Prøv avisen
Sommerklassikere

Fem afhoppere: Derfor brød vi med et sekterisk samfund

Martin Herbst, Anette Iren Johansen og Samuel Hesselberg er alle afhoppere. Deres historie er meget forskellig, men fælles for dem er en årelang tro på, at det, de kæmpede for, var det eneste rigtige.

Det begynder som regel med glæden ved et tæt fællesskab og et klart formål med livet og ender med skuffelse, psykiske problemer og måske endda økonomisk gæld. Læs eller genlæs fem afhopperes fortælling

Anette Iren Johansen forlod Scientology med en gæld på tre millioner kroner.

Martin Herbst følte, at han døde, da han efter 20 år brød med Moonbevægelsen.

Og Samuel Hesselberg afsluttede "syv år i helvede", da han og hans familie sagde farvel til den frikirkelige bevægelse Faderhuset.

De tre afhopperes historie er meget forskellig. Men fælles for dem er en årelang tro på, at det, de kæmpede for, var den eneste sandhed.

De lagde al deres tid, deres penge og deres identitet i de religiøse bevægelser. Efter bruddet stod de tilbage med sår på sjælen og spørgsmålet: Hvordan kunne det gå så galt?

Læs eller genlæs fem af Kristeligt Dagbladsfortællinger om mennesker, der har brudt med bevægelser præget af topstyring og vi-alene-vide-tænkning.

Scientology blev hendes bro til ruin

Hun kunne mærke pulsen prikke mod sine tindinger.

Det nattemørke hotelværelse var så stille, at hun syntes, hun kunne høre det rytmiske prik, prik, prik. Det var ikke lyden, der holdt hende vågen, det var tankerne, der på en gang slyngede hende rundt og trykkede hende ned. Hvor skulle hun få alle de penge fra?

For et par timer siden havde Anette Iren Johansen mærket et sug af stolthed i maven, mens hun stod i rampelyset foran cirka 10.000 mennesker, der klappede af hende. Sammen med hende på scenen havde Scientologys øverste leder, grundlæggeren L. Ron Hubbards efterfølger, den karismatiske David Miscavige, stået. Hun havde modtaget ærestitlen ”protektor”.

Dagen inden havde to af Scientologys øverste ledere i Europa overtalt hende til at underskrive en check på 40.000 dollar, fortæller hun – svarende til næsten en kvart million kroner. Pengene skulle gå til at redde børn fra psykiatrien, Scientologys hovedfjende, som ifølge organisationen kun har til hensigt at undertrykke mennesker og gøre dem passive og sløve.

Pengene havde hun ikke. Men de to scientologer talte godt for sig, og hun ville gerne hjælpe. Det var jo derfor, hun var trådt ind i Scientology. Nu havde hun virkelig ofret sig; gjort noget for sagen. Da rampelysene slukkedes, og natten kom, blev hun betænkelig. Søvnløsheden blev hængende. Også den efterfølgende nat. Og natten efter.

En efterårsdag fire år tidligere havde Anette Iren Johansen fundet en folder i sin postkasse i den ejendom på Vesterbro i København, hvor hun boede ...

Læs eller genlæs hele historien her

Familie efter brud med Faderhuset: Det var syv år i helvede

I reolen står Bibelen side om side med bøger om livet efter døden og massevis af dvder med Disney-tegnefilm. I hjørnet står et kæmpemæssigt fladskærms-tv med tilhørende højttalere, så man er ikke i tvivl om, at her bor en familie, som holder af at se film. Børnene render frem og tilbage mellem køkkenet og stuen med kaffe og kage, inden de stikker af mod biografen inde i byen.

Det er ikke til at se, at familien for otte måneder siden var fuldstændig afskåret fra omverdenen inde i Faderhuset, hvor oplevelser som en tur i biografen var strengt forbudt, fordi det blev betragtet som verdsligt.

"Det har været syv års helvede af mit liv. Nu forstår vi ikke, at vi ikke har set det før. Man glider jo langsomt længere og længere ind i det, og lige pludselig vågner man op og sidder fast," fortæller 34-årige Samuel Hesselberg, der brugte syv år af sit liv i Faderhuset.

Han er ligesom mange andre trådt ud af Faderhuset, men hele familien sidder i dag tilbage med voldsomme psykiske mén.

