Festivalgæster får rum til eftertanke

Under hele Skanderborg Festival er Skanderborg Slotskirke åbentil langt ud på aftenen

 Inspireret af Jesu fodvask af disciplene skærtorsdag har kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen gjort gratis fodvask til sin særlige ydelse i forbindelse med festivalen.
Inspireret af Jesu fodvask af disciplene skærtorsdag har kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen gjort gratis fodvask til sin særlige ydelse i forbindelse med festivalen. . Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

En ung kvinde i kort kjole og med bare ben i gummistøvler går op mod alteret i Skanderborg Slotskirke. Hun knæler ved et murstenskors mellem bænkerækkerne, tager et fyrfadslys fra en skål på gulvet, tænder det og bliver siddende lidt på hug ved det brændende lys. Henriette Kristensen skal til Skanderborg Festival, men på vej ud til musikscenerne er hun gået ind i kirken, hvor der er meditativ musikandagt med percussionisten Steen Raahauge og tekstlæsning ved to præster.

”Jeg kommer her altid, når jeg er på festival, og tænder et lys for en, jeg har mistet. Han begik selvmord. Det var på min fødselsdag for fem år siden, så det glemmer jeg aldrig,” siger hun på vej ud af kirken.

I sine ternede støvler løber hun ud i sollyset ad den røde løber, som i anledning af festivalen fører fra kirkedøren ned på fortovet. Skanderborg Festival trækker i denne uge omkring 34.000 deltagere hver dag i fire dage, og Skanderborg Slotskirke er med i festlighederne alle dage og åben fra klokken 15 til 22 eller 23.

”Hele byen er jo med i festen, og det ville være helt galt, hvis kirken ikke også var det,” siger sognepræst Heidi Torp, der sammen med tre andre præster og cirka 30 frivillige står for de kirkelige indslag. Festivalledelsen ønsker som sædvanlig ikke religiøse telte på festivalpladsen, men det giver ikke anledning til den store ærgrelse hos kirkens ansatte, der i stedet ser det som en mulighed for at få gæsterne på besøg i kirken.

Nede på fortovet foran kirken skænker frivillige vand og smagsprøver af den lokale ”Lutherøl” til de forbipasserende, mens kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen tilbyder sin særlig festivalydelse: Gratis fodbad.

”Man får nogle gode snakke, når man vasker fødder på folk,” siger hun nede fra sin ydmyge position ved vaskebaljen og forklarer:

”Jesus vaskede disciplenes fødder skærtorsdag, og det er den symbolik, vi bruger.”

Den kvindelige festivaldeltager, som åbenlyst nyder fodbadet, kan gå videre med rene tæer og den venlige fodvaskers ord i ørerne:

”Ingen er for stor eller for god til at tage sig kærligt af andre.”

Men midt i festlighederne kan man også bare sidde i ro i kirken, tænde et lys for en afdød, deltage i en andagt eller tale med en præst.

”Der kommer faktisk mange, som har brug for det, især ud på aftenen. Det kan være kærestesorg eller skilsmisse som tynger, eller det kan være nogen, som lige har mistet eller på andre måder kæmper med svære ting i livet,” siger Heidi Torp.