Prøv avisen

Finland deles om to kirker og to sprog

Domkirken i Helsingfors er byens vartegn, tegnet af den tysk-finske arkitekt Carl Ludvig Engel og færdigbygget i 1852, og er en smuk repræsentant for Nordens Hvide Stad, som byen senere er blevet kaldt. Fordi kirken blev bygget under russisk styre, er forbilledet Sankt Petersborg, og kirken har været med i talrige Hollywood-film. - Foto: Claus Vincents.

Det østligste nordiske land har en omtumlet historie, først under svensk og siden russisk styre, og det præger stadig landet, som også er kendt for sin kirkearkitektur og ikke mindst mobiltelefonindustrien

En spinkel klokke sender sin stille klemten ud over den blanke sø og de mørke, buskede vinmarker med sortebær og kalder til ortodoks aftenmesse. Efterårets tusmørke sænker sig over det lille klosters spredte bygninger, som omkranses af lysegule birketræer og mørkegrønne fyrretræer, der skulder ved skulder strækker sig videre ud over det meste af Finland.

Midt i de uendelige finske skove og de tusinder af søer har Nye Valamo ortodokse kloster ligget her i det central-østlige Finland tæt på Ruslands grænse siden Anden Verdenskrig. Et spirituelt centrum for landets 61.000 ortodokse og for de årligt 160.000 besøgende fra hele Europa.

Godt 400 kilometer mod syd runger de store malmklokker ud over Helsingfors fra byens vartegn, den solbeskinnede, kridhvide lutherske domkirke, som på sin bakke højt over den finske hovedstads sparsomme morgentrafik kalder Finlands fire en halv millioner lutherske medlemmer til gudstjeneste søndag formiddag.

De to folkekirker, for sådan er begge kirkesamfunds status i Finland, står over for to vidt forskellige fremtidsudsigter.

- I dag ser vi en tendens til, at at de unge mellem 20 og 40 år i stigende grad melder sig ud af den finske evangelisk-lutherske folkekirke, siger den nyvalgte biskop i Finlands svenske Borgå Stift, Björn Vikström.

- Det skyldes, at forældre- og bedsteforældregenerationen ikke tegner sig så tydeligt mere med deres kirketilhørsforhold, og det smitter af på de unge, vurderer han.

Den ortodokse kirke, som er knyttet til det økumeniske patriarkat i Konstantinopel (Istanbul) i Tyrkiet og ikke til naboen Moskva i øst, har den stik modsatte oplevelse af de finske medlemmers opbakning.

- Den ortodokse kirke får år for år stadig flere medlemmer. Halvdelen af de nye ønsker at konvertere fra en anden kirke, for eksempel den lutherske, eller de er ateister. Den anden halvdel, der melder sig ind, er emigranter, hovedsageligt fra lande i det tidligere Østeuropa, siger lederen af ærkebispekontoret i kirkens hovedsæde i den østfinske by Kuopio, Jyrki Härkönen.

Kristendommen var ikke bare kommet til Finland fra vest dengang i 1100-tallet, da de svenske korstog gik i land i blandt andet Finlands ældste by Åbo (Turku) på vestkysten, men den kom også fra missionærer i øst, som bragte den ortodokse kirketradition med sig. Tilsyneladende opstod der en form for åndeligt vakuum ned gennem Finland, for de to kristne traditioner mødtes eller blandedes aldrig, men ord som "præst" og "kors" i det finske sprog har umiskendelige rødder i slavisk. De munke, som lige efter Anden Verdenskrig grundlagde Nordens eneste ortodokse kloster og gav det navnet Nye Valamo, kom fra øst.

De historiske spor, som har sat sig i den yngste nordiske nation, der først blev selvstændig i 1917, taler deres tydelige sprog om en omtumlet tilværelse mellem stormagter og spændinger mellem vesteuropæisk og østeuropæisk kultur i en særpræget natur, som er smuk på sin egen stille måde, men som ikke kaster den store rigdom af sig. 68 procent af Finland er dækket af ranke birke- og nåletræer, og så er der 188.000 søer. Tilbage er der kun seks procent, som er under plov.

