Festival slap kirken løs i gaderne

Med mere end 400 arrangementer, som blev besøgt af over 30.000 mennesker, var Himmelske Dage i København en stor succes. Tiltaget er nu finalist i Kristeligt Dagblads Initiativpris 2016

Med mere end 400 arrangementer var der noget for alle, da Himmelske Dage blev holdt i København i Kristi himmelfartsferien. Her demonstrerer akrobater deres evner på Nytorv. –
Med mere end 400 arrangementer var der noget for alle, da Himmelske Dage blev holdt i København i Kristi himmelfartsferien. Her demonstrerer akrobater deres evner på Nytorv. – . Foto: Leif Tuxen.

Der blev flere gange meldt om fulde huse, da tusinder strømmede til kirke- og kulturfestivalen i Kristi himmelfartsferien den 5.-8. maj. Forventningerne var på forhånd høje til arrangementet, der for første gang nogensinde blev afholdt i København, men alligevel overgik virkeligheden fantasien, forklarer Bitten Schjødt Kjær, som er formand for Danske Kirkedages styrelse, der stod bag arrangementet.

”Selv i vores vildeste fantasi havde vi ikke forestillet os, at så mange ville deltage. Vi havde det klare formål at få festivalen ud på gaderne, men at så mange deltog, kom bag på selv os.”

Stem herHvem skal vinde prisen for bedste kirkelige initiativ 2016? 

I løbet af de fire dage kunne deltagerne blandt andet deltage i workshops, udstillinger, debatter, film- og dokumentarfremvisninger og koncerter. Det var dog det kirkelige, der var i centrum med blandt andet eksistenssamtaler og en række fællesarrangementer, der havde rod i det kirkelige. I løbet af de fire dage lykkedes det desuden at indsamle mere end 60.000 kroner til flygtninge under en række gudstjenester, der blev holdt.

Selvom det var første gang, Himmelske Dage fandt sted i hovedstaden, har selve festivalen mere end et halvt århundrede på bagen under navnet Danske Kirkedage. Historien om Danske Kirkedage begyndte i 1968, hvor det første gang fandt sted i Haslev. Siden da er det blevet afholdt hvert tredje år. Selvom initiativet således har slået sig fast i manges bevidsthed, har det dog aldrig nået de højder, det gjorde i Kristi himmelfartsferiens solskin i København. Det skyldes blandt andet det store udvalg af aktiviteter, men også, at man valgte at gøre arrangementet mere åbent end tidligere, mener Bitten Schjødt Kjær.

“Det er ubetinget den største tilslutning, vi har oplevet siden første gang i 1968. Vi tror også, det har meget at gøre med, at vi i modsætning til tidligere ikke solgte adgangsbilletter, men i stedet valgte at slå dørene op for alle. Det var en helt ny tilgang, som jeg synes, vi fremover kan tage ved lære af, for vi viste, at det er åbent for alle.”

Næste gang, Danske Kirkedage løber af stablen, er i 2019, hvor festivalen finder sted i Herning.