Fergo skal forklare dæmon-indblanding

Kristendemokraterne vil have kirkemini-ster til at forklare, hvorfor præster ikke må uddrive dæmo-ner, når der eksi-sterer et kirkeligt ritual til det

Det er både mærkværdigt og uacceptabelt, at Tove Fergo (V) under dække af at udtale sig som privatperson har advaret præster imod at foretage dæmonuddrivelser.

Det mener Kristendemokraternes tidligere landsformand og nuværende kirkeordfører i Folketinget, Jann Sjursen. Han har derfor bedt Tove Fergo svare på en række spørgsmål i sagen.

Den seneste kritik af kirkeministeren er opstået i kølvandet på, at psykiateren Thomas Teglgaard har udtalt, at han i nogle tilfælde mener, at patienter kan have mere brug for dæmonuddrivelse hos en præst end behandling hos en psykiater. Da nogle københavnske præster samtidig sagde, at de ofte uddriver dæmoner, kom kirkeministerens advarsel. På spørgsmålet, om hun finder det i orden, at præster foretager dæmonuddrivelser, svarede hun i Kristeligt Dagblad i torsdags:

– Nej, det er det bestemt ikke. Jeg synes, man påtager sig et stort ansvar som præst, hvis man foregiver, at man kan helbrede et menneske, der har vrangforestillinger. Som præst kan man være sjælesørger og have omsorg for et menneske ved at overbevise det om, hvor vigtigt det er at komme i behandling.

Jann Sjursen undrer sig over den udtalelse.

– Tove Fergo siger, at hun udtaler sig som privatperson og præst, men det er vanskeligt at forestille sig, at hun netop som kirkeminister kan tillade sig at have en privat mening om folkekirkens forhold. Hun må afgøre med sig selv, om hun vil være præst eller minister, og jeg har derfor spurgt hende, om kirkeministeren finder, der er belæg for at komme med sådan en advarsel.

– Jeg forventer faktisk, at ministeren Tove Fergo bliver nødt til at korrekse præsten Tove Fergo, for ministeren er da i hvert fald nødt til at følge folkekirkens ritualer. Når der findes et ritual til dæmonuddrivelse, som anvendes flere steder, kan man næppe forestille sig, at det er "ufolkekirkeligt" at uddrive dæmoner. Derfor er hendes udtalelse mærkværdig og uacceptabel, siger Jann Sjursen.

Formanden for Den Danske Præsteforening, lektor Helle Christiansen, peger på, at spørgsmål om uddrivelse af dæmoner som led i det præstelige arbejde hører hjemme på biskoppernes bord.

– Det er klart et område, som ligger inden for det gejstlige tilsyns område, og det er der, den slags skal håndteres, siger hun.

Kirkeretsekspert og jurist Lisbet Christoffersen har da også kritiseret ministeren for sine udtalelser og sagt, at det kan sætte spørgsmålstegn ved præsters retssikkerhed, hvis en minister udtaler sig om en sag, der senere kan ende som en sag på ministerens skrivebord.

Samme melding kommer fra en anden ekspert, nemlig professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, dr.jur. Tim Knudsen:

– Med sine udtalelser har Tove Fergo foregrebet en afgørelse, som hun even- tuelt kan blive involveret i. Man kan ikke have tillid til, at hun kan se uhildet på sagerne med alle de ar-gumenter for og imod, som måtte komme frem. Ligesom i Grosbøll-sagen må man sige, at hun har været for hurtig til at mene noget, og dermed har hun gjort sig selv inhabil til at træffe en afgørelse om sager, som sidenhen måtte havne på hendes bord.

Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, har bedt de to københavnske præster Erik Hviid Larsen og Agnethe Zimino sende ham en redegørelse for deres praksis med dæmonuddrivelse.

kiil@kristeligt-dagblad.dk