Den norske kirke har ved årsskiftet taget endnu et skridt i den bevægelse, som gør grænsedragningen mellem stat og kirke klarere end tidligere. Fra den 1. januar er den norske kirke et selvstændigt retssubjekt, og dens juridiske rettigheder og pligter udvides dermed. Samtidig er der sket en virksomhedsoverdragelse, så kirken og ikke staten nu også er arbejdsgiver for alle, der arbejder i kirken.
Men stat og kirke er ikke mere adskilt, end at det fortsat er stat og kommune, der finansierer kirken, ligesom i øvrigt de øvrige tros- og livssynssamfund finansieres af offentlige midler. Selvom der er tydelige forskelle mellem Norge og Sverige, hvor man adskilte kirke og stat i 2000, så er der også fællestræk.
For det første er det blevet tydeligt, at de tidligere statskirker i højere grad bliver ét trossamfund blandt mange andre frem for at være en privilegeret del af et statsligt setup. Kirkerne rykker sammen, og man kan iagttage, at de økumeniske kirkeråd profilerer sig i stigende grad, og at de tidligere statskirker ikke er så bange for at indgå i denne sammenhæng.
For det andet er medlemsbegrebet kommet til at spille en større rolle. Helt markant i Sverige, hvor man indtil få år før adskillelsen af stat og kirke blev født – ikke døbt – ind i Sven-ska Kyrkan. Hvor man tidligere talte om ”folk, der hører til kirken” (kyrkotilhöriga på svensk), er medlemsbegrebet nu blevet en del af det sprog, den svenske kirke taler om sig selv i. I Sverige tilbyder staten alle kirkesamfund at inddrive medlemsafgift, mens netop medlemsbidrag i Norge er et fyord på linje med synode i den danske debat. På den norske kirkes hjemmeside forsikres man endda om, at statens bidrag til den norske kirke ikke er afhængig af, hvor mange medlemmer den har. Det er nu nok en sandhed med modifikationer, hvis medlemstallet pludselig giver sig til at rasle ned.
For det tredje er det værd at pege på, at man lægger vægt på ikke at skille kirke og nation/folk. I både Norge og Sverige har man for eksempel bevaret en forbindelse mellem kirken og kongen, og i begge lande har man fået større opmærksomhed på, hvad det vil sige at være en folkekirke. Hvad betyder det i en tid, hvor ”folket” er en mere mangfoldig størrelse? Og hvordan fastholder man det folkelige, bredden og inklusiviteten i en folkekirke, der i stadig højere grad bliver et trossamfund blandt andre trossamfund? Det er den store udfordring for de nordiske kirker.
Det er endelig også værd at pointere, at der fortsat i både Norge og Sverige er tætte relationer mellem stat og kirke. Staten lovgiver om kirken i en særlig kirkelov, der afstikker rammer for de tidligere statskirker. Af den svenske kirkelov fremgår det for eksempel, at Svenska Kyrkan skal være en ”åben folkekirke”, at organisationen skal være demokratisk, og at kirken skal være landsdækkende. I Norge slås det i kirkeloven fast, at sognet er den grundlæggende enhed i den norske kirke, og der er ret detaljerede bestemmelser for den øvrige organisering.
Pointen i forhold til folkekirken i Danmark er, at man kan iagttage de samme tendenser. Også her i landet er der en stigende opmærksomhed på grænsefladerne mellem kirke og stat. For nylig udsendte Kirkeministeriet for eksempel en redegørelse om det økonomiske mellemværende mellem kirke og stat, hvor det fremgår, at statens tilskud til præstelønninger går nogenlunde op med folkekirkens bidrag til kulturarvsbevarelse. Det er også i denne sammenhæng, at medlemsbegrebet er centralt i Danmark, for det fungerer af og til som en afværgeformel for kritik, når det fremhæves, at ”det er jo medlemmerne, der betaler”. Man kan også notere sig, at folkekirken på udvalgte punkter rykker tættere på de andre kirkesamfund, som når danske biskopper gør fælles front med andre kirke- og trossamfund i kritikken af den netop vedtagne imam- eller forkynderlov. Så selvom der ikke i Danmark er sket større ændringer i stat-kirke-forholdet, så forskyder debatten sig alligevel ad samme baner som i andre nordiske lande.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.