Flertal forlader menighedsråd i konfliktsogn

Medlemmer fra ny liste, der blev valgt ind i november ved menighedsrådsvalg i Nathanaels Kirke i København, føler sig nu så chikaneret af liste med flere tidligere menighedsrådsmedlemmer, at de udtræder af alt arbejde med øjeblikkelig virkning

Eftersom ingen af kirkens stedfortrædere ønsker at tilgå menighedsrådet, står dette nu med blot fire medlemmer.
Eftersom ingen af kirkens stedfortrædere ønsker at tilgå menighedsrådet, står dette nu med blot fire medlemmer. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

Det blev en kort visit for Nathanaels Kirkes Fællesliste, der fik fem ud af ni pladser i menighedsrådet i Nathanaels Kirke på Amager, København, ved kampvalg i november.

Men nu har den nye liste meddelt, at den ønsker at udtræde af alt menighedsrådsarbejde omgående. Den anden liste, der fik fire pladser, ”Frivillige i Nathanaels Kirke”, har nemlig gjort brug af trusler, hån og injurier i det daglige arbejde i menigheden, hævder de afgående fra kirkens Fællesliste. Disse skriver i et åbent brev på Facebook, at medlemmerne fra Frivillige-listen har obstrueret og arbejdet mod deres initiativer.

”Muligheden for at bedre forholdene ved Nathanaels Kirke er bygget på en illusion, en kirke, hvor næstekærlighed kun forekommer i prædikener, mens bagtalelse og udskamning af syndebukke trives”, lyder det blandt andet fra Fælleslisten.

Ingen af de fire resterende medlemmer fra menigheden og listen Frivillige i Nathanaels Kirke har ønsket at stille op til interview.

Frivillige i Nathanaels Kirke og Nathanaels Kirkes Fællesliste var involverede i kampvalg i november, hvor der var mødt godt 70 personer op til valgforsamlingen. Karina Rathnov, der sad i menighedsrådet før valgforsamlingen, tog sammen med fire nyvalgte til menighedsrådet initiativ til listen Nathanaels Kirkes Fællesliste. Det fik en anden gruppering til at danne listen ”Frivillige i Nathanaels Kirke”, som blandt andre består af tidligere menighedsrådsmedlemmer.

I forbindelse med kampvalget var de to lister uenige om, hvorvidt der var kommet styr på arbejdsmiljøet, efter at Arbejdstilsynet i 2019 havde givet menigheden et påbud, der siden blev efterkommet: Rådet skulle sikre bedre psykisk arbejdsmiljø.

Per Dreyer, der indtil for nylig var formand for menighedsrådet og er en af de fem, der forlader menigheden, forklarer beslutningen med, at arbejdet i menigheden blev ”alt for omfattende”.

”Første dag, hvor jeg som formand prøvede at tage arbejdsmiljøet op, blev jeg mødt af håndfagter fra medlemmerne fra den anden liste,” siger han og uddyber:

”Det fyldte for meget. Ethvert initiativ fra vores side blev mødt af modstand og negativitet, og det er ikke det værd. Hvis de vil have kirken, må de få den, hvis de ikke ønsker nyt blod og forandring. Det er en kamp, du ikke kan vinde.”

Provst i Amagerbro Provsti Michael Krogstrup Nissen bliver af kirkens afgående Fællesliste anklaget for at holde hånden over de fire resterende medlemmer i menigheden. Han siger, at han er ked af udviklingen, men at konflikten generelt har været præget af en hård tone, og at han har gjort det, han kunne. Ikke mindst da han i december sammen med den stedlige biskop, Peter Skov-Jakobsen, opfordrede til at få hjælp udefra, så man kunne stable et ordentligt samarbejde på benene.

”Vi reagerede så hurtigt, som jeg mener, vi kunne. Jeg er overrasket og ked af udviklingen. Jeg respekterer dog, at de ikke længere ønsker at tage opgaven. Men mit ønske har været at fortsætte samarbejdet,” Michael Krogstrup Nissen

Eftersom ingen af Nathanaels Kirkes Fælleslistes stedfortrædere ønsker at tilgå menighedsrådet, står dette nu med blot fire medlemmer.