Filosof: Med det største i livet fulgte også tilintetgørelsen og døden

Da filosof Anne Marie Pahuus fødte sit tredje barn, var lykken over det nye liv så stor, at det føltes uvirkeligt. Det var også første gang, hun stiftede bekendtkab med livets sårbarhed

Når min yngste datter går hen over gulvet, mærker jeg efter, hvordan det føles, og jeg forsøger at forstå de erfaringer, hun gør sig af verden, siger Anne Marie Pahuus.
Når min yngste datter går hen over gulvet, mærker jeg efter, hvordan det føles, og jeg forsøger at forstå de erfaringer, hun gør sig af verden, siger Anne Marie Pahuus. . Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Da jeg fødte mit yngste barn for fem år siden, var det en kæmpestor lykke, men også en dyb oplevelse af at have fået noget, der var for godt til at være sandt. Jeg havde det, som om jeg drømte. Hun var der og var så smuk og så virkelig, og samtidig kunne jeg ikke forstå det som virkeligt. Det føltes, som om jeg skulle korrigere hele min virkelighedsopfattelse for at få det her underfulde til at passe ind.

Det tog over et år, før jeg ikke længere havde en følelse af, at lige om lidt ville jeg vågne af en drøm og opdage, at det alligevel ikke var virkeligt. Men gradvist mødtes virkelighed og drøm, og tilbage er nu en dyb taknemlighed over, hun er her – et unikt menneske uden for mig, som jeg har fået lov at få et makkerskab med.

Det er jo ikke sådan, at mine to ældste børn betyder mindre for mig eller giver mig mindre glæde. Men deres fødsler var ikke på samme måde som en forrykkelse af min virkelighed.

Graviditeten med min yngste var ikke planlagt, og fordi jeg var over 40 år, blev jeg fulgt tæt, og der blev lavet alle de her undersøgelser og scanninger, og da jeg så hende på scanningen og siden, da hun var blevet født, oplevede jeg en grundlæggende dyb taknemlighed, samtidig med at det var, som om døden rykkede tættere på. Det var, som om med det største i livet kom også det onde, tilintetgørelsen og døden tæt på. Jeg følte meget stærkt, at jeg måtte holde mig i live for hendes skyld, fordi hendes liv var så meget vigtigere end mit – større end mig og for godt til at være sandt.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, og vi lagde det her lille barn i dobbeltsengen, tænkte jeg, at følelsen af overvældelse ville forsvinde i barselsorlov og babypleje og alt det der. Men der gik mange måneder, hvor jeg ikke kunne slippe af med følelsen af, at det ikke var virkeligt.

Der var også en fortvivlelse i det, en frygt for tilintetgørelse. Det var nok første gang, jeg for alvor stiftede bekendtskab med den sårbarhed, der ligger i selve livet. Det er vel det, som nogle med et teologisk begreb kalder arvesynden – at menneskelivet og livet mellem mennesker rummer ondskab og ødelæggelse og tilintetgørelse. Det har været tydeligere for mig siden. Ikke som en angst eller en frygt, men som en forsoning med døden og tilintetgørelsen som en del af livet.

Det var en erfaring af kærlighed som noget helt ubetinget. Men samtidig af skrøbelighed og af, at noget kunne være så stort, at det var større, end jeg kunne ønske mig.

Så det var ikke et stort brud med det teologiske grundsyn, jeg er vokset op med og også synes, at jeg møder i kirken: at kærligheden i bund og grund er kernen i det kristne budskab. Det har været min fars forståelse og også det, jeg har hørt min mor prædike.

Min far er filosof. Min mor blev præst, da jeg var 11 år. Derefter begyndte jeg at gå ret meget i kirke. Jeg gjorde det lidt af pligt, men der var også lyst i det, og lystelementet voksede. Jeg kan stadig genkende den store glæde ved at gå i kirke. Det er så rigt – alene salmeskatten og den eksplosion af ord og billeder, der findes i Grundtvigs digtning. Og så er der ofte prædikener, som vidner om stort sprogligt overskud og får en til at lytte og tænke med. Hos teologerne finder jeg en stor spændvidde i tanken.

Samtidig er troen for mig noget erfaringsnært. Storheden i livet kan vi ikke få begreb om ved at gøre os umage og anstrenge os intellektuelt. Min kristendom handler også om, at man må indstille sig på, at livet digter med en – og være åben for, at livet kan digte med en.

Mens mange nok især erfarer troen via naturen og dens storhed, oplever jeg især åbenheden for livets storhed i mødet mellem mennesker. Der kan åbne sig en hel verden, når jeg møder et nyt menneske, eller når jeg ser andre menneskers liv levet… eller oplever det gennem litteraturen.

På den måde har det religiøse for mig med det mellemmenneskelige at gøre, og jeg bruger mange tanker og meget energi på at prøve at forstå, hvordan livet føles og opleves af andre mennesker.

Når min yngste datter går hen over gulvet, mærker jeg efter, hvordan det føles under hendes fødder, og jeg forsøger at forstå de erfaringer, hun gør sig af verden. Jeg kan godt være distræt og sidde med hovedet i skærmen, mens hun forsøger at få kontakt med mig. Men siden hendes fødsel er der kommet en intensitet ind i livet, som ikke var der på samme måde før. Den første tid med hende kunne jeg ligesom ikke få storheden i livet til at rykke ind som centrum i mit liv. Jeg blev ved med at tænke, at jeg kun havde den til låns. Men nu er den rykket ind i centrum af mit liv – heldigvis.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg tror, at man øver sig i at være et godt menneske – og blive et bedre menneske – ikke så meget ved at få råd fra andre som ved at se på, hvad de gør. Det gør stort indtryk på mig, når jeg møder mennesker, der har en særlig mildhed i blikket, som ikke dømmer og ikke fordømmer. Det vil jeg gerne have noget mere af. Jeg vil gerne være bedre til ikke at ignorere eller skære folk af, hvis jeg synes, at de virker manipulerende eller selvhævdende. Jeg vil gerne kunne møde dem med et blik, hvor næstekærligheden er større end den uret, jeg synes, de begår. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup skriver et sted, hvordan tillid til andre er ”en tillid til livet selv i dets stadige fornyelse”. Og det er vel det, det handler om – at man tør tro på, at det andet menneske har andet og mere i sig end det, jeg umiddelbart kan se eller tror, at jeg kender.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro er blevet udfordret af mennesker, som har forventet, at jeg skulle sætte troen på en mere dogmatisk formel, end jeg kan. Da jeg var 11-12 år, og min mor var blevet præst, begyndte mine jævnaldrende at spørge mig, om vi bad bordbøn, og om vi måtte bande hjemme hos mig. Det havde intet at gøre med den måde, jeg forstod tro på. Vi bad ikke bordbøn, og hvis min mor ikke syntes, at vi skulle bande, havde det intet med religion at gøre. Siden har jeg mødt mange, som mener, at jeg skærer det hele til, så det bliver filosofisk håndterbart, fordi jeg ikke taler om himmel og helvede. For mig er tro noget erfaringsbåret, der handler om taknemlighed over det, som er større end mig, men ikke om, hvorvidt der er en anden verden, som har afgørende indflydelse på denne verden.