Samuel Hesselberg og hans kone Lydia kom i en anden kristen frikirke, da de første gang stiftede bekendtskab med Faderhuset. De mødte nogle unge fra menigheden og blev dybt fascineret af den passion, de udviste for deres religion, og især den kærlighed, som de viste over for andre mennesker ...

Læs eller genlæs interviewet her

20 år med Moon: Jeg døde, da jeg brød ud

Han døde. Så voldsomt oplevede Martin Herbst sit opgør med Moonbevægelsen, som han i 20 år var en del af.

"Hele min identitet, mit gudsforhold, mit liv og alt, hvad jeg havde troet var rigtigt, døde. Min tilværelse blev ramt af et jordskælv, og menneskeligt betød det en total ruin for mig," siger han.

Det er 10 år siden, han og familien forlod sekten, og i næste uge udkommer en bog om hans tid som moonie og om vejen ind i folkekirken, hvor han i dag er sognepræst ved Korsvejskirken på Amager.

Mediernes forhåndsinteresse for hans historie har været stor. Når Kristeligt Dagblad er gået, kommer et hold fra DR på besøg i præsteboligen, og senere på dagen følger endnu en dagbladsjournalist for at tale med den 48-årige præst med den dramatiske historie. I mødet med journalisterne har han oplevet, at mange helst vil beskrive ham som et offer for en sekt. Men han nægter at være offer.

"Jeg havde givet mit hjerte til noget, som jeg var 100 procent overbevist om var Gud eller sandheden. Og så viste det sig, at det var et bedrag, men hvem var egentlig bedrageren? ...

Læs eller genlæs interviewet her

Farvel, Jehovas Vidner – goddag, Tanja

Til at begynde med var det rart.

Som en stor familie, der tog sig af hinanden på tværs af aldersgrupper. Som barn på Ærø var Tanja Friis glad for at komme i Rigssalen i Marstal og være en del af de særligt udvalgte i Jehovas Vidner. Sammen med omkring 60 andre fra området gik hun flere gange om ugen til møder og på gaden for at missionere.

Når hendes klassekammerater i folkeskolen udsatte hende for massiv mobning, fordi hun blev ivrig i sin mission, blev hun ked af det. Men samtidig tænkte hun, at hvis hun bare gjorde det godt nok, og huskede at bede nok og i det hele taget rettede sig efter de ældste, ville hun blive frelst. Klassekammeraterne derimod ville dø i Harmageddon.

"Jeg følte, vi havde noget særligt, og jeg var glad for det. Vi kunne jo ikke dø," husker hun.

Tanja Friis, som i dag er blevet 34 år, sidder i sin lyse stue i det vestlige Aarhus og tænker tilbage på barndommen i Jehovas Vidner. I dag er hun næstformand i støttegruppen for tidligere vidner. For det, der dengang virkede så trygt og sikkert, viste sig senere i teenageårene at blive både snærende og angstfremkaldende for hende. Hun var konstant bange for ikke at gøre det godt nok; ikke at yde nok, ikke at bede nok til Gud.

"Jeg havde en følelse af altid at gøre det forkerte, og jeg var efterhånden overbelastet af samvittighed og stress. Jeg bestilte ikke andet end at bede, men samtidig kredsede mine tanker hele tiden om det forbudte, drenge for eksempel ...

Læs eller genlæs interviewet her

Derfor forlader jeg Evangelist

Flere har spurgt, hvordan det kan være, at jeg forlader Evangelist nu. Det vil jeg forsøge at forklare her.

Denne forklaring er vanskelig at skrive, for der er mange sider af sagen, og det er ikke så længe siden, jeg tog beslutningen. Derfor er det jo langtfra sikkert, at jeg har det store overblik. Og samtidig ønsker jeg ikke at såre mennesker unødigt. Hverken mine venner, som stadig er i organisationen, eller mennesker, som i dag er vrede og sårede over organisationen.

Men for at begynde med begyndelsen ...

Læs eller genlæs indlægget her

Anette Iren Johansen.
Samuel Hesselberg. Foto: Leif Tuxen
Martin Herbst. Foto: Mette Frandsen
Tanja Friis. Foto: Niels Aage Skovbo
Modelfoto. Foto: Tomas Bertelsen