Uanset hvordan vi vender os, vil søndagens tekst pege på os selv som flaskehalsen og udstille vores egen selvretfærdighed. Generalsekretær på forlaget Eksistensen Morten Christiansen ser søndagens tredelte tekst om de barske begivenheder i vingården som en helhed, hvor Jesus fortæller, at Gud aldrig opgiver os.
Morten Christiansen er i spidsen for det nye forlag, som i virkeligheden dækker over den traditionsrige kristendomsformidling, der blev grundlagt i 1912 under navnet Dansk Bibelskole. Talrige udgivelser under den erhvervsdrivende fond er kommet på de tidligere små, selvstændige forlag som Aros, Anis, Alfa og Unitas fra den prominente adresse ved Sankt Thomas Plads på Frederiksberg Allé i København.
Ambitionen for den selvejende fond er at blive en tidssvarende og relevant leverandør af litteratur om kristendom og aktuelle eksistentielle emner til danskerne.
Bibelen er selvfølgelig en naturlig ressource i den forbindelse. Bibeltekster er derfor noget, Morten Christiansen beskæftiger sig med.
”Den første del af søndagens tekst virker som klar moralisme. Jeg har som sådan ikke noget imod moralisme, men det er bare ikke forkyndelse. Jesus stiller det direkte spørgsmål, hvilken søn gjorde det rigtige? Dér falder vi i med begge ben og vores menneskelige logik. Vi lægger en menneskelig morale i det spørgsmål, Jesus stiller. Selvfølgelig vil vi svare, at den bedste søn tager ansvar og gør noget. Men det er et trickspørgsmål. Uanset hvad vi svarer, kommer flaskehalsen til at pege på os selv. Ved nærmere eftertanke kan vi se os selv i samme situation: Jeg får heller ikke altid gjort det, jeg gerne ville eller burde. Jeg siger ja til noget, som jeg ikke gør alligevel. Ligegyldigt hvad vi svarer, dukker selvretfærdigheden op, for hele pointen med spørgsmålet er at afsløre vores egen utilstrækkelighed,” siger Morten Christiansen.
Det bliver tydeligere ned gennem teksten.
”Vingården er et klassisk billede på Guds rige, hvor Gud er vingårdsejeren. Igen og igen kommer Gud til os med sin forkyndelse og vil tale til os mennesker, men alting slår vi ihjel, selv Guds søn. I første del af teksten viser Gud os, at vi altid falder i. Vi kan ikke gøre det rigtige. Men fortællingen med vingården viser os så, at Gud ikke giver op. Han bliver ved, og selvom de første bliver slået ihjel, sender han flere. Gud er vedholdende og vil os som mennesker. På den måde bliver teksten også et udtryk for Guds barmhjertighed, at han aldrig svigter os, på trods af at vi svigter ham og hinanden,” siger Morten Christiansen.
For at understrege sit ærinde bruger Jesus til sidst billedet med den vragede sten, som alligevel bliver hovedhjørnestenen, det bærende i fundamentet.
”I denne fortælling peger stenen på Kristus. Når man falder, bliver man kvæstet, og vi bliver også kvæstede, når vi hele tiden falder over Jesu henvendelse til os. Vinbønderne slår Guds udsendinge ihjel, fordi de kommer og forstyrrer. Vi er heller ikke interesseret i at blive forstyrret, vi skal nok tage vare på det selv. Men så sker det, at vi snubler over noget, fordi Gud er nærværende. I dag falder vi netop over evangeliet, som viser os, at der er noget, der må knuses, noget, vi må give afkald på i os selv,” siger Morten Christiansen og forklarer:
”Jeg synes, at der i dag er en tendens til, at vi synes, vi selv er ansvarlige for alting. Om vi har den rette succes, om vi ser rigtige ud og ikke er for tykke. Så må vi gå på slankekur, fordi vi kan. For mig at se er det en form for moderne retfærdiggørelsestænkning. Kristus vil knuse tanken om, at vi skylder os selv alt,” siger Morten Christiansen.
Han er fortrøstningsfuld med hensyn til moderne menneskers interesse i de store spørgsmål.
”Set i det lange perspektiv, havde Bibelen aldrig overlevet så længe, som den har, hvis ikke den betyder noget for mennesker dengang og i dag. Den insisteren på, at Gud vil os det godt, selvom der ikke kun er tale om en selvgod humanisme. Der ligger også en forpligtelse i søndagens tekst, som gør opmærksom på, at vi skal tage den vedholdenhed og rummelighed over for hinanden, som Gud viser, på os,” siger Morten Christiansen.
"Teksten kan jo også være et billede på folkekirken i dag. Man taler meget om faldende dåbstal og medlemstal, og jeg er bange for, at kontakten mellem folkekirken og danskerne allerede er glippet. Børnene er interesserede, men konfirmandforældrene ved ikke noget om kirken. De står der, når børnene spiller fodbold, men de sidder ikke sammen med dem på kirkebænken om søndagen. De faldende dåbstal, er jeg bange for, er udtryk for, at der i 20-30 år ikke har været en relevant folkekirkelig tilstedeværelse blandt danskerne. Bibelen er lige så relevant i dag som dengang, fordi Jesus ved, hvordan det er, han har selv været menneske. Problemet er bare, om kirken i dag formår at nå os. Hvis det er problemet, så siger teksten til os, at vi ikke bare skal prøve igen, men igen og igen,” siger Morten Christiansen.
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?
Gud giver ikke op. Han prøver igen og igen at nå os og vores indkrogethed.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste, altså du må ikke lyve. Vores samfund er båret af tillid. Det skal vi værne om, for dens modsætning er frygt og dermed kontrol.
Hvordan er din ønske- gudstjeneste?
En gudstjeneste, hvor man føler sig inddraget også musikalsk. Derfor er det vigtigt, at rammen er nutidig og relevant, også i den musikalske tone.
Hvordan er dit gudsbillede?
Treenigt. En skabergud, der hele tiden er skabende og kæmpende mod tilintetgørelsen, en gud, der er blevet kød og derfor kender mennesket.