Du som har elsket os først
og kaldt os dine
du ved hvordan vi er
vi har let til bekymring og gråd
i disse dage
Derfor beder vi
lad os ikke alene
sæt dig hos os
hos de syge og sørgende
de ængstede og urolige
i de alt for lange nætter
giv kræfter og håb
så vi med dig kan gå
ud i morgendagen
lysende af det mørke
vi har lagt bag os.
Jeg råber til dig, Gud:
Mine cirkler er blevet for små,
og afstanden til andre føles ufrivilligt stor.
Jeg har lært at sige:
Vi passer på hinanden ved at holde afstand,
men det er lettere sagt end levet.
Jeg beder dig, du levende Gud,
læg din hånd på min skulder,
hjælp mig med at holde modet oppe og dagene ud.
Lad din glæde og spurvenes lethed fylde mig, livets herre.
Amen
Kære Gud.
Hjælp mig at åbne krop, sjæl og sind for alt det, du er.
Beskytter.
Vejleder.
Frelser.
Skaber.
Lad det i mig, som er småt, forkrøblet og i ubalance, smelte bort ved din nåde.
Tak at du elsker mig: Ikke for hvad jeg gør, men for hvad jeg er: Dit barn.
Jeg be’r for min familie, venner og alle, jeg holder af.
Må du bryde ensomhed, helbrede sygdom og sende håb til alle i mørke.
Må mine øjne se det, du ser,
og mine hænder være dit redskab i verden.
Tak, at du har kontrol over fortid, nutid og fremtid.
I Jesu Kristi navn.
Må det ske!
God morgen, kære Gud!
Jeg takker dig for denne nye dag,
at den er lyst op af din nåde.
Tak for, at jeg også denne dag
må komme vågnende til det daglige brød,
som du gav mig, mens jeg sov.
Tak for, at jeg også i dag
må blæse al min tyngende bekymring ud
som sæbebobler mod din hud.
Tak for, at du åbenbarer en flig af dit væsen
i bøgen og birken og syrenen
og i alle forårets svimlende dufte,
og at du lader solsorten synge
den samme euforiske morgensang,
som kvinderne i gravhaven hørte,
og at jeg, enfoldig som en fugleunge,
må bo i din hånd
endnu en dag.
Amen