninger konkluderer alt muligt uden at tage hensyn til sammenhængen. Det kommer der ikke noget godt ud af.