På den anden side er Finland et af de mest integrerede lande i EU og har et bruttonationalprodukt pr. indbygger, som er helt på højde med de store europæiske lande - selvom finanskrisen for tiden også presser den finske økonomi. Over 90 procent af de finske hjem råder over et digitalt fjernsyn, og en husstand uden mobiltelefon findes ikke.

Det handler selvfølgelig om Nokia, for Finland er verdens største producent af mobiltelefoner. Og sammen med papirproduktionen, som stammer fra de endeløse nåleskove, har eksporten bragt Finland til tops som et nordisk forbrugersamfund.

Men Finland er også mumitrolde, Alvar Aalto-design, Formel 1-racerkørere, Sibelius? "Finlandia", og de særlige "finnebørn", som søgte ly i blandt andet Danmark under Anden Verdenskrig, da landet blev overfaldet af Sovjetunionen og siden gik i krig mod Tyskland.

Når man færdes i de finske storbyer trænger den østeuropæiske minimalisme sig næsten umærkeligt på med de kommunist-firkantede beboelsesejendomme. Men så ligger der også markante og moderne bygningsværker som operahuset, musik- og kongreshuset Finlandia-huset og Tempelpladskirken i Helsingfors, der er sprængt ud i grundfjeldet, der vidner om finnernes særlige opfindsomhed og humanisme, når det gælder arkitektur og design.

Finland er en homogen, men samtidig sammensat kultur. Både svensk og finsk er officielle sprog, og svenskerne har krav på svensk betjening, uanset om det er på sygehuset eller politistationen.

Det er en særlig udfordring for den lutherske kirkes nyslåede biskop, den 46-årige akademiske teolog og sognepræst Björn Vikström, som tilhører det svenske mindretal på omkring seks procent.

- Diskussionen om svensk kontra finsk er blevet hårdere i de senere år. I dag er der mindre forståelse for, at man fortsat skal have en to-sprogs-lovgivning, og at borgere med svensk baggrund har krav på en særlig behandling som mindretal. Jo mere man slår de store enheder på det kommunale og kirkelige område sammen, jo større bliver problemet, for så kommer finsk sprog og kultur ofte til at dominere. Det gør ikke sagen lettere, at andelen af russisktalende borgere stiger i disse år, for det gør, at det svenske sprog bliver endnu mere trængt. Vi skal selvfølgelig huske, at vi nok er den sproglige minoritet i Europa, som har haft de fleste rettigheder og bedste vilkår i samfundslivet. Vi skal ikke klage, men der er absolut en stærkere og stærkere tendens til, at man fra finsk side ikke ser særlig positivt på det tosprogede land mere, og efterhånden vinder den holdning desværre også indpas i kirkerne, siger Björn Vikström, som understreger sammenhængen mellem tro og sprog i et samfund.

- Det er nærmest en menneskeret at kunne udtrykke sin tro på sit eget modersmål, hvad enten det er svensk eller finsk. Jeg har selv arbejdet i 15 år i en to-sproget menighed, med en majoritet af svenskere. På den ene side klarer jeg mig fint på finsk, og det er ikke noget problem at købe ind i butikker og snakke med mennesker. På den anden side, når jeg sidder på sygehuset og skal tale sjælesorg med et andet menneske, så kan jeg mærke, at ordene ikke slår til. Det er så fine nuancer, der skal til, for at udtrykke et menneskes inderste tro, siger Björn Vikström.

Den finske lutherske kirke tabte i 2008 over 52.000 medlemmer. Den finske ortodokse kirke kunne i 2008 sige goddag til næsten 1000 nye ansigter, og sådan har det været mere eller mindre siden 2001. Den ortodokse kirke har også sine udmeldelser, men når man lægger det hele sammen, så er resultatet alt i alt en medlemsfremgang.

Der er et voksende antal russisk-ortodokse indvandrere i Finland, men der er ingen officiel russisk-ortodoks kirke. Derimod er der to russisk-ortodokse menigheder, som hører til i Helsingfors, og som tilsammen tæller mellem 500 og 700 medlemmer.

