Fasten giver mening, når man deler den

Før fasten har jeg haft et romantiseret billede om den ensomme munk, der sidder for sig selv, men fasten kan jo også være et fællesskab, og for mig var det i fællesskabet, at jeg har oplevet fastens hidtidige højdepunkt. Ensomheden og sulten føltes mindre. Det mindede mig om et citat fra hovedpersonen i filmen ”Into the Wild”. Lige inden han dør, siger han som sine sidste ord: ”Happiness is only real when shared," skriver Jacob Munk. Foto: Privatfoto

Jacob Munk har haft en svær faste med influenza og ensomhed. Men når tingene ser sortest ud, viser Gud nye veje

Den sidste uge har jeg virkelig kæmpet. Fire dage med høj feber hen over weekenden var en udfordring i min faste. Det forekom en smule meningsløst og ret ironisk. Her ligger jeg med influenza, og det eneste min krop har brug for – mad – er det, jeg holder mig fra.

Samtidig forstærker det jo ensomheden, når man føler sig ugidelig og sløj. Det har været svært bare at skulle åbne en bog om aftenen for slet ikke at tale om at skulle koncentrere sig om bøn og fordybelse.

Derfor var det også en gave, da jeg med efterdønningerne af sygdom i min krop aftalte med et par venner fra Sct. Pauls Kirke at mødes i kirken mandag aften. De faster også, så vi var alle trætte og sultne. Det var et boost. Vi sang og diskuterede fastens tekster. Nogle af passagerne er meget alvorlige og handler om at tage sig sammen og holde fast, hvilket netop har været en udfordring for mig.

Vi gik op til alteret og knælede, og dér kom fasten til at give allermest mening for mig. Jeg blev fyldt af en enorm ærefrygt over for Gud. Før fasten har jeg haft et romantiseret billede om den ensomme munk, der sidder for sig selv, men fasten kan jo også være et fællesskab, og for mig var det i fællesskabet, at jeg har oplevet fastens hidtidige højdepunkt. Ensomheden og sulten føltes mindre. Det mindede mig om et citat fra hovedpersonen i filmen ”Into the Wild”. Lige inden han dør, siger han som sine sidste ord: ”Happiness is only real when shared.”

Jeg er ved at vænne mig til hverdagen med fasten. Jeg bruger stadig aftenerne foran mit hjemmelavede alter og mediterer over Bibelen. Der kommer rutiner, og derfor fylder afsavnet fra aftensmåltidet også mindre og mindre. Jeg må dog indrømme, at jeg bliver glad, når jeg tænker hen imod tiden efter fasten. Det hjælper.

Jeg har allerede drømme om, hvordan jeg skal have det helt store ostebord og åbne en god flaske rødvin. Men den tid, den glæde. For nu gælder det om at holde fokus på det, der er vigtigt. Nemlig at følge Guds vilje og fokusere på Ham.