Prøv avisen

For første gang i over 100 år har vi et folketing uden præster

For første gang i 110 år er der ingen præster blandt Folketingets 179 medlemmer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Blandt de 179 folketingsmedlemmer finder man for første gang i 110 år ikke nogen præst. Det gør det kirkepolitiske felt mere åbent, siger professor

Siden teologen N.F.S. Grundtvigs tid har præster ikke været en atypisk faggruppe at finde i Folketinget. Tværtimod har deres repræsentation snarere været reglen end undtagelsen, og efter de seneste mange valg har en eller flere præster altid haft deres daglige gang på Christiansborg. Men den tradition lader nu til at være brudt. For hvis man ser på listen over de 179 nye folketingsmedlemmer, finder man for første gang i over 100 år ikke nogen præst.

Og det er interessant, siger Brian Arly Jacobsen, der er religionssociolog ved Københavns Universitet og forsker i religion og politik. Han har tidligere ført statistik over antallet af præster og teologer i Folketinget, hvor de i nogle perioder ligefrem har været overrepræsenterede i forhold til erhvervsgruppens størrelse. Men at de slet ikke er der, er usædvanligt.

”Præster er generelt udadvendte og vant til at holde taler og argumentere for deres sag. Og det er folk, der generelt er interesserede i værdipolitiske emner, som optager mange mennesker. Så det har ligget lige for for mange præster at engagere sig i politik,” siger han og tilføjer, at der fortsat er én teolog i Folketinget, nemlig Ida Auken (R).

Traditionen med præster går tilbage til teologen Grundtvig og biskop D.G. Monrads tid, og siden sognepræst Søren Keiser-Nielsen blev valgt ind for Det Radikale Venstre i 1909, har faggruppen været repræsenteret fast. Af de mest kendte kan nævnes Poul Hartling (V), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Tove Fergo (V) samt Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti.

At der nu ikke er nogen præster, åbner for en ny tilgang til kirkepolitikken, siger teologiprofessor på Aarhus Universitet Peter Lodberg, der forsker i kirke og politik.

”Præster, der vælges til Folketinget, tager typisk et bestemt teologisk syn på kirken med ind, som flugter med deres kirkelige retning. Derfor er det spændende, at der nu ingen præster er, da det kirkepolitiske felt bliver mere åbent og ikke nødvendigvis bundet op på specielle teologiske interesser. Det bliver mere vigtigt, hvordan de forskellige partier ser kirken som organisation,” siger han.

Ifølge begge forskere er en frygt dog, at der kommer til at mangle politikere med kendskab til kirken som institution og præsters arbejde. Den frygt har sognepræst i Tjele ved Viborg Christian Langballe også. Han har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2011, men fik ikke nok stemmer i år.

”Over en bred kam har folkekirken en meget lille stjerne hos politikere, og jeg synes ikke, interessen har været stor i Folketinget. Jeg frygter, at folkekirken lægges i hånden på politiske projektmagere, som bare tror, de kan skalte og valte med den, uden det har konsekvenser på længere sigt,” siger han.

Op til valget problematiserede formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, det kirkelige traditionstab hos nutidens politikere.

Han kalder dog det nye Folketing for ”bedre, end det kunne have været” og påpeger, at folk med en væsentlig kirkepolitisk indsigt som Daniel Toft Jakobsen (S), Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (R) og Naser Khader (K) stadig er med.

”Det gør, at jeg er ganske tryg ved, at den folkekirke-politik, vi kommer til at se i den kommende periode, er baseret på et seriøst og oplyst grundlag,” siger han.