Flere og flere vil begraves uden kirke

Aldrig før har så mange valgt en borgerlig begravelse eller bisættelse uden en kirkelig handling

06arhbegravelse2a5
06arhbegravelse2a5. Foto: Flemming Krogh Denmark.

Over de seneste 10 år er antallet af borgerlige begravelser og bisættelser steget støt. Der er en synlig stigning i antallet af borgerlige begravelsesceremonier fra 2001, hvor cirka 4600 blev begravet eller bisat uden en kirkelig handling, til 2009, hvor tallet er steget til 5415.

En lov har siden 2008 gjort det muligt at sprede en afdøds aske, eksempelvis over åbent hav, uden en særlig tilladelse fra Kirkeministeriet.

I Sverige har der været en tilsvarende udvikling. Her er antallet borgerlige begravelser fordoblet i de seneste 10 år.

Tendensen er tydelig, både i Danmark og i Sverige, mener pensioneret sognepræst og forfatter til en bog om begravelsestaler, Einar Fog-Nielsen. Han mener, at det er vigtigt at respektere, at vi i Danmark har det frie valg og retten til selv at vælge, hvordan vi vil forlade verden.

– Det her er en tendens, som folkekirken må lære at leve med. Det afspejler den udvikling, som vi er inde i, hvor folk vender sig væk fra folkekirken i al almindelighed, siger Einar Fog-Nielsen.

Den ikke-religiøse forening Humanistisk Samfund, som blandt andet tilbyder begravelse på et ikke-troende grundlag, oplever en stigende interesse for borgerlige begravelsesceremonier.

– Folk har opdaget, at den tryghed, de finder i folkekirken, kan vi også tilbyde dem. De synes, vi er et godt alternativ til folkekirken, som de ikke har følt sig hjemme i, fordi de ikke er troende. Flere og flere finder ud af, at de kan få en ceremoni ved os, der er seriøs og uden religion, siger Erik Bartram Jensen, talsmand for Humanistisk Samfund, der har cirka 500 medlemmer.

Biskop i Haderslev Stift Niels Henrik Arendt mener, at forklaringen på det stigende antal ikke-kirkelige ceremonier er en naturlig konsekvens af de mange udmeldelser, som folkekirken oplevede i i slutningen af 1960'erne og -70'erne.

skovhoej@kristeligt-dagblad.dk