“Hvad så nu!?”
Det var overskriften på det sidste punkt på dagsordenen ved den konference for folkekirkens liturgiarbejde, som fandt sted i dag. Her var interesserede fra alle hjørner af folkekirken inviteret til en dagslang diskussion om gudstjenestens fremtid, som naturligvis foregik digitalt på grund af corona.
Og til at svare på dette åbne og afsluttende spørgsmål tonede Tine Lindhardt, biskop i Fyens Stift, frem på en computerbaggrund med strand og palmer. Hun var en af de tre biskopper, der havde arrangeret konferencen og skulle forsøge at samle op på, hvad der nu skal ske.
“Det er en langsom proces. Nogle har sagt, at det går for langsomt. Andre mener, det går for hurtigt, selvom det går lidt langsomt. Men der er ikke noget, der sker hen over natten, når man taler folkekirken og især liturgi, for det er vigtigt, at der er plads til både eftertanken og refleksionen,” lød det fra Tine Lindhardt.
Havde man denne weekend håbet på at komme nærmere på at vide, om der skal laves en ny model for tilsyn med de enkelte menigheder, eller om der sker noget nyt med tekstrækker eller ritualer, så må man endnu engang væbne sig med tålmodighed. For det står som før hen i det uvisse, hvad det mangeårige arbejde med folkekirkens liturgi egentlig skal kaste af sig, når det engang er færdigt.
“Samtalerne og debatten, vi har haft indtil nu er ikke en debat om nogle konkrete forslag. Det er vi slet ikke nået til endnu,” understregede Tine Lindhardt, der uddybede, at viser der sig efter disse årelange diskussioner behov for nye reviderede ritualer eller prøveperioder, så vil det blive drøftet i løbet af 2021 og senest blive præsenteret i januar 2022.
Lørdagens konference havde til formål at samle op på de temaer, der allerede er kommet frem, samt bringe temaer frem, som endnu mangler at blive belyst. Det fungerede i praksis sådan, at deltagerne om morgenen skulle checke ind via et link, som var blevet sendt til alle de omkring 450 tilmeldte et par dage i forvejen.
Om formiddagen var der sat god tid af til, at flere af de universitetsteologer, der har deltaget i arbejdet med liturgirapporter, som er udkommet, kunne præsentere deres tanker.
Teolog Marie Vejrup Nielsen på Aarhus Universitet delte nogle refleksioner om udfordringen ved, at kirken kunne blive reduceret til et “venligt faciliterende fromhedstilbud.” Altså, en kirke uden kant.
Hun fortalte også om præstens rolle som forhandler og brobygger i spændingsfeltet mellem fornyelse på det moderne menneskes præmisser på den ene side og kirkens modspil til samfundet på den anden.
Professor emeritus i teologi og religionsvidenskab Hans Jørgen Lundager udlagde i sit oplæg en trekantsmodel med forholdet mellem medleven, skønhed og belæring i gudstjenestens form og indhold, mens lektor i teologi ved Aarhus Universitet Anders Holms oplæg handlede om, hvad der historisk er på spil i arbejdet med at reformere folkekirkens teologi. Og så var der besøg fra Norge, hvor førsteamanuensis i liturgi Merete Thomassen fra Det Teologiske Fakultet i Oslo fortalte om erfaringerne med en liturgireform i den norske kirke.
Hendes råd til, hvordan man skal gribe en lignende proces an i Danmark, lød, at dem, der i sidste ende skal implementere forandringer skal passe på med ikke at give for mange valgmuligheder i liturgien.
"Start hellere småt og udvid derfra. Det er mit egentlige råd. Og vær opmærksom på det med sprog og metaforer. Jeg ser en tendens til, at vi bliver for optagede af at poetisere,” sagde hun.
Deltagerne blev om eftermiddagen fordelt ud i 10 forskellige workshops. Det gik tilsyneladende i fred og fordragelighed, som Hans Christian Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole, formulerede det, da han og de ni andre moderatorer efterfølgende skulle præsentere refleksionerne fra deres respektive workshops.
“Det lykkedes at have en workshop, hvor vi ikke blev synligt eller hørligt uenige, og det er i sig selv en god ting,” sagde han.
Alligevel mundede paneldebatten ud i en diskussion om, i hvor høj grad gudstjenestens form skal sættes fri.
Det var Thomas Nedergaard, der er forhenværende præst for U-kirke på Vesterbro i København og i dag er sognepræst i Sct. Jørgens kirke i Aabenraa, fortaler for, hvis den skal lykkes med at gøre sig imødekommende over for unge mennesker.
Mens Indre Missions formand, Hans Ole Bækgaard, var mere forbeholden over for, hvad en total frihed vil medføre af udvanding af sakramenterne. Her brugte han dåben som et eksempel.
“Jeg er med på, at vi skal forsøge at gøre det personligt. Men kan det gøres på en anden måde end at ændre i ritualet? Kan vi gøre det personligt i samtale med dåbsforældrene? Jeg mener, der er masser af muligheder uden for gudstjenestens rum, og det skal vi tale op i folkekirken i langt langt højere grad, end vi gør i forvejen,” sagde Hans Ole Bækgaard.
Mere end 400 deltog i konferencen, der kan ses på folkekirken.dks hjemmeside.