Prøv avisen

Flere børns tanker bliver til tvang

For stadig flere børn kammer tvangshandlinger og tvangstanker over og fylder for meget

Halvvejs oppe på cyklen må du lige tilbage og ruske en ekstra gang i hoveddøren for at sikre dig, at den nu også er låst.

De fleste kender trangen til at dobbelttjekke, men for personer med lidelsen obsessiv-compulsive disorder, OCD, kammer tvangshandlinger og tvangstanker over og fylder alt for meget.

De fleste får sygdommen som barn, men den fortsætter i voksenlivet, hvis man ikke kommer i behandling.

Hverdagen for børn med OCD bliver gennemsyret af ritualer i kamp for at undgå falske farer. Det gør det svært for dem at koncentrere sig i skolen og giver dem mindre og mindre tid til at lege med kammeraterne.

Et ud af hundrede børn og tre ud af hundrede voksne lider af sygdommen. OCD er en af de hyppigste psykiatriske lidelser efter angst, depression og spiseforstyrrelser.

Det er uvist, om der reelt er flere syge i dag sammenlignet med tidligere, eller om mere opmærksomhed har fået flere OCD-patienter til at søge hjælp og gjort lægerne bedre i stand til at stille den rigtige diagnose.

Stærke og voldsomt skræmmende nyheder serveret lige ind i stuerne og mere information om sygdom og bakterier kan imidlertid bære en del af skylden. Ligesom større krav til individualitet i folkeskolen og til selv at kunne vælge, hvad man vil lave.

- Information er godt, men børn i fem-seks års alderen opfanger det også, og det er de ikke gearet til at håndtere, derfor tror jeg bestemt, at der er faktorer, der gør, at vi ser flere med OCD, siger professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen.

Typiske symptomer er generende tanker, der konstant er i falsk alarmberedskab og tvinger barnet til at udføre bestemte ritualer.

Det kan være igen og igen at skulle sige navnene på familie og venner for at forhindre, at de rammes af kræft.

Eller det kan være en overdreven angst for at blive syg med pinefulde vaskeritualer, hvor barnet f.eks. må vaske hænder 100 gange om dagen og hver gang med et bestemt antal rulninger med sæben og meget varmt vand.

- Man ved godt med fornuften, at tankerne og handlingerne er overdrevne, men følelsesmæssigt føler man sig tvunget til at udføre ritualerne for at undgå en voldsom angst, siger Per Hove Thomsen.

Patienter med OCD bliver behandlet med medicin og terapi. Medicin skal rette op på den kemiske ubalance i hjernen, der gør, at tankerne konstant tror, at der er fare på færde, mens terapien hjælper patienten med at bryde ritualer og faste mønstre. /ritzau/