Prøv avisen
Interview

Professor: Flere hundrede år gamle selvfølgeligheder om religionsfrihed står for fald

Debatten om burkaforbud er ifølge Lisbet Christoffersen del af et større skifte i Danmarks juridiske historie, hvor man gør op med en gammel balance mellem trossamfund og samfund. På billedet ses en burkaklædt person, som er mødt frem i Folketinget under førstebehandling af loven om maskeringsforbud i denne måned. – Foto: Tariq Mikkel Khan/Scanpix Ritzau

Vi er i øjeblikket vidne til en magtkamp mellem religionerne og samfundet, siger Lisbet Christoffersen, der netop er udnævnt til professor i ret og religion ved Roskilde Universitet

I årevis har religiøse mennesker i Danmark kunnet udleve deres trosliv nogenlunde i fred, uden at samfundet tog større notits af det. Men meget tyder på, at noget er i gære på det punkt.

I løbet af en relativ kort periode har opsigtsvækkende sager om alt fra burkaforbud, ophævelse af blasfemiparagraffen, forbud mod bederum på skoler, rituel slagtning af dyr og i de seneste uger omskæring af drengebørn fyldt den politiske dagsorden.

Og spørger man den nyudnævnte professor i ret og religion ved Roskilde Universitet, Lisbet Christoffersen, hvad det store antal sager skal betyde, lyder svaret, at vi står midt i en omfattende ændring af, hvordan samfundet og trossamfundene forholder sig til hinanden.

”Det er nogle mere end 200 år gamle grundetablerede selvfølgeligheder i forholdet mellem samfundet og reli- gionerne, der er ved at blive ændret,” siger Lisbet Christoffersen, der på torsdag holder tiltrædelsesforelæsning i sit nye professorat på Roskilde Universitet netop om religionernes retsstilling.

De grundetablerede selvfølgeligheder, hun henviser til, handler om, hvordan man forstår religionsfrihed. Traditionelt har kernen i religionsfriheden i Danmark været, at den ud over forsamlings-, ytrings- og foreningsfrihed også indbefatter en ritualfrihed.

Den har de seneste par hundrede år hvilet på en gensidig forståelse mellem trossamfundene og det øvrige samfund. På den ene side har trossamfundene forpligtet sig til at overholde samfundets love og ikke oprette parallelle retssystemer, som var i konflikt med disse. Og på den anden side har samfundet givet religionerne frihed til at udføre deres ritualer. Den aftale gjorde sig blandt andet gældende, da jøderne fik statsborgerskab i 1814.

”Men det, der er sket de seneste år, er, at grundlaget under denne ’kontrakt’ er ved at forsvinde. Ritualfriheden er ikke længere en selvfølgelighed. Og vi ser, at der foregår en magtkamp mellem religionerne og samfundet både internationalt og i Danmark,” siger Lisbet Christoffersen.

Hun lægger ikke skjul på, at hun finder det problematisk, at samfundet er begyndt at rokke ved ritualfriheden, hvilket man blandt andet ser ved den seneste tids diskussionen om, hvorvidt man skal forbyde drengeomskæring.

”Selvfølgelig er samfundet nødt til at sætte nogle strafferetlige rammer, hvis der er tale om voldelige ritualer. Men det kan man ikke med god ret sige, at drengeomskæring er. I stedet risikerer vi at fratage hinanden muligheden for at videregive noget kulturelt smukt til hinanden og videreudvikle traditionerne og den kulturelle bevidsthed,” siger hun.

Lisbet Christoffersen ser det ændrede syn på ritualfriheden som et tegn på, at en stigende del af befolkningen og ikke mindst meningsdannere både er fremmedgjorte over for og uvidende om religion og religiøs praksis. Og det er med til at presse den naturlige plads, trossamfundene tidligere har haft i samfundet.

Samtidig understreger hun, at trossamfundene også bærer en stor del af skylden for udviklingen. Presset på religionsfriheden handler nemlig også om, at trossamfundene i Europa og internationalt presser deres del af kontrakten med samfundet ved at udvikle og tydeliggøre deres egen retsorden.

”Trossamfundene har oprustet internt og er blevet mere politiserede. For eksempel fungerer de muslimske sharia-love i visse grupper som en separat straffelov. Vi ser også, at kristne kirker og organisationer politiserer blandt andet i ansættelsessager. Og internationalt har vi kristne abortmodstandere, der ønsker at følge en straffelov baseret på en streng tolkning af De Ti Bud,” siger hun.

Et andet aspekt ved den ændrede forståelse af religionsfriheden handler om, at synet på barnets rettigheder er i forandring. Det viser sig blandt andet i spørgsmålet om børns religiøse identitet. Hvor det tidligere har været alment accepteret, at forældres kulturelle og religiøse tradition gik i arv til deres børn, bliver børn nu i større omfang set som selvstændige individer, der uden at være inddraget i forældrenes tradition selv skal tage stilling til deres tro. Og i den sammenhæng er FN’s Børnekonven-tion begyndt at blive inddraget som argument for, at forældre ikke må pådutte børn en bestemt religion ved for eksempel at lade dem omskære. Men det er ifølge Lisbet Christoffersen udtryk for, vi har et noget inkonsekvent syn på børn.

”Der er et besynderligt misforhold mellem, at vi på den ene side behandler unge voksne som uselvstændige, nærmest skødehunde, der har brug for forældrenes økonomiske og praktiske hjælp, til de er langt oppe i 20’erne. Og på den anden side selvstændiggør vi barnet i en grad, hvor det blandt andet på ingen måde må blive påvirket af forældrenes religion,” siger Lisbet Christoffersen.

Den ændrede forståelse af både børns rettigheder og ritualfriheden gør, at Lisbet Christoffersen forudsiger, at fokus for den næste store værdikamp meget vel kan blive barnedåben. Hun forventer, at det i fremtiden vil blive langt mere almindeligt at sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i at døbe et barn.

”Det har vi allerede fået en forsmag på de seneste uger, hvor det er blevet debatteret, om man bør hæve konfirmationsalderen til 18 år. Argumentet er, at børn bør være myndige, før de kan bekræfte deres religiøse identitet. Når det argument først er i spil, vil noget af det udramatiske og selvfølgelige ved barne-dåben også blive udfordret med tiden,” siger hun.