Prøv avisen

Sådan adskiller ”Herrens Veje” sig fra virkeligheden

Præstesønnen August bliver i DR’s dramaserie ”Herrens Veje” akut udsendt som feltpræst i Mellemøsten, hvor han blandt andet afholder gudstjenester, hvor han får soldaterne i militærenheden til at tænke over, hvem de onde er. – Foto: DR

I ”Herrens Veje” bliver den unge præst August sendt af sted som feltpræst og kastes ind i situationer, hvor han adlyder gruppelederens kommando, velsigner krigsvåben og skyder en person fra sit skjul. Men hvor realistisk er det egentlig? Vi har spurgt tre feltpræster

Jesper Svendsen, sognepræst i Holsted Kirke i Næstved, har været udsendt som feltpræst fire gange til Balkan og Afghanistan.

”DR’s fremstilling af feltpræster er helt gal. Jeg læste på folkekirken.dk, at Adam Price (seriens forfatter, red.) udtalte, at serien er ren fiktion. Men det, serien skildrer, er ikke fiktion. Det er manipulation. For de ekstremt virkelighedsnære fremstillinger af uniformerne, lejren og jargonen gør det svært for seeren at gennemskue, at feltpræstens rolle slet ikke afspejler virkeligheden.

Det var eksempelvis frustrerende at se, hvordan seriens feltpræst efter at have velsignet patruljen, der skulle af sted på opgave, bare satte sig ind i teltet og virkede helt uvidende og diffus, da soldaterne kom retur. Som feltpræst er man der altid, når de går ud, og følger med i hvert sekund over radioen, mens de er af sted. Og man er også den første, der står ved porten og tager imod dem med vand og sjælesorg, når de vender tilbage.

Jeg har – ligesom karakteren August – selvfølgelig også flere gange prøvet, at soldaterne vil have velsignet eller døbt deres våben. Men så er det jo min opgave at forklare, hvad velsignelse er. Det er Guds nærvær mellem mennesker og kan ikke gives til ting som kampvogne eller geværer. En velsignelse er ikke en stålhandske, der beskytter dig på slagmarken, som det bliver fremstillet i ’Herrens Veje’”.

Peter Sporleder, sognepræst i Holme Kirke ved Aarhus, har været udsendt som feltpræst til Afghanistan, Irak og Kosovo fem gange.

”Jeg synes, at det er et skævt og uretfærdigt billede af feltpræster. For det første ser man på et tidspunkt, at feltpræsten holder en prædiken, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, hvem den onde er. Det gør man ikke. Vores opgave er at prædike evangeliet til trøst og glæde. Vi skal ikke forholde os til, om den opgave, soldaterne udfører, er korrekt. Det er en politisk beslutning at sende soldater til et krigsområde. Det er ikke relevant under en gudstjeneste. Feltpræsten August har ikke forstået sin opgave.

For det andet tager feltpræsten på et tidspunkt med på patrulje. Det kan man i og for sig sagtens. Jeg har selv gjort det, som en af de få feltpræster. Problemet opstår, når han begynder at følge ordrer fra soldaternes øverstkommanderende om aktivt at deltage i kamp. Selvom feltpræsten bærer uniform, har du ingen militær rang.

Feltpræster skal bære våben, fordi vi ellers ville være alt for oplagte skydeskiver, og fordi vi skal kunne beskytte os selv i nødstilfælde. Men vi kan aldrig befales til at skyde. Ligesom læger og sygeplejersker er jeg som feltpræst nemlig nonkombattant. Det ville således være et brud på Genève-konventionen, hvis vi blev beordret til at skyde en person på den måde, som August kommer ud for i serien.”

Thomas H. Beck, sognepræst og hærprovst i Kastelskirken i København, har været udsendt som feltpræst seks gange og står nu for at sende landets feltpræster af sted i hæren, søværnet eller flyvevåbnet.

”Jeg ville normalt aldrig sende en så ung præst af sted som feltpræst. Jeg har konsulteret med Adam Price om afsnittet, dengang manuskriptet blev skrevet. Det er sikkert også derfor, at den akutte situation, hvor feltpræsten August pludselig skal af sted, fordi den nuværende feltpræst for enheden er taget hjem før tid, er skrevet ind. For det er den eneste situation, hvor det ville være rimeligt.

Først skal de kommende feltpræster på et basiskursus i fem uger. Derudover afholder jeg en basisværnspræsteuddannelse, en uge med etik, religions- og kulturforståelse, en uge med international politik og folkeret samt en uge med militær sjælesorg. Til slut kommer de på et missionsforberedende kursus, hvor jeg taler med dem på enmandshånd. Feltpræsterne, der sendes af sted, er altså på ingen måde i tvivl om, hvad deres opgave er, eller hvorvidt de skal adlyde. En gruppefører vil aldrig give ordre til, at feltpræsten skal affyre skud. Den eneste, der i princippet kan give ordrer til feltpræsten, er den øverste chef. Præster er heller aldrig i tvivl om, at man selvfølgelig ikke velsigner våben i folkekirken. På den måde er seriens fremstillinger lidt søgte og utænkelige. Der er blevet skruet højt op for dramaet, så folk også gider at tænde for fjernsynet næste uge.”8

Foto: Thorbjørn Forsberg
Privatfoto
Privatfoto