Stenene vendes og drejes, mens røgen fra det lille bål stiger til himmels. De kantede sten er glohede. Men de kan blive varmere endnu. Når de har den helt rigtige og høje temperatur, skal de rykkes fra bålet ind i et hul i jorden i den lille, halvt kugleformede hytte, der er lavet af pilegrene og dækket med grøn presenning for at skabe totalt mørke. Det er Per Olsen, der er ildmester ved den lille indianske svedehytte på dette års holistiske sommerfestival i Lundbys grønne områder ved Næstved.
Mens de andre deltagere mentalt forbereder sig til renselsesceremonien, passer han bålet og beder til, at gode ånder og kræfter må være der, når ceremonien i hytten begynder. Og så har han bygget alteret mellem hytten og bålpladsen. Et alter, som i den shamanistiske tankegang bruges til at give gaver til pilehytten, der symboliserer jorden, mens bålet symboliserer solen. Tilsammen danner de tre dele selve svedehytten. Oprindeligt stammer brugen af svedehytter fra den indfødte befolkning i blandt andet Nordamerika, og den bruges til personlig renselse og bøn og til at opnå styrke og klarhed.
Per Olsen har gennem mange år brugt svedehytter til at rense sig selv.
Det handler meget om at give slip på ting og komme igennem varmen. Hver gang, man kommer ud af svedehytten, er man kommet igennem en lille død, siger han.
Hytten er da heller ikke for sarte sjæle eller rettere: Den er ikke for mennesker, der er bange for at få sved på panden. Når stenene er gloende, bringes de fra bålet og ind i hullet midt i hytten. Temperaturen kan nemt snige sig op på 90 grader. For efter at ceremonilederen Ada Corsi har tryllet damp frem ved at stænke vand og drysse krydderurter på stenene, og efter at røgen er væk, blændes døren. Og her begynder den centrale del af ceremonien: Der svedes og bedes. Og man taler og synger, mens der stænkes mere vand på stenene, og temperaturen stiger og stiger.
Det er både store og små ting, deltagerne beder om, fortæller ceremonilederen. Det kan være en syg eller død slægtning eller ønsket om, at det skal gå bedre på arbejdet. Som regel har deltagerne en klar intention med bønnen, når de træder ind i det hede og fugtige rum.
Det er oftest noget psykisk eller mentalt, de vil ændre, og for det meste bliver deres bønner opfyldt. Jeg har eksempelvis haft mennesker i svedehytten, der led af klaustrofobi inden ceremonien, men som ikke følte den lille kulsorte hytte klaustrofobisk under ceremonien. Det får deres selvtillid til at vokse, og det kan de bruge fremover, siger Ada Corsi og går hen til bålet for at tjekke med ildmesteren, om stenene snart er parat til at få ceremonien og sjælerejsen skudt i gang.
En af dem, der også har flere ting at bede for, er Susanne Vierbæk. Hun ligger i et lille, åbent træskur og slapper af og forbereder sig mentalt på ceremonien. Hun vil bede for fred i verden, for kærligheden og for naturen. Og så har hun en søn på knap 20 år, som hendes bønner også vil handle om, når hun snart sidder med de andre inde i pilehytten.
Min søn fejler noget med leveren. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad han fejler, men han render til undersøgelser hele tiden, siger Susanne Vierbæk med tristhed i stemmen.
Dog er der også lidt optimisme at spore i hendes ansigt. For hun har stor tiltro til renselsesceremonien, og hun tror på, at alle hendes bønner og ønsker nok skal blive opfyldt. Hun har nemlig før prøvet, at en af hendes bønner gik i opfyldelse, med det samme hun trådte ud af den dampende svedehytte.
Jeg bad om at få en kæreste. Men under bønnen kunne jeg næsten ikke holde varmen ud. Jeg måtte gå ud og have luft. Jeg stod og kiggede op mod himlen, da en anden deltager kom hen og spurgte, om han måtte give mig et kram, fortæller hun.
Krammet blev til et kys, og siden den dag blev de kærester i 10 måneder.
Før hun og de andre deltagere kan være med i ceremonien inde i hytten, har de brugt dagen på at forberede sig. De har takket alle verdenshjørnerne, himlen og jorden, de har renset sig med salvie for at vise, at ceremonien skal begynde og holdt hænder for at opbygge troværdighed og blive til én helhed. Og så har de alle haft blomster, sten og andre gaver med til alteret. Gaverne er til jorden svedehytten. For i den shamanistiske tankegang er svedehytten et symbol på at vende tilbage til Moder Jord og gennemgå en lille død for igen at vende tilbage til jorden gennem en ny fødsel. Den indianske ceremoni inddeles i fire runder svarende til de fire verdenshjørner, de fire årstider og de fire menneskelige planer: det fysiske, det følelsesmæssige, det mentale og det spirituelle. Ved afslutningen af hver runde åbnes døren, og nye hede sten bæres ind, så endnu flere giftstoffer kan svedes ud.
Ceremonien bygger på en tro på, at der er noget større end os mennesker, fortæller ceremonilederen.
At der er en gud eller en stor ånd, som er i alle ting og inde i os selv. Det er både meget spirituelt og ganske jordnært. Det er smukt, for fysisk sveder man og arbejder meget med forberedelsen af at bygge bålet, alteret og noget af hytten, og samtidig er der bønnen og alt det spirituelle, siger Ada Corsi og gør sig klar til at gå ind i svedehytten.
Hun tager overdelen af, og bevæger sig halvnøgen hen mod hytten, mens det lange, grå indianerhår blafrer i vinden. Det samme gør Per Olsen, og Susanne Vierbæk har ligesom flere af de 15 andre deltagere smidt alt tøjet. De orange sten bæres ind. Nu skal der svedes og bedes.