Der er plads til cirka 40 nadvergæster rundt om det lange alter midt i sportshallen. Omkring det står en broget flok af udviklingshæmmede, efterskoleelever, lærere og handicaphjælpere. De står klar til at modtage brødet og vinen, der nu skal sendes rundt. Bordet er fyldt af lilla blomsterbuketter og levende lys i stager, og som baggrundsmusik spiller festivalbandet en rocket udgave af en salme. På alteret ligger der en stak papir foran hver nadvergæsts plads.
... har en plads hos Gud, står der på papiret i et rødt hjerte. Det er bordkort, som man selv skal udfylde.
LÆS OGSÅ: Eksperter: Prædikener skal udvikles og fornyes
Tag en blyant og skriv på jeres navnekort, siger præsten, Erik Hviid Larsen fra Betlehemskirken i København, før nadveren går i gang. Han står for enden af bordet i en hvid præstekjole. Han kalder de forreste stolerækker frem til alteret, mens han holder en stor pandekage op. Deltagerne til denne gudstjeneste skal tage et stykke af pandekagen, før de sender den videre til sidemanden, så nadveren bliver givet af naboen i stedet for af præsten.
Under ritualet bliver der sunget, snakket og grinet rundt om bordet, mens brødet bliver sendt rundt. Efter nadveren banker festivalbandet op for sangen Det lille lys jeg har. Alle deltagerne rejser sig op og giver sig til at danse, klappe og synge med for fulde gardiner. Foran scenen står en pige med Downs syndrom, lyserøde høreværn og ryggen til scenen og svinger med i takt til musikken. Bordkortet til nadveren var en festinvitation. Og festligt blev det.
Tobias Pedersen er en af deltagerne i gudstjenesten. Han er udviklingshæmmet og bor sammen med sine forældre i Nivå på Sjælland, men er i gang med at søge kommunal tilladelse til at flytte i et af Kristelig Handicapforenings 11 bofælleskaber, der ligger rundt omkring i landet.
Jeg kan godt lide gudstjenester, for der hører man om Gud. Så jeg synes, den har været rigtig god, vurderer han.
Tobias Pedersen synes, at det er sjovt at være med på Frøfestival. Han nød dog særligt at være med til festgudstjenesten.
Festen, som vi holdt i dag, var jo ikke helt normal. Ved en normal fest hører man ikke om Gud. Det var jo gudstjeneste plus fest. Det fungerede meget fint, forklarer han.
17-årige Hans Medom Madsen er elev på den kristne efterskole Frøstruphave. Første gang han var med til festivalen, kom oplevelsen med de udviklingshæmmede gæster lidt som et chok for ham. Men efter at have snakket med nogle af de udviklingshæmmede deltagere fandt han ud af, at der ikke var så meget at være bange for.
Sidste år, da jeg begyndte her, havde jeg aldrig haft noget med handicappede at gøre før, forklarer han.
Ved talentshowet, der foregik om lørdagen, optrådte alle bofællesskaberne med et musiknummer, som de havde valgt hjemmefra. Her var Hans Medom Madsen med til at få de andre efterskoleelever op foran scenen og hylde de optrædende for at dele glæden ved at stå på en scene sammen med de udviklingshæmmede.
Det har nedbrudt en barriere. Hvor jeg før ikke havde så meget mod på at gå frem og socialisere med de her mennesker, kan jeg sagtens gøre det nu, fortæller han.
Erik Hviid Larsen, der selv har en datter med Downs syndrom, mener, at der i samfundet er en tendens til at overse de styrker, udviklingshæmmede har.
Der er noget billedligt i, at vi står i en blandet forsamling, og at vi giver brødet videre til hinanden, forklarer han efter gudstjenesten.
Han mener, at vi alle har noget at lære af hinanden.
Vi lever i en tid, hvor der er helt vildt meget fokus på enkeltindivider. Men i denne her nadver anderkender jeg, at du giver noget, som jeg har brug for. Og så er man altså afhængig af, at den ved siden af giver brødet videre.