Nedlukningen af kirkerne kalder på selvransagelse

Eva Holmegaard Larsen, præst i Nødebo og Gadevang Sogn, vil have en modig folkekirke, som ikke bliver for pæn. Lukningen under coronakrisen kalder på selvransagelse, mener hun

Eva Holmegaard Larsen har været sognepræst i Helsingør Stift i mere end 25 år. Nu melder hun sig som bispekandidat. –Foto: Suste Bonnén.

Hvorfor vil du være biskop over Helsingør Stift?

Jeg har sagt ja til at blive stillet op ud af en stor kærlighed til folkekirken og til Helsingør Stift. Som sognepræst gennem 26 år kender jeg stiftet indefra og ved, hvor skoen trykker. Jeg har erfaring med, hvad der duer og navnlig ikke duer, set fra menighedens og præsternes side. Gennem mit daglige arbejde har jeg fået en stor respekt for den teologiske spændvidde i stiftet, og jeg tror, at mine erfaringer kan skabe grundlaget for at skabe sammenhold og fokus på vores fælles opgaver. Der skal være højt til loftet i kirken, fordi evangeliets sag er større end vores uenigheder.

Hvad er din mærkesag?

Jeg ønsker at medvirke til at have en modig kirke, hvor man kan mærke lidenskaben og troen på opgaven. Kirken skal ikke være en undskyldning for sig selv, og den skal tro på sin betydning i samfundet og det indhold, som den formidler. Når kirkerne har været lukket indtil nu i den krise, som vi står i, så kalder det på selvransagelse. For hvorfor bliver kirken ikke set som en del af kriseberedskabet?

Et andet vigtigt fokuspunkt for mig er at styrke den lokale ledelse og selvbestemmelse. Menighedsrådene er en grundsten i folkekirken, som lever af sine ildsjæle, og vi skal passe på, de ikke brænder ud. Jeg mener, det er vigtigt, at man som leder kender sit stift og holder sig godt orienteret. Problemet med præstemangel er også vigtigt at tale om. Der har måske været for meget fokus på at tale om, at der er mange udfordringer i at være præst i dag, og det er der også. Men vi skal blive bedre til at tiltrække de unge mennesker og fortælle, at det først og fremmest er et fantastisk spændende og meningsfyldt arbejde.

Hvordan vil du placere dig selv kirkeligt?

Jeg vil kalde mig selv for en klassisk teolog, der både har Grundtvig, Luther og nutiden med mig. Jeg kommer fra en sangglad, grundtvigsk familie og har gået i kirke hele min barndom, både i min sognekirke i Odense og hos min morfar, der var præst på Nordfyn. Det, der har min største interesse, er, hvor den kristne tro taler stærkt og fordrende, og hvor det brænder sig på. Kirken kan let gå hen og blive for pæn. For mig er det vigtigt at have en modig og frygtløs kirke, der tør forny sig, fordi den kender sit grundlag.

Jeg har tidligere beskæftiget mig med kønnets rolle i kirken, og jeg synes, det er spændende, hvordan køn påvirker den måde, som man er præst på. For det har helt sikkert forandret folkekirken, at der kom kvindelige præster til.