Selv om unge i dag har et væld af underholdnings- og fritidstilbud at vælge imellem, bruger flere unge end nogensinde tid på selv at synge eller spille et musikinstrument. Det konstaterer seniorforsker Torben Fridberg fra Socialforskningsinstituttet, som i en række undersøgelser har kortlagt unges fritidsaktiviteter og mediebrug. Undersøgelserne viser blandt andet, at 42 procent af alle 16-18-årige enten spiller et musikinstrument eller synger i et kor. Ikke mindst antallet af unge, der spiller et instrument, er steget støt siden 1960'erne. - Tidligere var man bange for, at cd'er, radio, tv og computere var med til at ødelægge den kultur, som gik ud på at samles om klaveret og dyrke sang og musik. Men det ser tværtimod ud til, at alle de mange musikindtryk, unge har adgang til via medierne, stimulerer interessen for at spille selv, forklarer Torben Fridberg. Han peger på, at når netop musikudfoldelse er i vækst, samtidig med at nye elektroniske medier tager mere af de unges tid, skyldes det, at musikken kan noget, medierne ikke kan. Musik udmærker sig netop ved, at man kan gøre det selv i stedet for passivt at se og høre andre, og som regel er netop fælleskabselementet afgørende for musikudøvere: - Ikke mindst ved korsang, som rigtig mange unge dyrker, er fornøjelsen jo netop, at det er noget, man gør sammen med andre, siger Torben Fridberg. Han peger dog først og fremmest på opbygningen af de kommunale musikskoler som forklaring på, at unge dyrker mere musik. I musikskolerne, der siden 1970'erne har bredt sig over hele landet, har unge mulighed for at lære at spille et instrument fra en tidlig alder og for et overkommeligt pengebeløb. I alt 130.000 børn og unge spiller i dag et instrument i musikskole-sammenhæng, og musikskolernes lærere underviser inden for stort set alle musikgenrer. Det er dog kun få musikskoler, der ligesom Herning Musikskole har et komplet ungdomssymfoniorkester. De seneste tal for unges musikalske udfoldelse stammer fra 1998, men Torben Fridberg vurderer, at stigningen er fortsat siden da. - Jeg tror, det høje niveau fortsætter, men der er naturligvis en grænse for, hvor mange unge man kan motivere til at spille og synge. Der er jo forskel på, hvor stort talent den enkelte har, og det kræver et vist talent at blive motiveret, konstaterer han. mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk tema Unge og fællesskaber Fællesskab er vigtigt for unge, selv i en individualistisk tid. Men ifølge eksperterne er der de seneste år sket drastiske forandringer i den måde, unge er sammen på. I en serie artikler beskriver Kristeligt Dagblad, hvordan unges fællesskaber ser ud i 2002. Den første artikel i serien blev bragt den 12. juni.
Flere unge dyrker musik
Næsten halvdelen af alle unge synger eller spiller musik, og de mange nye elektroniske medier øger bare interessen