Prøv avisen

Flere planlægger egen begravelse

Det kan være en kostelig affære at blive begravet. Arkivfoto. Foto: Mads Jensen

5500 danskere er lige nu ved at spare op til deres egen begravelse

Et stigende antal danskere planlægger deres sidste rejse ved at forudbetale deres begravelse eller indbetale penge på en begravelsesopsparing.

Det oplyser de to største begravelsesopsparinger i Danmark.

Alene ved Elysium Begravelsesopsparing, som drives af branche-foreningen Danske Bedemænd, er omkring 5500 danskere lige nu ved at spare op til deres egen begravelse. Ved årtusindskiftet benyttede omkring 1700 sig af muligheden.

”Vi har oplevet en jævn stigning gennem årene. De folk, der benytter sig af ordningen, vil godt have sat pengene af til deres begravelse, så tingene er på plads,” siger formand for Elysium Begravelses-opsparing Steen Kristensen og tilføjer, at der i gennemsnit bliver indbetalt 16.000 kroner på opsparingerne.

Han forklarer, at der typisk er to typer personer, som opretter en begravelses-opsparing: Par, som er nået op i pensionsalderen, og som godt vil have tingene på plads, så de kan nyde deres tredje alder uden at tænke mere over begravelsen. Og enlige, som typisk sparer op gennem længere tid, fordi de ikke vil ligge det offentlige eller familien til last.

Også hos Begravelse Danmark, hvor kunder kan forudbetale og planlægge deres egen begravelse, vokser fænomenet. I alt har omkring 2500 danskere benyttet sig af forudbetalingsordningen, siden muligheden kom ved årtusind-skiftet, forklarer Mogens Balling, administrerende direktør i Begravelse Danmark, som er en af landets største bedemandskæder.

”Det er både ældre og midaldrende, der benytter sig af ordningen. Det er ikke noget med, at det kun er personer over 70 år - slet ikke,” siger han.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard mener, at udviklingen kan være udtryk for, at tabuiseringen af døden bliver stadig mindre. Men han mener samtidig, at tendensen kan være udtryk for, at den stigende individualisering i samfundet også er nået frem til begravelsen.

”Det er endnu en briki den individualiserede livsform, vi har fået, hvor vi i meget høj grad selv må tage ansvar for vores eget liv - og nu også vores egen død, så det også kommer til at gælde vores begravelse. Og det synes jeg faktisk, der er noget trist ved,” siger biskoppen.