- Den finske ortodokse kirke er i gang med et generationsskifte. Indtil i dag har den store andel af medlemsskaren været udgjort af generationen fra Anden Verdenskrig. Men de falder i stigende grad væk. Derfor begynder medlemsskaren i stigende grad at ændre sammensætning, så flere uden en traditionel ortodoks baggrund bliver medlemmer hos os, siger Jyrki Härkönen.

For ham er fremtiden ikke længere så entydig, som den tidligere var med de gamle stats- og folkekirker.

- Historisk må vi erkende, at majoriteten af befolkningen i Finland altid har tilhørt den lutherske kirke. Men det tror jeg vil ændre sig drastisk inden for de næste 30 år, for til den tid vil kun halvdelen af finnerne være medlem af en kirke overhovedet. At tro på Gud og at være medlem af en kirke er i disse år blevet to forskellige ting, og det gælder for hele Europa. Den nye spiritualitet er en stor udfordring for alle kirker, som vi må møde med åbenhed. Det markerer samtidig slutningen på en æra med statskirker. Men de åndelige spørgsmål, som mennesker stiller, vil være de samme i fremtiden, som de har været det i hundreder af år, siger Jyrki Härkönen.

Den ortodokse kirke i Finland anser sig for at være del af den verdensomspændende ortodokse kirke med omkring 300 millioner medlemmer. Jyrki Härkönens fornemmelse er, at den ortodokse kirke er voksende, især set i lyset af, at landene i det tidligere Østeuropa, som er et traditionelt ortodokst område, er blevet selvstændige.

- Mange i Finland konverterer i protest mod den lutherske kirke, som de finder for liberal eller for konservativ. Selvfølgelig er der nogle, der melder sig ind, fordi vi ikke accepterer kvindelige præster. Mange synes, at den lutherske kirke er blevet for ensartet og mainstream. Der er ingen mystik eller æstetik. Folk sætter desuden mere pris på de smukke ortodokse gudstjenester, som ikke er fyldt med moralprædikener som i den lutherske. Mange tidligere lutheranere synes, de er blevet mere frie som ortodokse kristne, siger Jyrki Härkönen.

Den finske lutherske præst Irja Askola, som arbejder for biskoppen i Esbo Stift i det sydlige Finland, har måske et bud til de finske lutheranere, som kan matche det ortodokse. Hun interesserer sig for kristendom i et internationalt perspektiv og har været ansat i Kirkernes Europæiske Konference.

- Mange finner, som er spirituelt søgende, er ligeglade med, om en gudstjeneste er luthersk eller ej, bare den siger dem noget betydningsfuldt i deres liv, siger Irja Askola.

- Jeg har altid understreget, at kristendom først og fremmest er en international verdensopfattelse og ikke en national. I den lutherske kirke i Finland har mange af de kirkelige ledere den opfattelse, at kristendom nærmest er et finsk fænomen. Men kristendommen kom til os udefra. Bibelen på finsk kom til os, fordi reformatoren Mikael Agricola, der opfandt det finske skriftsprog, havde fået idéen under et studieophold i Frankrig og Tyskland. Den finske kirkes diakonale arbejde var aldrig blevet til noget uden den internationale inspiration. Vi er nødt til igen at åbne kirken for nye kulturelle, spirituelle og etniske menigheder. En kirke har ikke, heller ikke den finske, et bestemt monopol, men skal åbne sig og give plads for de grupper af mennesker, der søger den. Hvis den finske kirke skal overleve, bliver det i små og nære menighedsfællesskaber, måske med bestemte konfessionelle træk, hvor der er plads til både liberale og konservative. Kirken må invitere folk ind og så acceptere, er der måske sker nogle fejl til at begynde med. Men det er sådan, at al udvikling er begyndt, siger Irja Askola.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Den finsk-ortodokse Uspenski-katedral i centrum af Helsingfors er tegnet af den russiske arkitekt A.M. Gornostajev og bygget i 1868. - Foto: .