Prøv avisen

Folkekirken beskyldes for at afkristne Danmark

Tidligere præster mener, at sekulariseringen af folkekirken påvirker hele samfundet. "Hvis folk oplever, at kirken ikke står på mål for sit eget budskab, bliver den ligegyldig," lyder det fra Præsteforeningen.

En voksende sekularisering af folkekirken påvirker hele samfundet, mener tidligere præster. Forkert, mener andre, kirken kan sagtens rumme mange teologiske opfattelser, uden at kristendommen udvandes i samfundet

Mens menighedsråd får høvl for at efterlyse troende præster, har folkekirken plads til både kirketjenere, der tror på reinkarnation, og præster, der afviser en skabende og opretholdende gud.

Eksemplerne tegner billedet af en stadig mere sekulariseret kirke, mener teologer. En udvikling, som ifølge forskere har rødder i kirkens historie.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad forleden betragter nogle menighedsråd det ikke længere som en selvfølge, at præster er troende og tager kirkens bekendelser alvorligt. Ifølge sociologen Phil Zuckerman, som har lavet feltstudier i Danmark, er det udtryk for en sekularisering af den danske folkekirke.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens legitimitet til debat

Men sekulariseringen stopper ikke ved kirken selv, mener flere. I et indlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten for nylig indledte en studerende, Thomas Schumann, et læserbrev med ordene: Jeg er ateist. Og jeg er fan af folkekirken. Han konkluderede i indlægget, at Danmark ikke har haft nogen bedre vaccine mod religiøs fundamentalisme og dødssyge dogmer end institutionaliseringen af flertallets religion. Folkekirkens version af kristendommen er som en lunken suppe, der i takt med samfundets fremskridt tyndes op med sekulariseringens iskolde postevand.

Ifølge tidligere sognepræst og nu rektor ved det teologisk konservative Dansk Bibel-Institut, Børge Haahr Andersen, har ateisten ret.

Jeg tror, det er rigtigt, at folkekirken virker sekulariserende, siger han og fortæller om en episode, hvor en gruppe ateister mødtes med præster fra den svenske kirke.

Under samtalen tolkede præsterne hele tiden ateisternes udsagn som kristen tro. Til sidst blev en ateist gal og sagde, kan vi ikke få lov til at blive taget alvorlige som ateister?.

Jeg mærker den samme tendens i Danmark, at næsten uanset hvad et menneske måtte sige, så tolkes det af det officielle kirkesystem som en slags genuin kristen tro. Selvfølgelig er der grænser, men der er en tendens til at tolke sekularisering, ateisme og agnosticisme som en side ved kristentroens væsen, og selv gammeldags hedenskab og reinkarnation tolkes som positiv kristelig søgen, siger han og understreger, at billedet ikke er entydigt.

Selv det spinkle møde mellem kulturkristne og kirken kan fremkalde en ægte kristentro, men man skal være blind for ikke at se sammenhængen mellem folkekirke og sekularisering. Talen om kristendom i kirken er så blufærdig, at man ofte ikke kan høre forskel på kristendom og humanisme.

Samme kritik lyder fra Palle H. Steffensen, pensioneret sognepræst og medforfatter til en række bøger om kirken, blandt andet bogen Nedlæg folkekirken det oppegående dødsleje.

Han nævner tre symptomer på sekulariseringen af kirken: Menighedsråd lader sig ofte ikke vælge ind, fordi de er engagerede i kristendom, men fordi de vil være loyale over for lokalsamfundet. Præsteforeningen taler mest om karriere og kontrol med omfanget af arbejdsopgaver. Og prædikenerne er for dårlige:

De mangler glød og engagement. Kirken bliver mere og mere lig det samfund, den skal tale ind i. Hvis folk oplever, at kirken ikke står på mål for sit eget budskab, bliver den ligegyldig.Problemet ifølge Palle Steffensen er også, at kirken vil tækkes samtlige 79 procent af befolkningen, som er medlemmer.

Så revner bukserne. Et eksempel på, at man prøver at tækkes, er, at man higer og søger efter aktiviteter i en grad, så man nærmest går ind i underholdningsbranchen. Det kristne budskab, som ellers skulle være en ballast i livet, begynder at fortone sig. Det kan være udtryk for fortvivlelse over, at man ikke kan få folk til højmessen. Men jeg er sikker på, at folkekirkens tivolisering gør den ualvorlig og derfor uinteressant, siger han.

Den danske folkekirke ligger til grund for, at danskerne har et nedtonet forhold til tro, vurderer religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet.

