Antallet af godkendte trossamfund i Danmark er steget fra 24 i 1992 til 162 i dag. Den udvikling har dr.phil. Armin W. Geertz fulgt på nærmeste hånd. Han har nemlig været formand for Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund siden dets fødsel i 1998, og det er dette udvalg, der afgør, hvem der kan godkendes som trossamfund i Danmark.
Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund er permanent og bør ikke forveksles med det udvalg, der skal udarbejde forslag til klarere regler for trossamfund uden for folkekirken, som kirkeminister Bertel Haarder i går meddelte, at regeringen vil videreføre.
Armin W. Geertz tager imod i sit bogbeklædte kontor på Aarhus Universitet, hvor han til daglig fungerer som professor i religionshistorie, til en samtale om godkendelses-udvalgets historie og dets arbejde.
Kimen til udvalget blev lagt allerede i 1996, da Margit Warburg, professor i religionssociologi, skrev en kritisk artikel om den daværende praksis. Dengang stod Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, og hans rådgiver, sognepræst Niels Underbjerg fra Fredens-Nazaret Sogn i København, for at vurdere ansøgninger om at blive godkendt som trossamfund, og artiklen argumenterede for, at det var principielt forkert, at det var repræsentanter for folkekirken, der behandlede ansøgningerne.
Margit Warburg mente, at det burde være et udvalg af fagfolk, der ikke var repræsentanter for bestemte religioner, som skulle behandle ansøgningerne. Det var Niels Underbjerg enig i. Han opfordrede ministeriet til at ændre praksis med samme begrundelse som Margit Warburg.
Niels Underbjerg havde fra 1991 til 1998 den opgave at vurdere og indstille ansøgninger til Københavns biskop.
”Det var et spændende arbejde, men med et fuldtidsarbejde ved siden af var de mange sager rent ud sagt tæt på at slide mig op. Desuden var jeg enig i, at der var principielt forkert, at jeg som præst i folkekirken sad og behandlede disse ansøgninger,” siger han.
Niels Underbjerg beskriver arbejdet dengang som udfordrende, da der ikke var nogen præcise retningslinjer at forholde sig til.
”Det var et omfattende arbejde. Jeg gennemgik ansøgernes forhold og brugte lang tid på at finde ud af, om ansøgerne hørte ind under kategorien trossamfund. Og da der ikke var nogen præcise retningslinjer for, hvad et trossamfund var, drøftede jeg ofte med biskoppen og religionssociologer, hvad et trossamfund egentlig er,” fortæller Niels Underbjerg.
Og retningslinjer var netop det, som Armin W. Geertz og det øvrige udvalg brugte den første tid på at få fastlagt, efter at de overtog i 1998. Retningslinjerne skulle definere, hvad et trossamfund egentlig er. Den definition hænger i høj grad sammen med trossamfundets organisatoriske form. Det kommer til udtryk i to klare krav: Der skal være mindst 150 myndige medlemmer, før der kan være tale om et trossamfund. Og mindst 50 myndige medlemmer, før der kan være en menighed.
Udvalget er siden blevet kritiseret for at være racistisk, da det viste sig, at mange, især muslimske trossamfund, misforstod retningslinjerne for at blive godkendt. De har derfor ansøgt om at blive godkendt, på trods af at de ikke opfylder de krav, der gør sig gældende for et trossamfund. Racismekritikken af udvalget har gået på, at hvis ikke ansøgerne forstår reglerne, må reglerne laves om, så ansøgerne forstår dem. En kritik, Armin W. Geertz afviser.
”Det er rigtigt, at der er flere, især muslimske, trossamfund, der er blevet afvist, fordi de ikke kan skelne mellem et religiøst trossamfund og en kulturel forening. Men jeg er ikke enig i, at det bør medføre en ændring af reglerne. Det må være ansøgernes opgave at tilpasse sig den danske lovgivning og den danske praksis,” siger han.
Et andet kritikpunkt gik på, at godkendelsen var en form for gummistempel, fordi det var ligegyldigt, hvad man troede på, bare man havde orden i papirerne og en god revisor.
”I forhold til praksis før 1998 har vi i dag bredere rammer for det religiøse indhold i ansøgningerne. Til gengæld har vi en strammere praksis end før, når det gælder ansøgernes organisatoriske færdigheder,” siger Armin W. Geertz og fortsætter:
”Men det skal ikke forstås sådan, at alle kan blive godkendt som trossamfund, hvis de har styr på deres papirer. Vi har faktisk afvist flere ansøgninger, end vi har godkendt, og vi anser os selv for at være et sagkyndigt og fornuftigt udvalg, der behandler ansøgerne ud fra ensartede, klare og sagligt begrundende kriterier,” siger han.
Antallet af godkendte trossamfund er steget kraftigt siden begyndelsen af 1990'erne. En stigning, der har flere grunde, hvis man spørger Armin W. Geertz.
”Det hænger selvfølgelig sammen med en øget indvandring, hvilket især har givet flere muslimske trossamfund. En anden grund er, at nogle trossamfund har selvstændige menigheder under sig, der næsten er identiske. For eksempel er der en del baptistiske menigheder, en del fra pinsebevægelsen og også en del under det tyrkiske islamiske trossamfund,” siger han og fortsætter:
”Eksempelvis har vi en aftale med Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse om, at før man kan blive en menighed under dem, så skal man have de samme vedtægter, som de har. Det betyder, at der er rigtig mange af de menigheder, der bliver godkendt direkte af ministeriet, og som vi derfor ikke tager stilling til, fordi vi allerede har taget stilling til Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse,” forklarer Armin W. Geertz.
Det forklarer også, hvordan udvalget har kunnet overkomme alle de ansøgninger. Det gennemsnitlige antal ansøgninger, der lander på udvalgets bord, ligger på omkring 20 om året - og heraf er det lidt under halvdelen, der ender med at få ministeriets godkendelse.
Tilbage i 1990'erne, da Niels Underbjerg sad med ansøgningerne, kom der omkring 8-10 om året. Det er dog stadig de samme årsager, der ligger til grund for, at trossamfund søger om godkendelse i dag, som det var i 1990'erne.
”Der var typisk de samme tre grunde til, at man søgte om godkendelse. Den første grund var de økonomiske gevinster, der var ved at blive godkendt. Vielsesretten var også vigtig for mange, og endelig var der også mange, der havde et behov for at blive anerkendt på lige fod med folkekirken og andre religiøse trossamfund,” siger Niels Underbjerg.
Disse tre grunde er ifølge Armin W. Geertz stadig de typiske.