Påskefejring i Filippinerne står i skyggen af blodig kolonihistorie

"Skulle jeg fejre den dag, hvor heltene i mit land blev slagtet? I må være tossede!". Påsken bliver ikke fejret af Præsident Duterte, selvom det i år er 500 år siden, at kristendommen kom til landet

Den filippinske præst Neil Tenefrancia (til venstre)  fejrer messe med europæiske kolonialister afbilledet i baggrunden. Situationen finder sted ved et af de mange arrangementer i år, der markerer, at det er 500 år siden, at kristendommen ankom til landet. – Foto: Alren Beronio/ AFP/Ritzau Scanpix.
Den filippinske præst Neil Tenefrancia (til venstre) fejrer messe med europæiske kolonialister afbilledet i baggrunden. Situationen finder sted ved et af de mange arrangementer i år, der markerer, at det er 500 år siden, at kristendommen ankom til landet. – Foto: Alren Beronio/ AFP/Ritzau Scanpix.

Den filippinske præsident Rodrigo Duterte har for længst erklæret, at han ikke ser nogen grund til at fejre, at det i år er 500 år siden, at kristendommen kom til Filippinerne. Flere end 80 procent af landets indbyggere er katolikker, og den katolske kirke har planlagt et storstilet jubelår, som begynder på søndag – men det bliver uden præsidenten.

”Hvorfor i alverden skulle jeg fejre begyndelsen på 400 års underkastelse (Filippinerne var koloni frem til 1946, red.). I må være tossede. Skulle jeg fejre den dag, hvor heltene i mit land blev slagtet,” sagde præsident Duterte i et tv-interview så tidligt som i 2019.

Præsidenten, der jævnligt har ligget i strid med den katolske kirke, har siden gentaget sin modvilje i flere sammenhænge. Set med Dutertes øjne var de katolske missionærer en del af det spanske kolonistyre og deltog i undertrykkelsen af den filippinske befolkning.

En opfattelse, som deles af mange faghistorikere. Det spanske kongedømme var kendt for at betragte erobring som en tosidet proces, der bestod både af fysisk kontrol og bemægtigelse af sjæle. For Spanien var der ingen erobring uden omvendelse. Intet sværd uden kors. I modsætning til præsident Duterte peger historikerne dog på, at kirkens rolle var fyldt med nuancer. Og at den kristne tro i sig selv ikke kan klandres for kolonimagtens ugerninger.

”Det er ingen hemmelighed, at spanske munke i Filippinerne var agenter for spansk kolonisering fra det 16. til det 19. århundrede. Men selvom dele af kristendommen var knyttet til imperialismen, tog de indfødte frivilligt elementer fra den nye religion til sig, som passede sammen med deres eksisterende tro og religiøse praksis,” skriver Mark Dizon, lektor ved universitetet Ateneo de Manila med speciale i den spanske kolonitid, i en mail.

Den første katolske messe på filippinsk jord blev holdt påskesøndag i marts 1521 af den portugisiske søfarer Ferdinand Magellan, som var i spansk tjeneste og ledte den første ekspedition til landet. Det var også Ferdinand Magellan, der nogle få uger senere, den 14. april, døbte dronningen og kongen af øen Cebu som de første indbyggere. Dåben illustrerer dobbeltheden i den spanske kolonisering. Den betegnede en alliance med kongen af Cebu, som sikrede Spanien fodfæste i øgruppen.

De katolske kirkeledere i Filippinerne har gjort meget ud af at lægge afstand til den spanske kolonitid i optakten til jubelåret og igen og igen fastslået, at det, der skal fejres, er den kristne tro – en tro, som landets forfædre tog til sig og holdt fast ved, også efter revolutionen i 1896.

”Det skal stå klart, at det, vi fejrer i 2021, ikke er koloniseringen, men den kristne tro, som de indfødte på disse øer tog imod som en gave, om end den blev givet af mennesker, der ikke altid havde de reneste motiver,” skriver biskop Pablo Virgilio David på kirkens officielle hjemmeside for 500-året, 500yoc.com.

”Den samme kristne tro, som erobrerne forsøgte at anvende til at fremme deres koloniale mål, var også den tro, der omkring 350 år senere inspirerede vores revolutionære til at drømme om frihed og demokrati.”

Ifølge Antonio Francisco de Castro, historiker ved universitetet Ateneo de Manila med speciale i den filippinske kirkes historie, er spørgsmålet om forholdet mellem omvendelse og kolonisering på sin vis som spørgsmålet om hønen eller ægget: Skete omvendelsen som et led i erobringen – eller skete erobringen som et led i omvendelsen?

”Svaret afhænger af, hvem man spørger. For de missionærer, som kom til Filippinerne sammen med Miguel Legazpi (spansk søfarer og Filippinernes første guvernør fra 1565, red.) var det indlysende, at enhver erobring skete med det formål at muliggøre omvendelse. For de spanske erobrere var det stik modsat. Omvendelsen fandt sted for at sikre erobringen,” skriver han i en mail.

Den filippinsk-amerikanske professor i historie ved Washington Universitet, Vicente L. Rafael, er ekspert i imperier og kolonisering, herunder den spanske kolonisering af Filippinerne. Han skriver i forskningsartiklen Colonial Contractions (Koloniale sammentrækninger), at missionærerne endte med at blive de vigtigste håndhævere af kolonistyret. I modsætning til andre kolonier fik Filippinerne aldrig en egentlig spansk indvandring. Efter 350 års kolonitid havde under en procent af befolkningen rødder i Spanien. Den spanske tilstedeværelse stod og faldt således med den katolske kirke og dens munke. De var til gengæld alle steder og havde en finger med i alle dele af samfundslivet.

”Missionærerne så på en gang sig selv som repræsentanter for et kolonistyre og som kritikere af dets mere uhyrlige handlinger. Kirken var i konstant konflikt med sig selv. De filippinske lægpræster var nogle af de første til at gøre oprør mod racismen fra de spanske ordener og kræve indflydelse. Det var nogle af de første frø i den filippinske nationalisme. Så kirken var afgørende både i forhold til at indføre kolonistyret, men også i modstanden mod munkenes magt,” siger Vicente L. Rafael.