Flere hundrede ton genbrugstøj ender på forbrændingen

Alene Kirkens Korshærs genbrugsbutikker kasserede sidste år 450 ton tøj. Meget er i fin stand. Det er danskerne og ikke os, der smider tøj ud, siger korshæren. Et problem, siger brancheorganisation

Kirkens Korshær sendte sidste år 450 ton genbrugstøj til forbrændingen, fortæller kampagneleder Heiner Lützen Ank. En del af tøjet kunne hverken sælges eller bruges på varmestuer:
Kirkens Korshær sendte sidste år 450 ton genbrugstøj til forbrændingen, fortæller kampagneleder Heiner Lützen Ank. En del af tøjet kunne hverken sælges eller bruges på varmestuer: . Foto: Leif Tuxen.

 
 
Afleverer man en pose tøj til kirkelige genbrugsbutikker, skal man forvente, at en stor del af indholdet går op i røg.

Kirkens Korshær sendte sidste år 450 ton genbrugstøj til forbrændingen, fortæller kampagneleder Heiner Lützen Ank. En del af tøjet kunne hverken sælges eller bruges på varmestuer:

Men det er klart, at en del af de 450 ton sagtens kan være udmærket tøj, siger han.

LÆS OGSÅ: Fra gavmilde hænder til fortærende flammer

Modsat andre kirkelige organisationer sender Kirkens Korshær ikke overskydende genbrugstøj til fattige lande. Derfor hober store mængder af genbrugstøj sig op.

Det er jo sådan set ikke os, der smider tøjet ud. Det er danskerne. Vi er forundrede over, at der er så stort et overskud af tøj. Noget tøj er ikke engang brugt, men stadig pakket ind, siger Heiner Lützen Ank.

Også Frelsens Hær kasserer årligt mange hundrede ton tøj, men her kasseres kun tøj af så dårlig kvalitet, at det hverken kan sælges eller sendes til udlandet, fortæller informationschef Lars Lydholm.

Folkekirkens Nødhjælp leverer overskydende genbrugstøj til Dansk Balkan Mission. Alligevel kan genbrugsleder Rikke Hovgaard Lorentzen genkende problemet:

Det sker, at vores butikker må kassere tøj, fordi de får mere, end de kan sælge. Men det er først, når alle muligheder er afsøgt, at tøjet bliver smidt ud.

Men det er problematiskat kassere brugbart tøj, mens danskere går og tror, at tøjet gør gavn.

Det mener Robert Hinnerskov, generalsekretær i indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO. Som et minimum bør især Kirkens Korshær oplyse offentligheden om, at brugbart tøj ender på forbrændingen.

Borgere, som lægger tøj i butikkerne, har en forventning om, at tøjet går til et godt formål. Det mest rigtige ville derfor være at oplyse offentligheden om, at det altså ikke er alt tøj, der bliver solgt og gør gavn. Der bør være et vist niveau af åbenhed, siger Robert Hinnerskov.

Han opfordrer også Kirkens Korshær til at alliere sig med en organisation, som sender tøj til udviklingslande.

Hvis det kan klares uden store omkostninger, er det langt mere fornuftigt end at brænde tøjet af. Og det er muligt at finde sådan en partner, siger han.

Kirkens Korshærs grundholdning er dog den, at arbejdet skal koncentreres om Danmark, og man har ikke undersøgt muligheden for at sende tøj til udlandet, forklarer Heiner Lützen Ank.

Når organisationer som Kirkens Korshær får mere genbrugstøj, end de kan sælge, kan det skyldes, at tøj er blevet billigere, kvaliteten dårligere, og moden skifter meget hurtigt.

Det påpeger cand.merc. og ph.d.-stipendiat Kerli Kant Hvass, som forsker i bæredygtig mode og genbrug.

Tidligere fik butikkerne nye kollektioner hver sæson, men nu kommer der nogle steder nyt tøj hver anden uge. Der er en del tøjkæder, som sælger billigt tøj af lav kvalitet, og undersøgelser viser, at det er nemt for folk at smide det tøj ud, siger hun.

I Blå Kors undrer man sig dog over, at kirkelige organisationer som Kirkens Korshær smider brugbart tøj væk.

Vi vil rigtig gerne have det tøj, de andre ikke kan bruge. Jo mere tøj, jo større chance for at der også er noget godt imellem, siger kommunikationschef Per Breindahl.