I april besøgte pave Frans den græske ø Lesbos for at mødes med flygtninge fra især Mellemøsten, der søger at komme til Europa. Da han fløj tilbage til Rom, medbragte han efter aftale med de italienske myndigheder tolv muslimske flygtninge, der på den måde fik adgang til Europa.
Det var en typisk Frans-gestus, som høstede stor anerkendelse blandt de katolikker, der som paven har kritiseret Europas angivelige ligegyldighed over for flygtninge og migranters vilkår.
For andre katolikker nærmede pavens gestus sig det uansvarlige. Migrantkrisen kræver drastiske forholdsregler, hvis vi i Vesten skal bevare vore samfund og værdier, og paven skaber mere forvirring, end han bidrager til konstruktive løsninger, lød et gennemgående argument.
En sådan afstandtagen blandt katolikker fra pavelige synspunkter er imidlertid ikke et nyt fænomen. Det nye er snarere, hvem det er, der protesterer.
Liberale katolikker har i årtier slået knude på sig selv i forsøget på for at kombinere deres kritik af kirkens holdninger på særligt det seksualetiske områder med principiel loyalitet over for pavedømmet. Nu er det derimod konservative katolikker, der siger, at det er i orden at være uenig med paven på områder af ikke-dogmatisk art, som for eksempel i synet på indvandring.
I maj bragte det katolske webmagasin Crux en artikel af den amerikanske teolog Thomas D. Williams under overskriften ”Selv i Frans-æraen er det o.k. at have tvivl om immigration”. Heri skrev han, at katolsk troslære siger meget lidt om migranter ud over bedrestillede nationers forpligtelse til ”i den grad det er muligt … at modtage udlændinge, der søger sikkerhed og eksistensmuligheder, som de ikke kan finde i deres hjemland .” Samme måned kritiserede Prags ærkebiskop, kardinal Dominik Duka, offentligt Frans og sagde, at den latinamerikanske pave ikke forstår migrantkrisen i Europa.
Debatten om Frans’ syn på indvandring er en nyttig erindring om, at den katolske kirke trods hierarki og dogmatik ikke er den monolitiske enhed uden plads til afvigelse, som den tit kritiseres for at være. Der er talrige eksempler på katolikker, der har ment, at paven ikke vidste, hvad han talte om. Og i de seneste 50-60 år har debatten meget groft sagt delt sig mellem dem, der så kirken og paven som en katalysator for sociale forandringer, og dem, der så dem som en garant for troens renhed.
Under Johannes Paul II og Benedikt XVI var det ofte ny-evangelisering, kampen mod abort og bevarelsen af det traditionelle katolske syn på ægteskab og familie, der var i højsædet. Konservative såkaldte ”kulturkrigere” tog kampen op med vestlig sekularisering og udhuling af kristne grundværdier i tryg forvisning om pavelig opbakning.
Kritikere talte til gengæld om en belejringsmentalitet og understregede jævnligt, at bombastiske udsagn om absolutte værdier i familie- og seksuallivet måtte tempereres af den enkeltes samvittighed.
Helt enkelt er det dog ikke for katolikker at være uenige med den siddende pave. For det ligger dybt i den katolske psyke, at paven er symbol på hele kirken og på Guds tilstedeværelse i den, også selvom han en gang imellem tager fejl.
Pavens katolske kritikere, hvad enten de er til højre eller venstre, er derfor engageret i et ofte ret frustrerende projekt om gennem loyal kritik at sikre troværdighed for deres tro, på trods af at paven mener noget andet.
Omvendt ved begge parter også, at pavens budskab ikke kan være underlagt vanlige kategorier om rationalitet og nødvendigt kompromis. Det er derfor, at liberale katolikker kalder Frans’ ord om migranter for ”profetiske”, ligesom de konservative kulturkrigere kaldte Johannes Paul II ”profetisk”, når han forsvarede det ufødte barn.
Dertil kommer, at paverne sjældent selv falder så entydigt i de kategorier, som deres fortalere vælger for dem. Johannes Paul II og Benedikt XVI var også optaget af social retfærdighed, ligesom Frans har fordømt abort og taget klar afstand fra homoseksuelle ægteskaber.