Filosof: Jeg blev katolik efter et syn

Som barn følte Ann-Lise Aasesdatter sig draget mod klosterlivet. Men som ung søgte hun andre veje, og først som 45-årig førte en stærk åndelig oplevelse hende i retning af den katolske kirke og et løfte om at vie sit liv til Jesus

Ann-Lise Aasesdatter bor i Viborg ganske få meter fra byens katolske kirke, Skt. Kjelds Kirke, hvor hun går til messe eller blot sidder ved tabernaklet dagligt. Desuden beder hun tidebønner derhjemme morgen og aften. – Foto: Jens Bach.
Ann-Lise Aasesdatter bor i Viborg ganske få meter fra byens katolske kirke, Skt. Kjelds Kirke, hvor hun går til messe eller blot sidder ved tabernaklet dagligt. Desuden beder hun tidebønner derhjemme morgen og aften. – Foto: Jens Bach.

Det var i 2013. Jeg lå i min seng og bad til Gud. Jeg følte mig som israelitterne i ørkenen, der ikke kunne se nogen ende på vandringen og ikke kunne se håb forude. Jeg følte, at alt, hvad jeg havde villet i mit liv, var mislykkedes. Jeg havde tre store børn og en god uddannelse og arbejde som leder og underviser, men alt føltes som en fiasko. Jeg tænkte: ”Gud, du kan få mit liv, jeg vil ikke mere.” Med ét lød der et tordenbrag inde i mig, og jeg så en kirke foran mig, som jeg vidste var den katolske kirke. Og det stod klart for mig, at det var der, jeg skulle hen. Jeg vidste meget lidt om den katolske kirke, men jeg fandt ud af, hvor den nærmeste katolske kirke lå og kontaktede præsten.

Derefter fulgte en tid med samtaler, undervisning og intensiv bøn, for jeg ville sikre mig, at det ikke var mit ego, der spillede mig et pus. Men hurtigt blev det klart for mig, at jeg var på rette vej. Det, jeg havde båret i mig, siden jeg var barn, kunne jeg spejle i Bibelens tekster og kirkens lære.

I august 2014 blev jeg optaget i den katolske kirke, og for snart tre år siden aflagde jeg private løfter hos en præst om at vie mit liv til Jesus. Det betyder, at jeg lever efter de evangeliske løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed. Jeg lever ikke i et kloster, men min lejlighed er som et kloster, hvor jeg blot har mulighed for at have mine børn og børnebørn på besøg. Jeg beder tidebønner morgen og aften, er meget i den katolske kirke, som ligger 30 meter fra mit hjem og underviser børnene i menigheden.

Mit barndomshjem var ikke specielt kirkeligt præget, men jeg var et meget fromt barn, der selv søgte kirken. Min mor lærte mig også at bede Fadervor, endnu før jeg kunne læse, hvilket har haft stor betydning. Desuden var der et ældre ægtepar, som var gravere ved den lokale folkekirke, og de fik stor betydning for min tro. Jeg cyklede tit op til kirken om morgenen, var med til at ringe solen op og gik med dem til gudstjeneste.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg havde en længsel, som jeg ikke kunne sætte klare ord på. En fornemmelse af, at Gud havde noget, han ville give mig. Jeg læste alle bibliotekets børnebøger med bibelhistorier om Moses og Josef og Maria og rejsen til Betlehem. Og som 10-11-årig lavede jeg et lille tegneseriehæfte om munkeordener og klostre i Danmark. Som 13-14-årig læste jeg en artikel om en pige, der skulle i kloster, og den gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg tænkte, at det ville jeg også. Engang sagde jeg til en familiemiddag, at jeg gerne ville være læge og missionere i Afrika. Det var en katastrofe at sige den slags i min familie. Jeg kan huske, at en af mine onkler skældte ud over, at jeg kunne finde på at tænke sådan. ”Du har et godt hoved; det skal du ikke spilde på den slags,” sagde han.

