FN-kritik af dansk religionsfrihed

Det store fokus på kristentro som en del af danskheden ydmyger mennesker fra mindre trossamfund, siger FN-rapportør efter besøg i Danmark

Det startede med en god nyhed og sluttede med en dårlig, da FN’s rapportør Heiner Bielefeldt i går fremlagde sine observationer af religions- og trosfriheden i Danmark. Foto: Martial Trezzini/EPA

Det startede med en god nyhed og sluttede med en dårlig, da FN’s rapportør Heiner Bielefeldt i går fremlagde sine observationer af religions- og trosfriheden i Danmark.

Den seneste uge har han været på sit første officielle besøg i Danmark for at tale med politikere, trossamfund, organisationer og skoleelever, hvilket skal munde ud i en større rapport, der fremlægges i juli næste år.

De indledende konklusioner og anbefalinger er dog klar, og den gode nyhed ved pressemødet var, at det overordnet ser rigtig godt ud.

”Lad mig som det første slå fast, at Danmark accepterer tros- og religionsfriheden,” indledte Heiner Bielefeldt, inden han hurtigt gik videre til den mindre gode nyhed.

I stedet for at dykke ned i konkrete sager om krænkelser af trosfriheden valgte han at præsentere en mere overordnet anke. Ifølge ham mangler der nemlig inklusion, forståelse og lighed, når det kom til tros- og religionsfriheden samt forståelsen af danskhed generelt.

”Danmark er et af de mest homogene samfund i verden, og den luthersk-evangeliske kirke fylder stadig meget i danskernes forståelse af, hvad religion er. Nu ser vi en udvikling, hvor islam og andre nye former for religiøs praksis vinder frem, hvilket kan være særligt udfordrende for et land så homogent som Danmark,” siger han og peger på danskernes private tro som en udfordring.

”Mennesker har gennem tiden vænnet sig til, at nogen går med slør, til synlige moskéer og muslimske kirkegårde. Men et meget stærkt faktum, som jeg hørte om både i København, Aarhus og Odense var, at muslimer føler, at danskhed og islam ikke passer sammen. Hvis islam skal integreres i Danmark, skal den ligesom den danske tro være usynlig. Det er problematisk,” siger han.

”De er trætte af at blive set som terrorister og af, at de mest fanatiske muslimer bliver opfattet som de ’rigtige’ muslimer, mens alle andre er undtagelser fra reglen. Der er en opfattelse af, at jo mere integrerede muslimer er, jo mindre muslimske er de.”

Heiner Bielefeldt påpegede også behovet for dialog og forståelse i debatter om omskæring af drengebørn og rituel slagtning, inden han gik videre til at tale om folkekirken. Han glædede sig over, at folkekirken bliver brugt til at bygge bro mellem forskellige trossamfund og er ikke imod dens særstatus i samfundet. Men hvis ønsket om inklusion skal tages seriøst, må noget alligevel gøres.

”Inklusion og monopol hænger ikke sammen. Under mit besøg har jeg oplevet, at religiøse minoriteter i Danmark føler en symbolsk ydmygelse ved altid at være nummer to. Når katolikker skal døbes, skal de for eksempel have deres dokumenter fra folkekirken. Jeg siger ikke, at man skal smide den kristne arv over bord, men der er behov for en transformation,” siger han og tilføjer, at regeringen må gå foran.

”Regeringen har det ledende ansvar for at følge menneskerettighedserklæringerne, og jeg glæder mig over, at den danske regering altid har støttet religionsfriheden.”

Seniorforsker ved institut for menneskerettigheder Eva Maria Lassen fandt det positivt, at Heiner Bielefeldt ikke blot fokuserede på konkrete sager og juridiske spørgsmål.

”Det er godt at få en udefra til at give os det brede billede og belyse, hvilke tanker trossamfund gør sig. Jeg synes, hans kommentarer om folkekirkens særlige status i samfundet og andre trossamfunds udfordringer kommer på et godt tidspunkt, nu hvor et udvalg er i gang med at se på reguleringen af trossamfund,” sagde hun.

Kirkeminister Bertel Haarder var ikke selv til stede ved pressemødet, men har talt med Heiner Bielefeldt under hans besøg i Danmark.

”Her drøftede vi blandt andet Grundtvig, som jeg mener er et eksempel på, at det ikke er ekskluderende at lægge vægt på ens egen kultur, men lige omvendt. Jeg mener, vejen til det fælles går gennem nationale kulturer, og derfor er det ikke ekskluderende at kende og værdsætte sin egen kultur. Men vi skal have et åbent sind, når der kommer rapporter fra FN eller Europarådet, og se, om vi kan lære noget.”