Jeg begynder altid fasten med at gå til gudstjeneste askeonsdag, hvor man bliver mindet om de mørke sider i sig selv og om sin egen skrøbelighed. Derfra faster jeg fra alkohol, sukker og fastfood indtil påske. Sådan har jeg gjort i over 10 år. For mig handler det om at kunne mærke, at jeg giver afkald på noget. Og det mærker jeg for alvor med sukkeret, hvor jeg hele tiden skal takke nej til kage og slik. Især de første tre dage er ret hårde at komme igennem.
Vi lever i en tid, hvor vores kultur siger os, at vi bare skal gå efter det, vi gerne vil have, uden at sige nej til noget. Men i kristendommen er en vigtig pointe, at livet handler om noget andet end dig selv, for eksempel hvordan vi kan være til velsignelse for andre. Fasten minder mig om, at der er vigtigere ting i livet end mine egne behov.
Med årene er fasten også blevet en livsrytme, hvor jeg stopper op og mærker efter og kommer til at leve mere sundt. Det opleves som et godt afbræk i hverdagen, hvor jeg får mere fokus på min næste og på Gud.
Foto: Jakob Jørgensen
Jeg har tænkt mig at følge en 5:2-kur, hvor man to dage om ugen kun må indtage 500 kalorier. Det er cirka en tredjedel af, hvad jeg normalt vil spise. Det betyder, jeg indtager et let måltid om morgenen med et kogt æg og et stykke knækbrød. Og så et mindre måltid derudover senere på dagen.
Det skulle være rigtig sundt at give kroppen noget ro i forhold til fordøjelsen. Egentlig har jeg ikke behov for at slanke mig, men jeg har nået den alder, hvor det sætter sig, hvis jeg bare spiser, hvad jeg har lyst til. Ved at faste to dage om ugen kan jeg til gengæld give los de andre dage og for eksempel nyde en kage. Det glæder jeg mig meget til.
Min motivation for at faste er meget jordnær. Men jeg kan samtidig se en god mening i at gøre det netop i kirkeårets fastetid.
Alle de store religioner har en form for faste, og der ligger en gammel visdom i fastens påmindelse om mådehold, som jeg gerne vil være en del af.
Det varierer lidt fra år til år, hvad jeg faster fra. I år regner jeg med, at det bliver kød og alkohol. Jeg kunne også vælge helt at faste fra mad, men det føler jeg ærligt talt ingen tilskyndelse til.
Samtidig har jeg tænkt mig at læse den samme bibeltekst hver dag og meditere over den. Det giver noget særligt at læse den samme tekst i 40 dage. Den sætter sig i hukommelsen og åbner sig på en anden måde.
Det gør noget ved ens sjæl at sige nej til noget, som man gør under fasten. Det er, som om man bliver styrket af det. Man får mere kontrol over sit liv ved at faste.
Fasten er en del af kirkeåret, og på den måde bliver det en del af min livsrytme, at først på året har jeg en tid, hvor jeg afsiger noget og fylder mig med mere bøn og bibelord. Kirkeåret veksler mellem hverdag, fest og faste. Og Prædikerens Bog siger ligefrem, at der er en tid til at sørge og tid til at danse, og måske handler det hele ganske enkelt om, at der også er en tid til faste og fordybelse. Det er sådan livet er.
Jeg er katolik, og for os er både askeonsdag og langfredag obligatoriske fastedage, hvor jeg kun spiser et lille måltid mad og helt afstår fra alkohol og kød. Derudover forsøger jeg at skrue ned for både mængden af kød og alkohol i de 40 dage, fasten varer. Det har traditionelt i kirken været de to ting, man faster fra. Til gengæld er det forbudt at faste om søndagen, hvor den står på både steg og rødvin.
Jeg må indrømme, at min intention om at faste som regel er større, end hvad jeg i praksis formår.
For mig handler fasten om at være en del af den kirkelige tradition. Jeg kan godt lide den vekselvirkning, kirkeåret har mellem eftertænksomhed og fest. Og fasten er i høj grad en eftertænksom tid, som vi indleder med at få malet et askekors for panden i kirken. Det er en påmindelse om, at vi alle en dag dør og bliver til støv, men forhåbentlig opstår med Kristus.
Det er primært på grund af kirkefællesskabet, jeg faster. Jeg kan ikke sige, at jeg får en stor personlig åndelig renselsesoplevelse ud af det.