Prøv avisen
Troens øjeblik

Højskolemand: Min indgang til folkekirken var ret anderledes

Da højskolemand og foredragsholder Niels Ole Frederiksen blev døbt, skete det i Horsens Statsfængsel under overværelse af flere end 200 indsatte. Hans eget troens øjeblik var dog, da hans tre børn blev døbt, og han selv igen blev medlem af folkekirken. – Foto: Heidi Lundsgaard

En kamp om retten til at bruge den lokale sognekirkes faciliteter blev et ”troens øjeblik” for højskolemanden Niels Ole Frederiksen og hans tre børn

”Tænk – i dag var der barnedåb. Jeg sad ligefrem og følte mig uden for.”

Ordene er skrevet af datidens berømte udbryderkonge Carl August Lorentzen i et brev i forbindelse med min barnedåb, som fandt sted i 1946 i Horsens Statsfængsel, hvor min far var fængselsinspektør, og hvor jeg voksede op mellem fanger, der kom og ordnede vores have – og fortalte mig, at de sad inde, fordi de var gået over for rødt lys.

Det troede jeg længe på, kan jeg huske, men jeg kan selvfølgelig ikke erindre selve barnedåben, selvom det næsten kan føles sådan, når jeg læser de mange breve og sågar det digt, der bevidner min dåb. For der var flere end 200 indsatte, deriblandt Lorentzen, der overværede min barnedåb. De indsatte havde nemlig mødepligt til gudstjenesterne, og omkring 120 af dem nævnte efterfølgende dåben i deres breve.

Så min indgang i folkekirken var ret anderledes. Senere hen følte jeg så, at folkekirken som institution ikke var nogen nytte til. Da var jeg blevet en ung mand, der var begyndt at studere, og tiden var slut-tresserne. Så jeg meldte mig ud af folkekirken, selvom både mine forældre og svigerforældre mildest talt ikke var begejstrede for det. Min kone blev dog ved med at være medlem, men var helt enig med mig i, at vores tre børn ikke skulle døbes, før de eventuelt selv ville det.

Men det skulle ændre sig i det, der blev mit troens øjeblik, selvom det også handlede om andet end min tro, som dengang og stadigvæk er en tro, jeg ikke skilter med, men som jeg heller ikke kan se mig selv uden, selvom den i sit udtryk har været ganske påvirket af de ting, der skete i mit liv – og måske allermest i de dage i 1985, som blev mit troens øjeblik.

Vi boede i Båring på Fyn, hvor den senere biskop over Fyn Kresten Drejergaard var præst. Sognet var et sted, hvor Venstre-bønderne altid havde siddet tungt på magten både i menighedsrådet, skolekommissionen og så videre, men nu var der flyttet en del lærere og pædagoger med andre holdninger til byen, og de havde med Drejergaards velsignelse fået lov til at holde møder i konfirmandstuen om den fredsbevægelse, som mange af dem var ret aktive i. Jeg var ikke, selvom jeg var højskolemand og sympatiserede med sagen – men allermest syntes jeg dog, at de havde ligeså meget ret som alle andre til at samles i konfirmandstuen.

Det var Venstre-bønderne meget utilfredse med, men Drejergaard holdt fast på, at han som sognepræst havde ret til at bestemme, hvad konfirmandstuen skulle bruges til. Venstre-bønderne tordnede videre og sagde, at fredsaktivisternes møder i de kirkelige omgivelser ville betyde, at folkekirken mistede både troværdighed og medlemmer.

Men det skulle blive løgn, tænkte jeg. Jeg havde jo også hele tiden havde haft en tro, men havde blot manglet en grund til at melde mig ind i folkekirken igen. Men nu var anledningen dér og ikke kun for mig, men også for vores tre børn, hvoraf den ældste i forvejen havde sagt, at hun ville døbes og konfirmeres.

Så vi blev alle fire optaget i folkekirken på én gang. Så i stedet for at miste medlemmer på grund af fredsbevægelsens møder i konfirmandstuen, fik sognet fire nye medlemmer med ét eneste smæk – og vi gjorde det med oprejst pande. Først havde jeg ellers ment, at det skulle ske i det skjulte i en af nabokirkerne, men hvorfor gemme det? Vi skal stå ved at være dem, vi er. Så en almindelig søndag til højmessen var der dåb med alle mine tre børn. De to ældste på henholdsvis 13 og 11 år gik selv op til døbefonten, mens min kone og jeg bar den yngste, der kun var et år, og bagefter holdt vi en hyggelig fest for familie og venner. Alle tre børn er også sidenhen blevet konfirmeret – og jeg har sågar siddet i menighedsrådet i Sdr. Felding, hvor vi senere flyttede til.