Ekspert om konflikt i Aalholm Kirke: Folkekirken er for mange ting på én gang

Den sørgelige strid i Aalholm kirke har sin baggrund i, at folkekirken på én gang er menighedskirke, præstekirke og en demokratisk organisation

Folkekirken har gennem sin historie udviklet sig til at have visse træk af præstekirke, statskirke, foreningskirke og menighedsrådskirke – uden dog at være rigtigt nogen af delene, mener Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie
Folkekirken har gennem sin historie udviklet sig til at have visse træk af præstekirke, statskirke, foreningskirke og menighedsrådskirke – uden dog at være rigtigt nogen af delene, mener Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Der er sjældent ønsker i Danmark om, at folkekirken skal være en bispekirke. Det er ellers på en måde enklere i de kirkesamfund, hvor biskoppen er kirkens reelle leder, og hvor præster og eventuelt menighedsråd i store træk mere fungerer som biskoppens betroede lokale medarbejdere. En struktur af den type har man i ortodokse kirker og den romersk-katolske kirke og har haft det siden oldkirkens tid.

Ved Reformationen brød de evangeliske kredse med den hierarkiske kirketænkning. Man ville ikke længere være en bispekirke, men satte evangeliet og evangeliets forkyndelse i centrum. Når evangeliet blev forkyndt sandt, kunne de ydre kirkelige forhold ordnes forskelligt – også uden en biskop. Den franske reformator Calvin organiserede de evangeliske menigheder på basis af valgte råd: Lokalt var der ældsteråd, regionalt og nationalt var der valgte ledelser, synoder. Dette var også en enklere model. Kirken beslutter på sine synoder og valgte forsamlinger en linje, og den skal menighedsråd og præster så følge. I reformert sammenhæng kalder man undertiden præsten for ”minister”, der betyder hjælper – altså hjælper for de valgte og styrende råd. I de lutherske kirker i Tyskland og Norge er man gået mere eller mindre langt i den retning, så kirkens valgte råd har fået større indflydelse på alle plan. Der er ganske mange i folkekirken, der vil have sig en sådan kirkeordning meget frabedt i Danmark – omend den kan synes mere strømlinet og gennemskuelig i sin struktur.

Folkekirken har gennem sin historie udviklet sig til at have visse træk af præstekirke, statskirke, foreningskirke og menighedsrådskirke – uden dog at være rigtig nogen af delene.

I de lutherske lande blev det af historiske grunde konger og fyrster, der styrede kirkens ydre forhold. Præsterne havde monopol på det vigtige forkynderembede, derfor har præster helt særlige pligter og er underlagt en helt særlig beskyttelse. Det har givet præsterne en rolle, så folkekirken undertiden kan ligne en præstekirke. Magten til at lede og lovgive for kirken lå oprindeligt hos kongen, og efter Grundloven af 1849 hos Folketinget og kirkens minister. Der ligger den endnu, og derfor bærer folkekirken statskirkelige træk.

I 1800-tallet opstod en åndelig vækkelse hos lægfolk og præster, og det førte til en stor mængde af kirkelige foreninger og kirkelige retninger. På landet var mange lægfolk engageret i det grundtvigske arbejde eller i Indre Mission og lignende foreninger. I København var Kirkefondet en afgørende spiller. I storbyen organiseredes frivillige menighedssamfund, der stod for talrige kirkelige aktiviteter omkring kirken. Hele netværket af kirkelige foreninger har været så vigtigt i perioder, at folkekirken lokalt kunne synes at være lidt af en foreningskirke. Den voksende demokratisering af landet førte til, at folkekirken fik valgte menighedsråd i 1903, og i 1922 fik man demokratisk valgte provstiudvalg på kommuneplan. Disse råd har fået større og større ansvarsområder, og det spiller en stadigt større rolle som aktør, initiativtager og bevilligende myndighed på det lokale plan. Folkekirken går derfor i disse år mere i retning af at være en menighedsrådskirke, men andre kræfter arbejder kirkepolitisk imod dette og vil sikre, at Folketinget bevarer lovgivningsmagten, og præsterne står frit som embedsbærere.

De fleste steder finder man sin vej gennem denne særlige danske model, der er udviklet gennem årtier, og som i praksis fungerer. Omend den unægtelig kan være svær, endsige forklare for udlændinge. Enkelte gange kolliderer interesserne dog, som i Aalholm Kirke, hvor det tilsyneladende slår gnister mellem de frivillige i foreningskirken og præstekirken og til dels menighedsrådskirken.

Da hverken statskirke, bispekirke eller synodekirke synes at være et attraktivt alternativ for ret mange i Danmark, er der på kort sigt næppe andet at gøre end at leve med forholdene. Fortsætte med at opfatte folkekirken som det store fælles danske samtalekøkken, hvor man fra hver sin plads søger at bidrage til en god stemning og en velsmagende menu for den gudstjenestefejrende menighed, det hele dog er til for. Og helst uden for meget røg i køkkenet.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.