Størrelsen af pengepungen hænger direkte sammen med vores religiøse overbevisning. Fattige tror på folkereligiøsitet som astrologi, healing og clairvoyance, mens rige tror på individets indre kraft og udviklingspotentiale, som er et dominerende aspekt af new age-religiøsiteten. Det viser en undersøgelse af Lars Ahlin, lektor og ph.d. ved Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, som han offentliggør i næste udgave af tidsskriftet Nordic Journal for Society and Religion. Undersøgelsen bygger på interview med 1000 svenske borgere, men Lars Ahlin mener også, at samme tendens gør sig gældende i Danmark, som stort set har gennemgået samme samfundsmæssige strukturændring som Sverige.
Lars Ahlin har fundet ud af, at især de to typer religiøsitet, new age og folkereligiøsitet, er fremherskende i dag i den vestlige verden. Når troen på eksempelvis astrologi og healing er stærkt repræsenteret hos underklassen, hænger det snævert sammen med, at det her er magter udefra, som bestemmer, hvordan livet udfolder sig nøjagtig som underklassen er vant til på arbejdsmarkedet, hvor de har begrænset medbestemmelse på eget liv. Og tilsvarende tror den del af befolkningen, der i højere grad har magt over egen tilværelse og er stabilt placeret på arbejdsmarkedet, på new age-religiøsitet, fordi individet her er i centrum og har her alle muligheder for at udfolde sit potentiale.
Fattige kan eksempelvis opleve, at regeringen pludselig træffer en beslutning om kontanthjælpens størrelse, eller at arbejdsgiveren beslutter at flytte til udlandet, så de mister deres job. Der er intet, de selv kan gøre ved det. Men de har behov for at få deres sociale erfaringer bekræftet i en bestemt verdensanskuelse, som har samme grundtræk, nemlig at der findes kræfter uden for mennesket, som mennesket ikke kan påvirke, men som direkte påvirker mennesket. Her søger magtesløse fra underklassen folketroen som astrologi, clairvoyance, healing og visse typer alternativ behandling, siger Lars Ahlin.
Han tror, at den buldrende finanskrise kan smitte af på den religiøse udvikling.
Man kan godt tænke sig, at en del af middelklassen, der tror på new age, føler deres tilværelse mere og mere truet af kræfter udefra. Det styrker deres følelse af passivitet og magtesløshed. Derfor kan det sagtens være, at der kommer en øget tro på den nye folketro, fordi tendensen er, at folk søger et religiøst verdensbillede, der bekræfter deres sociale virkelighed, siger han.
De to former for tro er vundet mere frem samtidig med, at antallet af folk, der kommer regelmæssigt i den folkelige kirke, daler. Og det hænger ifølge Lars Ahlin sammen med en ny samfundsstruktur, hvor der efter 1980erne er kommet et større fokus på individet.
Lars Mollerup Degn, dialogsekretær i den kristne missionsorganisation Areopagos, kan godt nikke genkendende til, at forskellige sociale grupper søger forskellige spirituelle retninger også inden for folkekirken. Han tror dog ikke, at flere vil søge over i folkereligiøsiteten som følge af finanskrisen.
Det lyder ulogisk, at man vil affinde sig med, at bare fordi man ikke kan gøre noget ved de ydre omstændigheder, så gør man heller ikke gøre noget ved de indre omstændigheder. Tværtimod vil jeg tro, at man med finanskrisen har mere behov for at bestemme over egen religiøse vej og udvikling. For så er der i hvert fald nogle steder, hvor man har kontrol over eget liv. Man kaster ikke bare håndklædet i ringen og søger over i en passivitetstænkning, men søger nok snarere hen, hvor man genkender handlemønstre til at tackle livet. Jeg vil derfor tro, at middelklassen stadig vil søge troen inden for selvudviklings-miljøet, siger han.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
