Prøv avisen

Flertal forpligter til dialog

De tre drivkræfter i folkekirkens nye store satsning på religionsdialog er Mogens Mogensen (til venstre), Safet Bektovic (i midten) og Leif Vestergaard (til højre). De besøger i disse dage mindst 25 forskellige muslimske grupper landet over. -- Foto: Kristian Djuurshus. Foto: Foto: Kristian Djurhuus.

Når folkekirken udgør den religiøse majoritet i samfundet har den pligt til at åbne døren til fællesskabet, siger gruppe bag ny indsats for dialog med muslimer

Folkekirken er værtsreligionen i Danmark, fordi et stort flertal af danskerne er medlemmer. Det forpligter den også til at åbne døren for et fællesskab med minoritetsreligionerne i Danmark, også islam. Det er nødvendigt at finde en måde at leve sammen på.

Det mener en gruppe under projektet Folkekirke og Religionsmøde, som i disse dage besøger mindst 25 moskeer og muslimske organisationer landet over for at lytte til muslimers holdning til blandt andet mediernes betydning i Danmark, deres forhold til kristne og holdningen til religioners medansvar for samfundets udvikling og bidrag til løsning af konflikter.

– Håbet og ambitionen er at skabe flere åbne kanaler mellem muslimer og kristne, både lokalt, regionalt og nationalt, siger pensioneret præst Leif Vestergaard, der er formand for Folkekirke og Religionsmøde.

Gruppen, som også består af missions- og islamekspert Mogens Mogensen og ph.d. Safet Bektovic, vil også spørge til, om moskeer og organisationer vil arbejde for et muslimsk råd.

Den nye satsning på religionsdialog fra projektet Folkekirke og Religionsmøde er den største inden for folkekirken nogensinde. Der er næppe tvivl om, at Muhammed-krisen har medvirket til også at få Integrationsministeriet til at støtte arbejdet med 100.000 kroner.

– Dialogen mellem islam og kristendom foregår allerede lokalt mange steder. Det nye i situationen er, at vi forsøger at samle erfaringerne for dialog og brede dem ud. I dag er mange mere interesserede i dialog, mens andre har trukket sig tilbage. Nogle trækker sig også, fordi de ikke føler, at det i den nuværende situation er muligt at komme frem med nuancerede budskaber, forklarer Safet Bektovic.

Mogens Mogensen mener, at mange danskere stort set kun kender muslimer og islam fra medierne.

– Men at danne en holdning om islam ud fra mediedækningen af imamerne Abu Laban og Ahmed Akkari svarer jo til, at den danske folkekirke blev tegnet af de to præster i Dansk Folkeparti, siger han.

Ideen om religionsdialog mellem kristne og muslimer kan få repræsentanter for både moskeer og folkekirke til at se rødt. Men det skræmmer ikke de tre deltagere i arbejdet.

– Religion er ikke en statisk størrelse. Og dialogen mellem religioner i Danmark er vigtig for at fremme en samhandlende udvikling af samfundet. I mødet med mennesker af en anden tro præsenterer og repræsenterer vi kristendommen. Vi møder andre med en holdning, siger Leif Vestergaard.

Mogens Mogensen opfatter missionsdelen i dialogen som den opgave, både kristne og muslimer har med at bidrage til det danske samfunds udvikling.

– Og i den forstand mener jeg, vi har en fælles mission, tilføjer Bektovic.

Mogens Mogensen siger, at der sker noget på det religiøse plan, når man taler med folk med en anden tro.

– Og det ansporer i øvrigt også kristne til at finde et sprog for deres egen tro, siger han.

Der er enighed i gruppen om, at Muhammed-sagen har været et lærestykke i, hvad globalisering også er. Og at ingen ved, hvornår et emne i Danmark igen passer ind i en dagsorden et andet sted i verden.

– Derfor er det også et problem, at man ikke i det sekulariserede samfund har tænkt på, at religion stadig spiller en rolle for mange mennesker, men i stedet har fået det hele til at handle om ytringsfrihed, siger Mogensen.

Og Leif Vestergaard tilføjer, at han endnu har til gode at møde en muslim i Danmark, som ønsker at begrænse ytringsfriheden.

– Derfor var det også rart at høre Folketingets formand Christian Mejdahl (V), da han bød de nye statsborgere velkommen på Christiansborg i søndags. Her sagde han, at ytringsfrihed altid er underlagt et moralsk ansvar.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk