Den 20. marts kaldte muezzinen til bøn fra minereten i Tysklands største moské, den tyrkiske Centralmoské i Duisburg. Lignende muezzinkald lød fra moskéer over hele landet i byer som Hannover, Dortmund, München og Berlin.
Moskéerne sluttede sig til kirkernes klokkeringning, der skulle signalere håb og solidaritet under coronanedlukningen, og det var en god idé, mente de pågældende byer, som havde givet tilladelse til bønnekaldet.
Men andre sagde nej. Det var for eksempel tilfældet i Mannheim, hvor overborgmester Peter Kurz fra det socialdemokratiske SPD afviste anmodningen fra Yavuz-Sultan-Selim-Moskéen. Før der gives tilladelse til bønnekald, skal spørgsmålet afklares i en offentlig debat, forklarede Peter Kurz til de tyske medier.
I lighed med mange andre europæiske lande har Tyskland ingen helt generelle forbud mod muezziners kald til bøn. Bønnekald er dermed i pricippet tilladt, fordi det hører med til religions- og ytringsfriheden, fastslår Mathias Rohe, professor i jura ved Friedrich-Alexander-Universitetet i Erlangen-Nürnberg.
Men disse friheder er ikke absolutte, heller ikke i Menneskerettighedsdomstolens praksis.
”I hvert enkelt tilfælde skal religionsfriheden afbalanceres med andre rettigheder, herunder også retten til ikke at blive konfronteret med religion,” siger han til den katolske radiostation Domradio.
De lokale myndigheder kan derfor regulere bønnekald og enten forbyde eller begrænse dem for at undgå for eksempel støjgener, fastslår Friedmann Eissler fra den tyske evangelisk-lutherske kirkes, EKD’s Centralkontor for globalt verdenssyn.
”Af hensyn til religionsfriheden har Tyskland aldrig indført restriktioner i lovgivningen, men i mange tilfælde sørger myndighederne for, at byggetilladelsen indeholder et forbud mod bønnekald,” siger Friedmann Eissler.
Holland har omvendt udtrykkeligt sidestillet muslimsk bønnekald med klokkeringning fra kirker i en lovændring fra 1986. Til gengæld kan bønnekaldet reguleres, og i Leiden, hvor de første højttalere blev monteret på to moskéer, måtte den muslimske nøjes med at bruge højttalerne én gang om ugen til fredagsbønnen i stedet for til alle de daglige bønner.
Mens kravet om bønnekald er vokset i Holland, især i 2000’erne, har det aldrig fyldt meget i Frankrig, der tæller mellem fem og seks millioner muslimer. Her har muslimernes vigtigste krav været at få moskéer nok, fastslår Valentine Zuber, religionssociolog og specialist i det franske verdslighedsprincip ved Institut Pratique des Hautes Etudes i Paris.
De første højttalerforstærkede muezzinkald lød derfor under coronanedlukningen i marts, da flere moskéer tilsluttede sig den katolske kirkes initiativ om klokkeringning.
Forsøget blev ikke gentaget, men myndighederne ville have svært ved at forbyde det muslimske bønnekald alene, mener Valentine Zuber. ”Et forbud, der retter sig mod én trosretning, men ikke mod andre, ville givetvis blive afvist som religiøs diskrimination. Til gengæld vil det være muligt at begrænse for eksempel lydstyrken af hensyn til den offentlige orden eller respekten for medborgerne. Forbud mod muslimske tørklæder i skolerne eller fuld ansigtsdækning er blevet godkendt af Menneskerettighedsdomstolen, fordi de var begrundet i henholdsvis beskyttelsen af mindreårige og hensynet til den offentlige orden,” siger Valentine Zuber.
Mens Frankrigs adskillelse af kirke og stat indebærer et princip om ligestilling af alle religioner, har Italien et konkordat med Vatikanet. Alligevel findes der ingen national lovgivning om bønnekald, forklarer Stefano Allievi, religionssociolog og specialist i islam ved Universitetet i Padua.
”Til gengæld har visse regioner i Norditalien som Lombardiet og Veneto, der har et højere antal muslimske indbyggere og styres af det højenationale Lega-parti, indført lokale strenge restriktioner, der især gælder begrænsning af lyd- og miljøgener, og som i praksis forhindrer bønnekald,” siger Stefano Allievi.
Lidt længere nordpå, i Schweiz, har man ved folkeafsteming forbudt minareter. Derimod er der ingen lovgivning om bønnekald, siger Mallory Schneuwly Purdie, specialist i schwezisk islam ved universitetet i Freibourg.
”Men der er heller ingen krav om det. Selv de fire moskéer, der fik bygget en minaret, inden forbuddet trådte i kraft i 2009, og som kunne ønske at lade muezzinen kalde til bøn, har undgået at skabe opmærksomhed om sig selv. Dertil kommer, at nogle salafistiske trossamfund aktivt isolerer sig fra samfundet og derfor slet ikke ønsker at være en del af offentligheden via bønnekald,” mener Mallory Schneuwly Purdie.
For Friedmann Eissler fra den tyske evangelisk-lutherske kirke er beskyttelsen af religionsfriheden et vægtigt argument imod forbud mod bønnekald. Han peger imidlertid på en afgørende forskel mellem muezzinen og kirkeklokkerne.
”De ringer ganske vist til bøn og er et klart både kristent og kulturkristent symbol. Men i modsætning til bønnekaldet, der udtrykker den muslimske trosbekendelse, skal man ind i kirken for at høre opfordringen til at tro på en bestemt gud. Det er en afgørende forskel,” mener Friedmann Eissler.