Som ung blev jeg optaget af andre ting. Jeg fik mine børn tidligt, og i mange år var det børnenes udvikling, der fyldte det hele, og min uddannelse i filosofi. Men selvom troen fyldte meget lidt i mit liv, holdt jeg aldrig op med at tro på Gud, og jeg bad stadig Fadervor og læste i Bibelen af og til. Jeg fik også listet noget kristen filosofi ind i mange af mine opgaver på universitetet. Jeg brugte teologerne Kierkegaard og Augustin og skrev en emneopgave om kedsomhedens filosofi, hvor jeg blandt andet skrev om kedsomhedens dæmon, der siges at kunne angribe munkene i deres frokostpause.

I midten af 1990’erne blev jeg optaget i Rosenkorsordenen, og i 1998 meldte jeg mig ud af folkekirken. Rosenkorsordenen er en esoterisk orden. Man beder og læser filosofiske tekster og bevæger sig op ad forskellige trin. For hvert trin er der et indvielsesritual, som man laver derhjemme. I 2012 skulle jeg igennem en indvielse. Men da jeg forsøgte at gennemgå ritualet, stod jomfru Maria foran mig og spærrede vejen. Jeg fortalte det til min vejleder, som sagde, at det var meget usædvanligt. Jeg ventede og forsøgte flere gange, men vejen var spærret for mig. Et år efter var det så, at jeg lå i min seng og bad og med ét så den katolske kirke foran mig.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte forlade Rosenkorsordenen. Jeg kørte til Sverige og afleverede mine ting i ordenens skandinaviske hovedkvarter, og de spurgte mig, om jeg var sikker på min beslutning. Jeg svarede ”ja, jeg skal i kloster”. Det troede jeg på det tidspunkt. Jeg undersøgte forskellige klosterordener, blandt andet karmeliterne, som har et nonnekloster ved Hillerød. Men da jeg blev klar over, at jeg kun kunne få lov at forlade klostret otte dage hvert år, vidste jeg, at dér kunne jeg ikke indtræde. Jeg ville ikke kunne undvære mine børn.

Efterhånden blev jeg klar over, at Gud havde andre planer med mig. For to år siden blev jeg syg og kunne ikke længere arbejde. I stedet kan jeg nu dedikere mig til mine børn og børnebørn og andre mennesker, blandt andet ved at undervise i kirken. Det vigtigste for mig at give videre til børnene er troen på, at Gud er lige her og bor i vores hjerte, og at Bibelen er sandheden. Man kan spejle sit liv i Bibelens historier og finde svar på, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det. Det betyder ikke, at det er let. Men når vi fejler, kan vi bede om tilgivelse og rejse os igen.

Jeg er bestemt ikke nogen helgen. Jesus kaldte på mig, da jeg var ung, og jeg svigtede ham på alle mulige måder. Men han ventede på mig, til jeg var klar. Det er en kærlighedshistorie om tilgivelse og barmhjertighed, og jeg tænker tit på teksten i Lukasevangeliet, hvor Jesus siger om kvinden, der salvet hans fødder i farisæeren Simons hus:

”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.”

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg har fået børn. De er det vigtigste i mit liv, og min erfaring med familielivet har givet mig forståelse for mange af de problemstillinger, som børn og forældre i kirken står i. Jeg har givet mit liv til Jesus, og han giver mig til overmål – både mine egne børn og dem i kirken, som jeg kan være noget for.

Hvad har udfordret din tro?

Efter at jeg fandt fred i den katolske kirke, har min tro ikke været udfordret i tre sekunder. Men i de mange år, der gik forud, har jeg virkelig været udfordret af verdens fristelser. Djævlen er dygtig til at udnytte vores svagheder, så vi lader os forføre af de gældende idealer og strømninger i samfundet i stedet for at følge Gud. For mig var det blandt andet om, at jeg ville leve op til idealerne for en moderne, frigjort kvinde, selvom der for mig kun var smerte forbundet med den livsstil.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At begynde at læse tidebønner. En ældre præst gav mig det råd, og det er fantastisk, hvad det har betydet for mig. Den spejling, jeg finder i tidebønnerne, giver mig svar på alt. Er jeg i tvivl om noget, kan jeg læse en salme i tidebogen, og så har jeg svaret. Det er de samme bønner, Jesus har spejlet sig i. Så når vi beder tidebønner, spejler vi os i det, Jesus har spejlet sig i – vi tager del i hans liv og han i vores.