Vi vil gerne redde hele verden, donere penge til velgørenhed og leve næstekærligt hele tiden. Vi sætter os store mål. Samme tanke havde jeg, da jeg besluttede mig for at faste eftermiddag og aften. Problemet med store mål er, at de ofte ikke lykkes. Det har den seneste tid vist mig.
I søndags var det midfaste, og det markerede paradoksalt nok den midtvejskrise, som jeg er endt i. Det bliver stadig tungere at faste fra aftensmåltidet, og desværre har jeg flere gange spist i stedet for at bruge tiden ved mit hjemmelavede alter. Jeg har været en del ude, og så bliver det nemt en ond spiral.
Hvis man ikke får sat tid af til at fokusere på bøn og fordybelse den ene aften, springer man hurtigt over den næste, og sådan kan det fortsætte. Motivationen falder.
De dage, hvor jeg ikke har brugt tiden i stilhed og bøn, har jeg faktisk haft dårlig samvittighed. Jeg skal ærligt indrømme, at det har været ydmygende. Men jeg har fundet fred i syndserkendelsen. At jeg ikke har været i stand til at holde mig fra aftensmad hver dag understreger for mig, at jeg er en synder og ligesom alle andre har brug for tilgivelsen.
Det er stærkt, og de aftener, hvor jeg har sat tid af til fordybelsen – og dem har der heldigvis stadig været en del af – har Bibelens ord været mere levende for mig end normalt. Typisk har jeg læst et par kapitler eller vers, og det kan godt blive en smule tungt og tørt. Men når jeg for eksempel har sprunget tiden med stilhed og bøn over to dage i træk, kan jeg mærke en ekstra motivation og lyst til at fordybe mig. Der kommer et helt andet nærvær.
Mit fokus har været så meget på at præstere, at jeg fuldstændig har glemt, hvad fasten egentlig handler om. Det er en ubetinget gave fra Gud og ikke en konkurrence om, hvem der kan spise mindst i løbet af fastetiden. Min ven havde sat sig mindre mål. Han måtte godt spise, så længe han huskede at bruge tid hver aften på at læse i Bibelen. Det vil jeg hente inspiration fra i den kommende tid. Det handler om at tage små trin.