Prøv avisen
Troens øjeblik

Flygtning fra Laos: Jeg knælede i mørket og bad om at få en fremtid

Thala Lykke Knudsen er vokset op i Laos og har boet i flygtningelejr i Thailand. I dag bor hun i Danmark og kommer i Viborg Internationale Pinsekirke. Foto: Jens Bach

41-årige Thala Lykke Knudsen mistede næsten håbet om en fremtid i en flygtningelejr i Thailand. Men så hørte hun om en gud, der kunne gøre alting muligt

Jeg var 11 år og havde på det tidspunkt været flygtning i syv år. En dag gik jeg ud i mørket uden for vores hytte i flygtningelejren og knælede, mens jeg bad: ”Jesus, hvis du virkelig findes, vil du så ikke give mig en fremtid?”. Jeg var helt stille, og så mærkede jeg, at der var en person ved siden af mig, som jeg var helt tryg ved, selvom jeg vidste, at jeg ikke havde set ham før og ikke kendte ham. Jeg gik ind i hytten, hvor min familie var, og lagde mig til at sove.

Om natten drømte jeg, at jeg mødte en kærlig far. Han lignede ikke min egen far, men han var som en far og behandlede mig som sin datter. Han gav mig en gave, og jeg forstod ikke, hvorfor han var så god imod mig. Næste dag fortalte jeg min far om drømmen, og han sagde: ”Du mødte Gud. Gud har vist sig for dig.” Jeg var lykkelig, for selvom vi stadig boede i flygtningelejren, og alt på en måde var som før, var alting alligevel anderledes. Jeg havde fået et håb, og jeg havde mødt en gud, som var helt anderledes end alt, jeg havde kendt til eller hørt om før.

Jeg er vokset op i Laos, hvor de fleste mennesker tilbeder forfædrene eller er buddhister. Næsten alle er religiøse, men det gudsbillede, jeg voksede op med, var præget af en idé om, at man selv skal præstere noget og gøre sig fortjent til, at de guddommelige kræfter hjælper én. Jeg voksede op i en familie, som tilhørte eliten. Min far var forretningsmand og stod højt i det politiske hierarki. Han var medlem af parlamentet og havde stor indflydelse. Men det var også en farlig position, for kom man i unåde hos det kommunistiske regime, var man nærmest dødsdømt. Flere af hans venner og bekendte forsvandt og blev likvideret, og på et tidspunkt, da jeg var 4-5 år, besluttede mine forældre, at vi skulle flygte. De fortalte ikke mig og mine seks søskende noget, før vi skulle af sted. De vækkede os midt om natten og gav os besked på at være helt stille. Så sneg vi os ned til Mekongfloden, hvor vi havde en lille robåd liggende, og i ly af mørket roede vi over floden til Thailand. Det var farligt, for der var røvere overalt, som plyndrede flygtninge. Men vi nåede i sikkerhed og kom til en FN-flygtningelejr, hvor vi boede i otte år.

Livet i lejren var som i et fængsel. Vi havde mad nok, men der var ingen skole, og jeg kunne ikke se nogen fremtid. Der var pigtråd omkring lejren, og porten blev kun åbnet for personale og soldater. Gik vi flygtninge ud, blev vi straffet med tæsk og fængsling. Det skete for mine brødre flere gange. Når de spillede den thailandske nationalsang hver aften, skulle vi slippe alt og stå stille. Gjorde man det ikke, udløste det tæsk. Senere på aftenen blev alt lys slukket, og så patruljerede soldaterne, og vi turde ikke gå på toilet eller bevæge os rundt mellem hytterne.

Jeg drømte om at få en fremtid. Det var det eneste, jeg ønskede mig. Min mor og far og mine ældste søskende mistede en stor del af deres identitet, mens vi boede i lejren. Vi havde levet et komfortabelt liv med alt, hvad vi kunne ønske os af materielle goder, og nu var vi i en lejr, hvor der ingen fremtid var. Mine forældre gav ikke op. De lavede smykker, som vi sendte til USA, hvor nogle af vores slægtninge boede og kunne sælge for os. Det gav os mulighed for at købe lidt bedre mad end de rationer, vi fik af FN. Men noget i mine forældre blev knust af livet i lejren. Det var som et spejl, der blev smadret på et betongulv og ikke kunne samles igen.

I lejren var der mennesker fra både Vietnam og Laos, og de fleste var buddhister eller dyrkede forfædrene, men der var også nogle kristne. Da jeg var 11 år, hørte jeg om den kristne Gud for første gang. Jeg hørte om Jesus, der kunne forvandle menneskers liv og gøre alting muligt, uden at han krævede noget til gengæld. Det lød så fantastisk, at jeg næsten ikke kunne tro på det. Jeg vidste, at nogle af de voksne kom i en kirke i lejren, men det var ikke for børn. Alligevel besluttede jeg, at jeg ville lære Jesus at kende. Jeg ville lære at læse, så jeg kunne læse historierne om ham i Bibelen. Men der var jo ingen skole i lejren, så i stedet bad jeg Jesus om at hjælpe mig. Og så viste Jesus sig for mig i mørket uden for lejrhytten. Det forvandlede mit liv.

I syv år havde jeg boet i lejren sammen med min familie, og vi havde bedt til alle de guder, vi kendte til, om at komme et andet sted hen. Nu begyndte vi at komme i kirken. Vi bad om at få en fremtid i USA, Australien eller Frankrig. På et tidspunkt ringede min moster fra Frankrig. Hun sagde til mine forældre, at måske var det på tide, at vi holdt op med at bede Gud om at gøre det, vi selv ønskede. Måske skulle vi i stedet bede ham om at give os den fremtid, han ønskede for os. Kort efter kom der en lyshåret mand på besøg og kiggede på mine forældres smykker og talte med os. Et par måneder senere fik vi at vide, at vi skulle til Danmark, og vi fandt ud af, at manden, som havde været på besøg, var en dansk politiker.

Da vi kom til Danmark, var alt fremmed for os. Lugtene, lydene, vejret, maden, kulturen. Vi var den eneste familie fra Laos i Danmark, og vi vidste intet om landet. Men mine forældre besluttede, at de ikke ville være ofre, og min far lavede en konkurrence med os børn om, hvem af os der først lærte dansk. Vi besluttede os for at lære sproget og kulturen at kende, og selvom det har været hårdt undervejs, har jeg hele tiden tænkt, at der er en mening med, at jeg er kommet til Danmark. Jeg vil gerne gøre en forskel, hvor jeg kan. Derfor blev jeg socialpædagog. Gud ønskede en fremtid for mig her, og jeg kan selv forme mit liv sammen med Gud – skridt for skridt.

Hvad har udfordret din tro?

Det har udfordret min tro at møde den intellektualisme og individualisme, som præger livet i Danmark. I Laos var det at tro og have et åndeligt liv et naturligt grundlag for alle mennesker. I Danmark er man mere sin egen lykkes smed. Men det hjælper mig at have et nært personligt forhold til Jesus og fællesskabet i Viborg Internationale Pinsekirke. Det fastholder mig i troen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

De bedste åndelige råd har jeg fundet i Bibelen. To tekststeder betyder særlig meget for mig for at holde retning i mit liv: ”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.” (Paulus’ Brev til Kolossenserne). Og en passage fra Matthæusevangeliet: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.”