Prøv avisen

Feltpræst i forreste linje: Det er derude, de har allermest brug for en præst

Tidligere feltpræst Victor Greve har været en tur gennem mediemøllen, efter hjemmesiden avisen.dk skrev om hans angivelige kamphandlinger. Forsvarets Auditørkorps afgjorde i den forgange uge, at der ikke kunne rejses sag mod ham for brud på Genèvekonventionen. – Foto: Claus Fisker.

Victor Greve, der alligevel ikke tiltales for at have deltaget i kamphandlinger i Afghanistan, undrer sig over sine kritikeres holdning til kirke og kristendom

Det stod ikke skrevet over Victor Greves vugge, at han skulle blive præst.

Jeg plejer at sige, at jeg kommer fra et ateistisk, kommunistisk og pacifistisk hjem, smiler Greve.

Han er en glad mand, for Forsvarets Auditørkorps afgjorde i den forgangne uge, at der ikke kan rejses sag mod ham for brud på Genèvekonventionen.

LÆS OGSÅ:Præst: Sutsko-teologer ved intet om krig

I en beretning fra et af sine ophold som feltpræst i Afghanistan, udsendt som julehilsen fra et arkitektfirma, havde Victor Greve fortalt om episoder, der fik nogle til at hævde, at han havde deltaget i kamp mod Taleban-bevægelsen. Og feltpræsten er såkaldt nonkombattant ifølge Genèvekonventionen.
Victor Greve tager imod i det enestående Paludanushus fra 1637, som er den danske præstegård i Frederiksstad. Vi er her på Ejderens nordlige bred i Slesvigs sydligste danske sogn, hvor han har været dansk præst siden 2004.

LÆS OGSÅ: Feltpræst straffes ikke

Teologi læste Victor Greve i Aarhus, døbt blev han i 2001. Og uafvidende kom han til at gøre sin farmor en meget stor glæde med sit jobvalg. Det viste sig nemlig, at hun engang drømte om, at hendes søn, ateisten, skulle blive præst.

Victor Greve har været udstationeret i Afghanistan to gange, først i juni 2009, da holdets faste præst havde orlov, derpå første halvår af 2010. Især sommeren 2009 blev noget af en ilddåb, med mere drama end de fleste feltpræster udsættes for på det sædvanlige halve år. Der var tre danske faldne den måned. Victor Greve er en af de danske feltpræster, der følger soldaterne på patrulje.

Jeg har også ligget i de ret primitive lejre i frontstillingerne. Det siger sig selv, at det er derude, de har allermest brug for en præst.

Men hvad skete der egentlig den famøse dag, der gav anledning til anklagen om at handle ureglementeret?

Der pågår et større Taleban-angreb i området, og vi hører over radioen, at der er 11 danskere hårdt såret på nabobasen nærved. Der er den vildeste sandstorm, og helikopterne kunne ikke komme ind og hente de sårede. Det første, nogle bebrejdede mig, var, at jeg som jeg fortæller om det i dagbogen samlede nogle håndgranater sammen og gav dem til soldaterne. Det andet, at jeg skulle have stået vagt i en forsvarsstilling, og det tredje anklagepunkt, at jeg skulle have kastet en sprængladning.

Greves egen base, Malvern, er ikke under ild, men de kan høre, at nabobasen, Bridzar, er, og de formoder, at Taleban snart også angriber Malvern.

I et sådant vigtigt øjeblik handler man, og alle hjælper til, hvor de kan, også feltpræsten. Hvad vagttjenesten angår, så var virkeligheden den, at en vagt måtte træde ned fra palisaden, fordi han skulle rense øjnene for sand. Jeg går op og yder sjælesorg til hans kammerat, som stadig stod deroppe. Og med hensyn til sprængstoffet, så skete der blot det, at jeg, uden for alle kamphandlinger, taler med en officer, der spørger, om jeg vil kaste et kilo sprængstof ind i den lejr, som vi nu forlod, og som lå øde hen men plastret til med vejsidebomber, som Taleban havde lagt. Det var i håb om at udløse nogle af dem. Der var ingen talebanere i miles omkreds. Handlingen udsprang af samtalen i tillid med officeren, og der var intet særligt i den.

Anklagerne mod Victor Greve kom i forlængelse af kritik af andre feltpræsters praksis. Er der ved at danne sig en teologisk front imod Greves og ligesindedes opfattelse af, hvad kristelig tjeneste i en krigszone skal indebære?

Det kan godt være, men jeg kan med min bedste vilje ikke se, hvilken teologi modparten egentlig bygger på. Det virker, som om de ikke selv har en ånd, de kan gøre rede for, men blot forsøger at fange nogle, der gør deres arbejde.

Jeg har selv handlet i overensstemmelse med min kristne samvittighed, og den lytter man som bekendt til i øjeblikket. Man er derfor knap selv klar over det, når det sker. I de pressede situationer spekulerer man ikke frem og tilbage over Genèvekonventionen.

Men hvad er feltpræstens arbejde da, når tingene spidser til?

At indgyde mod og være en støtte, uanset hvor drengene har brug for deres præst. Da er det naturligvis vigtigt også at være i den farlige ende, for der er behovet mest akut. Jeg synes altså ikke, jeg bare kan trække mig tilbage til lønkammeret i slåbrok og sidde og bede for dem. Gerningen er især ude i støvet og heden, hvor faren er. Og man behøver faktisk ikke mobilisere det store mandsmod, for man bliver sparket af sted af noget, der er større end en selv.

Victor Greve mener, at den art sjælesørgerisk indsats aftvinger en respekt hos soldaterne, som i et større perspektiv kan styrke folkekirken.

Det er faktisk samtidig et pionerarbejde og en mission, der på denne måde er blevet udført gennem de 10 år, vi har haft tropper i Afghanistan. Det er en indsats, hvis virkninger på de unge og deres familier man ikke skal underkende. Den breder sig som ringe i vandet herhjemme. Derfor fatter jeg ikke, kritikerne kan have så ondt i en vis legemsdel over, at feltpræster handler med hjertet. Når man bekymrer sig om kirkelukninger, så skulle man tænke på, om denne art mission ikke er en modgift.

Men er det ikke ukristeligt at blande bøn og velsignelse sammen med våben og uniformer?

Nej. Vi skal indgyde tro, og soldaten skal udøve sit kald, sådan som Folketinget har sat ham til det. Jamen, I må ikke blande velsignelsen ind i den slags, jamrer nogen. Men vi velsigner jo ikke våbnene. Hvor langt skal soldaterne lægge deres våben bort, før omgivelserne er så rene, at vi må lyse velsignelsen? Ude i kampzonen kan de altså ikke tillade sig at lægge dem fra sig. Og hvor mange timer skal der gå efter en kamphandling, før soldaterne atter er så verdslige og civile, at de må få velsignelsen? Er det blasfemi at modtage den i uniform? Nej, det er ganske enkelt dårlig teologi at bevæge sig ud i de tankebaner.

Victor Greve blev på et tidspunkt bedt af en af soldaterne, om han ville døbe ham.

Vi kunne ikke gå ned til Helmandfloden og foretage dåben ude i den, for der opstod i den periode ildkamp, hver gang vi nærmede os den. I stedet brugte jeg tre karabiner som ben for dåbsfadet, som så bestod af soldatens hjelm. Det vil bestemte kredse sikkert også kunne tage anstød af. Jeg syntes, det var noget af det smukkeste. Nede i hjelmen var et lille billede af hans forlovede. Nu skal jeg heldigvis vie dem her til sommer.

Skulle sådan en hjelm kunne profanere noget? Den er jo til beskyttelse, fuldkommen ligesom dåben.