I Rusland er den store påskefaste i fuld gang. Det russiske flyselskab Aeroflot tilbyder særlige menuer til fastende, de transnationale togruter ligeså, og såvel centraladministrationens kantiner i Kreml som de lokale bystyrer har fastekost på menuen. For ikke at tale om aviser og dameblades mange opskrifter. Overskriften er således lånt fra avisen Argumenti i Faktis tips til at lave lækker fastemad.
På den baggrund skulle man tro, at fasten var et massefænomen i Rusland. Men det er egentlig ikke tilfældet. Meningsmålingsinstituttet VCIOM offentliggjorde ved fastens begyndelse en undersøgelse, som viste, at kun 21 procent af russerne regner med at faste i år mod 32 procent sidste år. Af disse regner kun 4 procent med at overholde fasten i samtlige 40 dage.
LÆS OGSÅ: "Fasten, et fantastisk grundlag for påsken"
Påskefasten, eller Den Store Faste, er da også en ordentlig mundfuld. I år falder den fra den 2. marts til den 19. april, og fortolkes den på den strengeste måde, afstår man i syv uger fra kød, fisk, mælkeprodukter, olie og vin – bortset fra enkelte undtagelser. Lørdag og søndag må maden tilsættes olie, og på enkelte dage, nemlig Mariæ bebudelsesdag, i fastens femte uge, og palmesøndag, i fastens sjette uge, er fisk tilladt. Endelig må man på Lazarus' lørdag (dagen inden palmesøndag) spise kaviar. Men ellers står den på brød, frugt og grønt.
Selv for studerende på de teologiske uddannelser er dette lige lovlig hård kost. Alligevel vakte det en del opsigt, da Antonij Borisov fra Moskvas teologiske akademi fortalte, at studenterne har lov til at spise fisk og bruge olie uagtet fasten. Han begrundede dette med, at de studerende i fasten er forpligtet til at deltage i såvel morgen- som aftengudstjenester – og de varer fem timer om morgenen og to en halv time om aftenen. Derfor har de brug for ordentlig føde. Hans udsagn blev dog taget som et eksempel på hykleri – for også i Rusland forventes kommende præster at være forbilledlige eksempler på udøvet kristendom.
LÆS OGSÅ: Overtro ved fastelavnstide
Spørgsmålet om faste eller ej er altid dobbelt.
På den ene side fortæller de mange opskrifter på fastemad, at der ofres megen tid, kræfter og kreativitet på maden. Undertegnede har et kært minde om første gang, jeg blev inviteret til frokost i en lokal kirke under fasten og naivt troede, den stod på kål og rå gulerødder – og en times tid senere trillede ud i foråret efter et skønt måltid med svampesuppe, friskbagte pirogger, grøntsagsragout og saltede pickles. For det russiske køkken har stor erfaring med at fylde noget appetitligt i den del af året, hvor fasten ligger.
På den anden side handler fasten jo egentlig slet ikke om mad, men om mådehold. Ved sin tale ved begyndelsen af fasten knyttede patriark Kirill an til dette: "Hvis den videre udvikling af den menneskelige civilisation skal lykkes", sagde han, "er det afhængigt af menneskets evne til selvbegrænsning, som den finder sted ved Den Store Faste". I fastetiden bør der således være fokus på bod og skrifte, hyppigere kirkegang – særligt i den sidste uge før påske, og i det hele taget på at bestræbe sig på at være et bedre, mere tilgivende og overbærende menneske.
Lysten til at overholde den åndelige del af fasten er dog heller ikke overvældende. VCIOM's undersøgelse konkluderer, at kun seks procent regner med at gå i kirke, bede og læse religiøs litteratur i fastetiden, seks procent regner med at holde sig fra alkohol, fire procent vil gøre sig umage for at tale pænt og begrænse brug af forlystelser. Og kun to procent tør forpligte sig til at hjælpe folk i nød og gøre sig umage for at gøre gode gerninger.
Der er således pæn afstand mellem det offentlige tilbud til den fysiske del af fasten og den reelle brug af disse. Hvilket formentlig også er grunden til, at førnævnte artikel var ledsaget af småinterviews med sangere og skuespillere, som fortalte om deres (manglende) erfaring med fasten. Selvom de dog forsikrede, at de i forvejen kun spiser ganske lidt kød og mælkeprodukter og dermed altid begrænser sig selv. Og som sangerinden Valerija citerede sin præst for at sige: Det vigtigste formål med fasten er – ikke at æde hinanden.
Annika Hvithamar er lektor ved Syddansk Universitet.