Det vakte stor opsigt, da sognepræst Flemming Pless i 2010 serverede laks, bøf stroganoff og tiramisu for sine middagsgæster under TV 3-programmet ”Til middag hos ...”. Her havde den kendte præst og politiker besøg af skuespillerne Trine Appel, Anne-Grethe Bjarup Riis og racerkører Thorkild Tyrring, men det var hverken menu eller gæsteliste, der gav anledning til furoren, men derimod at middagen blev serveret inde midt i kirkerummet i Christians Kirke på Christianshavn i København.
Her var og er Flemming Pless præst. Men det var ikke ensbetydende med, at han kunne bruge kirkerummet til hvad som helst. Reglerne blev efter middagen indskærpet af biskop Peter Skov-Jakobsen, da Flemming Pless tilsyneladende hverken havde spurgt ham eller menighedsrådet om lov til servere tre retter med vin i højstilkede glas foran alteret.
Og sådan har det egentlig altid været med Flemming Pless. Hvis han får en idé, er der ikke langt fra tanke til handling. Og hvis idéen viser sig at være dårlig, så tager han tæskene bagefter, som en tidligere kollega beskriver det. Hun hedder Lene Matthies og arbejdede fra 1999 til 2006 sammen med Flemming Pless i Christians Kirke. En kirke, som den 64-årige Flemming Pless i dag er blevet sendt på orlov fra, efter fem kvinder har klaget over ham til biskoppen i Københavns Stift. Det er ikke første gang, klager over Flemming Pless’ ageren som præst er kommet frem i offentligheden. Men det er, så vidt vides, første gang, at klager, der er offentligt kendte, har handlet om seksuelt grænseoverskridende adfærd.
Lene Matthies har kendt Flemming Pless, siden de begge studerede teologi på Københavns Universitet i 1980’erne. Hun beskriver den unge Flemming Pless som ”sjov og hyggelig” og ”en, man lagde mærke til”. For eksempel var det bemærkelsesværdigt, at Flemming Pless som en af de første fra sin årgang i 1988 fik arbejde som præst i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Et område, som mange dengang betragtede som hensygnende.
”Men det lavede Flemming Pless om på. Han og nogle af de andre præster som Erik Borch og Anne Braad lavede nogle sjove ting og var nogle lidt anderledes præster, som tiltrak sig opmærksomhed. De havde et kæmpe socialt engagement og var meget folkelige og humoristiske. De var nok ret provokerende efter den tids målestok,” siger Lene Matthies.
Da hun senere blev kollega med Flemming Pless i Christians Kirke, oplevede hun ham som en præst, der gik mere op i livet omkring kirken end teologi og liturgi. Som kollega har Lene Matthies altid oplevet Flemming Pless som inspirerende og en, man kan lære af. Men hun har også bemærket, at hans hårde og til tider egenrådige stil og fart over feltet er noget, som nogle har stødt sig på.
”Hvis det gik for langsomt for Flemming, så fik folk det at vide, og i den proces har han stødt folk fra sig. For eksempel kirkens personale, som også gennem årene langsomt er blevet skiftet ud,” siger Lene Matthies.
Privat har Flemming Pless været i en del forhold gennem årene. Faktisk har der ”været flere kvinder, end jeg har lyst til at erkende”, som han sagde det i et interview her i avisen i 2011. Her delte præsten ud af sine frustrationer over, at det var svært for ham ikke at være utro.
”Jeg har måske ikke i tide fået sagt, at jeg ikke kan være i et forhold, hvor man kun har et erotisk forhold hver anden onsdag i lige uger. Så begynder man at få sine længsler og drømme opfyldt alle mulige andre steder,” sagde han dengang.
Flemming Pless er udover at være præst også politiker. I 12 år har han repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, hvor han blandt andet er formand for sundhedskoordinationsudvalget. Partikollegaen Jesper Clausson fra det samme udvalg beskriver Flemming Pless som ”demokrat til fingerspidserne”.
Foreløbigt har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse på hans valgbarhed, lyder det fra partiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der er kommunal- og regionsrådsvalg til efteråret.