Der er ingen tvivl om, at den samfundsmodel, vi har valgt, har haft betydning for religiøsiteten i Danmark. Det er ikke tilfældigt, at vi tilhører et af de lande, hvor færrest er troende, men hvor opbakningen til majoritetskirken er størst. Staten understøtter en særlig religion, og det får den konsekvens, at kontakten til kirken indgår som en tradition, for eksempel ved barnedåben, som så bliver en knap så religiøs handling, men mere en handling, der knyttes til det at være dansk, siger han.

Samtidig advarer Brian Arly Jacobsen mod at tale om sekularisering: Man kan nemlig lige så godt argumentere for, at Danmark langt fra er sekulariseret, når kirke og stat stadig hænger sammen, og så mange danskere er medlem af kirken.

Historisk set er det politikernes greb om folkekirken siden 1849, der har medført en nedtonet form for kristendom i Danmark. Det mener lektor i religionssociologi, ph.d. Peter B. Andersen fra Københavns Universitet. En vurdering, som deles af religionskritikere, der markerede sig allerede i 1800-tallet. Medgrundlægger af dagbladet Politiken Viggo Hørup lovpriste for eksempel folkekirken i et indlæg den 8. januar 1893 i samme avis:

Folkekirken kan med sine velaflagte, magelige, borgerlige Embedspræster ensrette og neddysse Kirkegængernes religiøse Behov, så de bliver ufarlige. Af alle disse Grunde elsker og agter jeg Statskirken, fordi den er det bedste Værn for os Fritænkere mod en overdreven og udskejende religiøs Ophidselse.

Den politiske modvilje mod at lade kirken bestemme over sig selv har ikke levnet plads til meget markante religiøse udtryk, mener Peter B. Andersen.

På den måde har folkekirken haft en sekulariserende effekt. På den anden side er det netop det, der har gjort, at folkekirken har kunnet opretholde så stort et medlemstal. Det er få, der er blevet presset ud for at være valne i deres tro eller for at mene noget forkert, siger han.

Andre afviser, at folkekirken udvander kristendommen. Sognepræst i Vejlby Sogn Kåre Egholm Pedersen har tidligere markeret sig i debatten om folkekirke og sekularisering:

Kristendommen har en form for sekularisering indbygget i sig. Jeg tænker for eksempel på sabbatten og den lovreligion, som blev kritiseret hårdt af Jesus. Så al sekularisering er jo ikke dårlig, men man kan ikke bare sige, at folkekirken virker sekulariserende det er en grov generalisering, siger han.

Ateister eller andre, som kommer med sådan en påstand, kan sagtens finde kirker, hvor de kan høre det klassiske kristne budskab. Det har altid været folkekirkens særkende, at der er forskelle. Det vælter ikke butikken. Det er jo også pudsigt, at vi hører den samme kritik i dag som for 100 år siden. At nu bliver det hele udvandet på grund af kirken. Det har vi hørt før, så det er for tidligt at begynde at ryste på hånden, siger Kåre Egholm Pedersen.

Den holdning deler han med teolog og professor i pædagogisk filosofi Peter Kemp.

Der er sket meget siden Luther, som man i en forstand godt kan se som sekularisering. Præster og menigheder slutter i dag op om, at kirken ikke er en stat i staten, som Romerkirken var og til dels stadig er. I den forstand er kirken sekulariseret, siger han og understreger, at kristendommen ikke udvandes, blot fordi kirken favner bredt.

Prisen ved en folkekirke er, at præster har mange opfattelser, og at man ikke holder sig til en ganske bestemt teologisk retning. Men at det skulle gøre kristendom til en tynd gang suppe, kan jeg ikke se. Det burde for længst være indset, at man ikke kan kræve, at præster tror på en gud som en fysisk eksistens. Kræver man det, kan man godt tale om en sekularisering blandt folkekirkens præster. Men det er ikke dem, der udvander kristendommen, det er snarere dem, der vil gøre Gud til en fysisk størrelse, som om man ved hjælp af en form for naturvidenskab ville kunne bevise Guds eksistens.

Sekularisering

Først brugt om fyrsternes inddragelse af kirkens gods under Reformationen, siden generelt om religionens svindende indflydelse på henholdsvis det politisk-offentlige område og det personlig-eksistentielle og etiske område. I protestantisk teologi har det til op i 1900-tallet, specielt hos D. Bonhoeffer og F. Gogarten, været en hovedtese, at sekulariseringen er en konsekvens af det kristne menneskes frisættelse af religiøse magter og regler, som beskrives allerede i Det Nye Testamente og skærpes hos Luther. Siden 1970erne er det i teologien og religionssociologien blevet fremhævet, at befolkningens aktive og/eller passive distancering i forhold til de etablerede kirker ikke hindrer religion og religiøsitet i fortsat at trives i andre former.