Flere disciple hørte til i samfundets bedre lag

Når Jesus sagde, at man ikke både kan tjene Gud og mammon, ramte det nogen hårdere end andre i datidens samfund, hvor der var stor forskel på rig og fattig. Jesus og hans disciple kom sandsynligvis selv fra ganske pæne kår, siger teologilektor

Penge og rigdom er et af de gennemgående temaer i Det Nye Testamente. Flere gange kan man læse om Jesus, der løfter pegefingeren og advarer om, hvilke problemer rigdom kan skabe for ens gudsforhold.

På samme måde bliver temaet også slået an i søndagens prædiketekst, hvor Jesus siger, at man ikke både kan tjene Gud og mammon. Men hvad betyder det særprægede ord mammon egentlig, som i dag i en snæver vending bruges som synonym for penge? Og hvordan passede Jesu formaninger ind i datidens samfund?

René Falkenberg er lektor i teologi ved Aarhus Universitet. Han forklarer, at hvis vi kun havde haft morgendagens prædikentekst, ville vi næppe have forbundet mammon med penge.

”Ordet stammer fra aramæisk, der var det sprog, Jesus talte. Hvis man skal oversætte det direkte, betyder ordet det, man tror på, eller det, man fæster sin lid til. Det vil sige, at Jesus i denne tekst taler om ikke at sætte sin lid til andet end Gud. Så i sin grundbetydning har ordet ikke noget med rigdom at gøre,” siger han.

Mammon bliver dog også brugt af Jesus i Lukasevangeliet, og det er ud fra den sammenhæng, at ordet bliver brugt der, at det bliver klart, at ordet kan oversættes til penge eller jordisk gods. Som en ekstra krølle på halen fortæller René Falkenberg, at ordet mammon senere også dukker op i jødisk rabbiner-litteratur, hvor det har fået en ny betydning. Her bliver det brugt om navnet på en konkret dæmon.

Det er svært at vide, hvem præcis Jesus har haft i tankerne med sine forskellige formaninger om ikke at tjene mammon. Men hvis man skal se på, hvem der var datidens rigeste, var det ikke mindst landmændene, der må have følt sig ramt af hans budskab. Det var dem, der udgjorde overklassen i Galilæa, hvor Jesus boede – det, der i dag er det nordlige Israel.

”Det var dem, der ejede jord, der i vid udstrækning også sad på flæsket. Galilæa var hovedsageligt et jordbrugsområde, og dermed var det også landmændene, der var den rige overklasse. Det ser vi også fra Jesu lignelser, hvor de rige typisk bliver beskrevet som en jordejere,” siger han.

René Falkenberg tilføjer, at lignelserne også giver et billede af, hvem der var samfundets bund, nemlig daglejerne. De var typisk besiddelsesløse arbejdere, der ofte måtte vandre fra by til by for at tilbyde deres arbejdskraft.

Tog man længere sydpå til Jerusalem, fandt man en anden gruppe af datidens rige overklasse. Den bestod af det gejstlige aristokrati med præster og ypperstepræster, som holdt til omkring templet. Derudover var der forskellige grupperinger inden for den religiøse elite – de skriftkloge – hvor Bibelen blandt andet omtaler saddukæere, der er en yderst velhavende gruppe af gejstlige, som blandt andet skiller sig ud ved ikke at tro på et evigt liv. Desuden har der været en magtfuld overklasse omkring det selvstyre, som romermagten tillod jøderne at have. De bliver i Bibelen omtalt som De Ældste og sad i det Det Jødiske Råd.

Jesus selv og disciplene kom også fra ganske pæne kår målt i datidens forhold, forklarer René Falkenberg. Ikke mindst de af disciplene, der arbejdede som fiskere på Genesaret Sø, kan have været relativt velhavende.

”Vi kan i hvert fald se, at de selv har haft daglejere ansat, og at de har haft fiskerbåde med plads til adskillige mennesker. Så det har næppe været et helt lille fiskeriforetagende, de har stået for,” siger han.

Jesus kom fra en tømrerfamilie og var formentlig også selv tømrer i den lille landsby Nazaret. Det gør det lidt mere vanskeligt at bestemme hans sociale status, forstår man på René Falkenberg.

”Han har næppe været rig, men heller ikke blandt de fattigste. Måske kan man med en vis tilsnigelse sige, at han kom fra en middelklasse,” siger han og tilføjer, at det dog er svært at overføre vores forståelse af en middelklasse i dag direkte til datidens samfund.

Jesu tale om mammon og i det hele taget flere af Det Nye Testamentes formaninger mod rigdom har sat sig mange forskellige spor op gennem historien. I den tidlige kristendom kom teksterne til at udgøre et vigtigt fundament for en asketisk kristendomsforståelse. Den begyndte at vinde frem i det 4. århundrede med de første klos-tre og munkebevægelser.

Langt senere i historien kom nogle af teksterne også til at få en betydning for en del af marxismens tankegods. Det var især de tekster om emnet, der står i Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger. Her er der et ideal om, at man skal dele det, man har, med andre.

”Det er en tematik, der går igen især i Apostlenes Gerninger, at rigdom er noget, der skal distribueres. I de tekster bliver rigdom næsten beskrevet som en sygdom. Da Karl Marx formulerede sine tanker om urkommunismen, gjorde han det med inspiration fra både Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, hvor alle deler det, de har,” siger René Falkenberg.