Prøv avisen

Folkekirken er blandt de bedst finansierede nationale kirker

Den primære forklaring på forskellene er ifølge Sidsel Kjems kirkeskatten, som Sverige, Danmark og Finlands kirker i snart 100 år har kunnet opkræve at fra sine medlemmer. Norge og Islands kirker får kun bidrag fra staten, og Skotland og Englands kirker drives primært af donationer. Arkivfoto. Foto: Christian Lindgren

I forhold til de nationale kirker, den kan sammenlignes med, skovler folkekirken et ganske stort beløb ind årligt, viser forskning

Folkekirkens økonomi er et emne, der ofte kan skabe debat blandt danskerne. Nu viser forskning, at den danske kirke har flere penge at lave kirke for end mange af de nationale kirker, den kan sammenlignes med.

Bag forskningen står ph.d.-studerende på Københavns Universitet Sidsel Kjems. Hun deltager i det internationale forskningsprojekt ”What Money Can’t Buy”, som sammenligner folkekirkerne i de nordiske lande samt England og Skotland. I sin ph.d. ser hun på finansieringen af de syv kirker, som har stor betydning for deres mulighed for at agere og for eksempel tilbyde aktiviteter og ansætte medarbejdere.

”I min forskning ser jeg markante forskelle på, hvor mange penge kirkerne har at drive en folkekirke for. Her ligger den danske folkekirke i den gode del, hvilket måske kan forklare, at den ikke har virket så økonomisk presset i mange år,” siger hun.

Sidsel Kjems har sammenlignet landenes kirkers totale indtægter med antallet af medlemmer, indbyggere og med landets bruttonationalprodukt og er – med forbehold for kirkernes forskellige strukturer og finansieringsmodeller – kommet frem til, at Sverige og Finland har de største indtægter med Danmark lige efter sig. Herefter kommer Norge og Islands kirker og i bunden ligger Englands og Skotlands.

Den primære forklaring på forskellene er ifølge Sidsel Kjems kirkeskatten, som Sverige, Danmark og Finlands kirker i snart 100 år har kunnet opkræve at fra sine medlemmer. Norge og Islands kirker får kun bidrag fra staten, og Skotland og Englands kirker drives primært af donationer.

”Muligheden for at opkræve kirkeskat har haft en positiv indvirkning på økonomien, fordi beløbet er vokset i takt med samfundets vækst. Både vores befolkningstal og indkomster er vokset de seneste 100 år, og da kirkeskatten udgør cirka 80 procent af Danmark, Sverige og Finlands kirkers totale indtægter, har det stor betydning.”

Kigger man nærmere på de nationale kirker, kan den danske folkekirke meget vel vise sig at være stedet, hvor de enkelte sognemenigheder har flest penge til rådighed, siger generalsekretær i Danmission, Jørgen Skov Sørensen, som tidligere har beskæftiget sig indgående med nordisk kirkeliv.

”Sverige og Finlands folkekirker har bestemt en stærk økonomi, men jeg er ikke sikker på, at den enkelte sognemenighed i landene har mere at gøre godt med end de danske. For pengene ender i højere grad hos deres central-administrationer, i stiftet eller nationalt, hvor de bruges på fællesprojekter eller internationalt arbejde. Fordi Danmark har en mere decentralt styret folkekirke, kunne jeg forestille mig, at nærmere undersøgelser ville pege på, at vores menigheder har flest midler at anvende lokalt.”

Ifølge økonomiprofessor på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh giver større indtægter penge til nye opgaver, men de gør også, at man skal være mere opmærksom på, hvordan pengene forvaltes.

”Store indtægter kan skabe det problem, at man typisk indretter sit forbrug efter de penge, man har. Jo flere man har til rådighed, jo flere bruger man. Man er i mindre grad tvunget til at tænke nyt og effektivt, som når kommuner deler personale for at spare lønninger eller deler redskaber,” siger han.

Teologiprofessor på Aarhus Universitet Svend Andersen påpeger, at der er en nogenlunde balance mellem folkekirkens indtægter og udgifter, og at faktum er, at samfundet får noget for pengene.

”Folkekirken passer for eksempel de gamle kirker, som er en del af kulturarven, og står for personregistreing. Så der er mange udgifter, der kommer hele samfundet til gavn. Det er sandt, at den danske folkekirke ikke lider nød, hvis man sammenligner den med for eksempel de lutherske kirker i Tyskland, men det hænger sammen med, at en stor del af befolkningen stadig er medlemmer og betaler kirkeskat. I det øjeblik medlemstallet for alvor går ned, må man tage hele folkekirkens økonomi op til debat, for så kan indtægterne ikke dække udgifterne.”