Prøv avisen
Bedste&værste

Antropolog: Flere religioner kan øge sammenhængskraft

Andreas Bandak har boet i Syrien og oplever ikke forskellen mellem syrere og danskere så stor, som den ofte gøres til.- Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det multireligiøse samfund giver os en fornyet mulighed for at forholde os til os selv og vores egen tro, mener antropolog Andreas Bandak fra Københavns Universitet

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommen giver med sin unikke historik anledning til at stille nogle helt særlige spørgsmål om begreber som tilgivelse og det at se og elske sin næste. For den kristne tro handler i sin kerne om den ultimative død for andre, Jesu død og opstandelse. En død og opstandelse, der bragte orden i tingene, og som muliggør tilgivelse og dermed er noget, som vi stadig kan bruge hver især i vores eget liv og i mødet med vores medmennesker.

Men kristendommen virker også bredere og har samfundsmæssigt gennem historien spillet en central rolle, omend det er en rolle, som ikke er så stærk længere. Men der er alligevel også i den nutidige kristendom en arv, som trækker tråde fra de første kristne over Reformationen og Grundtvig til vores måde at indrette samfundet på i dag. Det er derfor også en arv, som vi med fordel kan være stolte af og bevidste om, også fremadrettet, uanset hvordan vi vælger at bruge den.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Jeg ved egentlig ikke, om der er noget værste ved selve kristentroen. Problemet har snarere været den måde, som kristendommen er blevet brugt på i den ekstreme mangel på tilgivelse og forsoning, som historien er fuld af eksempler på, og som stadig kan gøre, at det kan opleves som en udfordring, når tilgivelsen skal leves ud.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Folkekirken i Danmark hviler på en fast grund af stærke bekendelsesskrifter og en kontinuerlig tradition, der går næsten fem århundreder tilbage, og som indtil for nylig stort set var et monopol, og som stadig repræsenterer flertallet af danskerne.

Det giver folkekirken en helt speciel position i det danske samfund, også fordi folkekirken har formået at holde sig rummelig og åben. Som menneske kan du således komme fra mange forskellige udgangspunkter og stadig føle dig velkommen i folkekirken. Tærsklen er nemlig ikke særlig høj i folkekirken, hvor der til gengæld er meget højt til loftet og plads til forskelligheder. Selv er jeg også medlem af folkekirken og går ofte i kirke, ligesom jeg er medlem af menighedsrådet i Fredens og Nazaret Kirker i København.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er så netop også den udfordring, der ligger i at være så rummelig, som den er. For når stort set alle kan træde over tærsklen med diverse forskellige tilværelsesfortolkninger - og også nogle, som er i modstrid med den kristne lære - så kan denne rummelighed let ende som en akilleshæl, der kan true kirkens centrale rolle og energi. For hvor er så det, der definerer og samler folkekirken?

Problemstillingen er ikke unik for folkekirken. Den findes også i den katolske kirke, som gennem sin verdensomspændende udbredelse har langt større spændinger og udfordringer med at rumme de forskellige refleksioner og dogmatikker. Men den katolske kirke har levet med det i århundreder, mens folkekirken først skal til at lære det, og hvordan vil det spænde af?

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er at kunne træde ind i et rum, hvor tingene fungerer på en anden måde end alle andre steder. Overalt i samfundet i dag, både på arbejdet og ellers, er vi konstant på jagt efter det nye. Alting skal også ske hurtigt, og informationen skal hele tiden opdateres og skiftes ud, men ikke i kirken og slet ikke til gudstjenesten. Tværtimod, i gudstjenesten møder vi en liturgi, ja en væren, der er bygget op over lang tid og over elementer, som vi kender - og genkender, når vi kommer i kirken, uanset om der er gået en uge eller et år siden sidst. Her er der ro og dybde.

Når det er sagt, mener jeg dog ikke, at vi ikke også kan tage nye elementer ind i gudstjenesten eller byde nye gudstjenesteformer velkommen. For selvfølgelig kan vi det. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Det drejer sig om for folkekirken at gøre sig selv relevant over for den tid, som vi lever i - og over for de mennesker, som lever i den tid. For der er ikke nogen tradition, der står uden for tid og rum. Tværtimod så lever traditionen - og gudstjenesten - kun for at blive aktiveret i nutiden.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er i hvert fald en udfordring for folkekirken at gøre gudstjenesterne så spændende, at der kommer mennesker i kirken.

En anden udfordring er også, når spændet mellem kirkegængerne bliver for stort. Der ser man for eksempel til nogle højmesser, hvor der også er dåb, og der så kommer 70-100 dåbsgæster, som ikke er vant til at være til gudstjeneste. Det i sig selv behøver slet ikke at være et problem, selvom et rum påvirkes af, om de, der er til stede, er tilskuere eller deltagere. Men det kan alligevel fungere, så længe de er en rolig kulisse. Men begynder de 70-100 dåbsgæster at tale sammen under gudstjenesten eller på anden måde gøre hørligt opmærksom på sig selv og egen tilstedeværelse, så kan det godt forstyrre.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det multireligiøse samfund giver os - både som enkeltindivider og som grupper - en fornyet mulighed for at forholde os til os selv og vores egen tro. Ting, som vi har taget for givne måske igennem flere generationer, og derfor ikke har skænket mange tanker, bliver vi nu nødt til at undersøge og reflektere over, mens vi finder vores egen position - samt lærer de andre og deres udgangspunkt at kende.

Det er en lang og til tider svær proces, som til gengæld kan give en stor sammenhængskraft i samfundet, hvis den lykkes, og vi tør gå i dialog og lære hinanden at kende. Undervejs i arbejdet vil mange også opleve en vitalisering og revitalisering af tematikker og ritualer, som måske også var røget i glemmebogen, men som nu kommer til ære og værdighed igen.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er så, når det går galt med forståelsen og ønsket om at gå i dialog og bygge bro, og vi i stedet føler os truet og forvirrede og graver os ned i vores fordomme og forestillinger om hinanden. For så kan vi ikke se og endnu mindre nå hinanden.

Men sådan behøver det ikke at være. For selvom en multireligiøs dialog er en krævende balancegang, er der reelt tale om et valg, hvor vi både som enkeltindivider og som samfund kan vælge, om vi vil tale forskellene op eller ned. Hvor udfaldet af dialogen - og dermed også sameksistensen - afhænger af, hvorvidt vi ser det bedste hos os selv og det værste hos de andre - eller om vi er i stand til at undgå projektioner og spejle og i stedet se hele billedet.

Jeg boede og arbejdede for eksempel i en periode i Syrien før krigen, og her mødte jeg mange mennesker, som var veluddannede og reflekterede. Men det er sjældent dem, som trækkes frem, når vi taler om udlændinge, hvilket er en skam. For forskellen på mennesker såvel uddannelsesmæssigt som i graden af religiøsitet er ikke nødvendigvis så stor, som den gøres til. Og nogle misforståelser kunne formentlig undgås, hvis vi så et større billede. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke er væsentlige forskelle, som vi oplever kraftigt i disse år, også med de tragiske begivenheder i Paris stærkt malet for vores øjne. Religion er kilde til meget godt, men kan også skabe enorme spændinger, der kan blive meget ødelæggende.

Andre læser lige nu